Siden 1600-tallet har bondebyen Ordrup og egnen omkring Gyldenlund - det nuværende Charlottenlund og tidligere af Kong Christian IV kaldet Freudendahl (Glædesdalen) - været et eftertragtet mål for københavnernes udflugter. Længslen efter frisk luft, trangen til at færdes i skoven og ved stranden, samt synet af bølgende kornmarker bevirkede, at området tillige blev meget søgt af landliggere fra hovedstaden. Kongefamiliens tilstedeværelse på skiftevis Charlottenlund Slot og Bernstorff Slot har utvivlsomt også været en medvirkende årsag til områdets popularitet.

Hoveriet og stavnsbåndet blev gradvist ophævet fra slutningen af 1700-tallet frem til 1850. Selvom københavnerne satte deres præg på egnen om sommeren, ændrede friheden dog ikke straks den fastboende bondebefolknings daglige livsførelse og vaner på de veldrevne bøndergårde.

Enkelte af gårdene i området blev helt op i 1900-tallet drevet som landbrugsejendomme, medens andre allerede i 1800-tallet blev omdannet til lyststeder. I kølvandet på lyststederne, opførtes i årenes løb talrige mindre lyst- og landsteder.

Ejerne af disse lyst- og landsteder banede vejen for egnens forvandling fra bondeidyl til en københavnsk forstad, og de forbedrede trafikmidler fik flere og flere til at bosætte sig i området i frie og sunde omgivelser.

Villa Mowgli var oprindelig et udlejningssommerhus og er som sådan en del af områdets historie. I anledning af 125-året for villaens opførelse har jeg derfor forsøgt at beskrive områdets udvikling med Villa Mowgli - og Eigaard, hvorfra grunden er udstykket - som centrum. Nogle gange bliver det lidt nørdet, men sådan er det jo når man så gerne vil have det hele med.

Selv om enkelte huse og steder i området uvilkårligt leder tankerne tilbage til den tid, da det var "in" at ligge på landet i Ordrup, kan det i dag være vanskeligt at genkende fortidens landlige idyl. Med nærværende beretning om Villa Mowgli fra udlejningssommerhus til familievilla er det dog mit håb at bidrage til en vis forståelse for områdets og villaens historie og udvikling.

God fornøjelse.

Jens Kr. Kjær Krogsgaard

I tidernes morgen

Ordrup har været beboet siden oldtiden, men allerede i stenalderen (omkring 7500 f. kr.) har der både langs kysten og længere inde i landet færdedes folk. Ved Ordrup Mose, der oprindelig var en havarm til Øresund, er der bl.a. fundet bopladser fra den ældre stenalder. Fundene giver et godt billede af områdets og periodens fauna, idet der er fundet knogler fra bl.a. sumpskildpadder, vildsvin, bævere, urokser, hunde og elsdyr. Sjælland var på dette tidspunkt landfast med Skåne, og Østersøen var en ferskvandssø.

I forbindelse med opgravning af nogle smårødder ved stendiget ud mod stien ved Villa Mowgli blev der i 2010 fundet et cirka 12 centimeter lang fladehugget segl af flint. Det lå cirka 10 centimeter under jordoverfladen. Seglet stammer fra bondestenalderen og blev brugt til at høste korn. Det sker ikke helt sjældent, at der findes hele funktionsdygtige segl nedlagt i jorden - velsagtens som en art takofre efter en vel overstået høst. Bonde-stenalderen omfatter tiden 3900 – 1700 f.Kr, men seglet er formentlig fra den senneolitisk tid (2400 til 1700 f.Kr.). Jægerfolkene i Danmark havde dengang kontakt med bondesamfund i Mellemeuropa, men først omkring 3900 f.Kr. begyndte jægerne her i landet at dyrke jorden og holde husdyr. Skovområder blev fældet, afbrændt og erstattet af kornmarker. Kvæg, gris og får dukkede op som husdyr. Den største forandring var, at man nu kunne fremstille fødevarer selv. Kystfiskeriet blev stadig brugt og bondebefolkningen jagede og fiskede fra de lokale fangstbopladser.

Fladehugget segl af flint fundet ved Villa Mowgli i 2010.

De mange gravhøje i området stammer fra bronzealderen (ca. 1500 til ca. 400 f.Kr.). Ordrup Kirke, der ligger et par hundrede meter fra Villa Mowgli, er f.eks. opført på den tidligere gravhøj kaldet Vasehøj (også kaldet Egehøj).

Af oldtidens mere eller mindre spredte bebyggelse voksede landsbyerne frem. Om tidspunktet for landsbyernes opståen vides intet med sikkerhed, men i tidsrummet mellem år 1000 og 1300 opstod der i Danmark en række nye landsbyer (torpene). Oprindelig flyttede gårdene nok lidt rundt indenfor herrederne. Ordrup er omtalt i jordebøgerne i 1370, hvor der oplyses om én gård, ejet af lensmand Henneke Moltke (c1350-e1402) på Nyborg.

På overdrev og alminding har enkeltmand eller små fællesskaber brudt jorden op til marker og skabt nye bysamfund. I egnen nordnordøst for Gentofte opstod tre torpe, hvoraf Ordrup (torpen på oret) var den ene. Torpen rummede 8 gårde og dens jorder lå rundt om byen. De to andre torpe var Jestorp (senere Ibstrup) og Mellerup (senere nedbrudt og underlagt Ibstrup). Ibstrup blev senere til Jægersborg. Mellerup lå mellem det nuværende Jægersborg og Ordrup.

Gentofte er den ældste by i området, og nævnes første gang i historien den 21. oktober 1186 i et pavebrev, hvor Urban III (ca. 1120 - 20. oktober 1187) stadfæster gaven, "Gefnetofte" med alt dens tilliggende, som ærkebiskop Absalon (ca. 1128 – 21. marts 1201) har meddelt Roskilde bispestol. Navneendelsen "-toft" kan henføres til tiden mellem år 700 og 900. Fra arilds tid er ordet "toft" betegnelsen for jord i særeje, og byen Gentofte har formentlig oprindelig været en enkeltgård ejet af en storbonde, der boede her med sin husstand og sine trælle.

Det gamle Ordrup

I 1635 bestod Ordrup af otte gårde, og i 1682 var der i Ordrup landsby foruden de otte gårde, et hus med jord og seks huse uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 263 tønder land. Dyrkningsformen var trevangsbrug, hvor man i landsbyfællesskabet dyrkede tre afgrænsede stykker agerjord med en 3-årig rotation.

Indtil midten af 1700-tallet var Ordrup en ren bondeby. Indbyggerne var fattige og forarmede fæstebønder, der udførte hoveri på det lokale herresæde, og bønderne var fra år 1733 til år 1788 desuden underlagt stavnsbåndet, der påbød dem at forblive på deres fødegods.

Allerede under Svenskekrigene, der omfattede en række konflikter mellem Danmark og Sverige i det 17. århundrede, blev Ordrup ramt af betydelige ødelæggelser. Den mest dramatiske periode fandt sted omkring 1658, under Karl Gustav-krigen. Svenskernes invasion af Danmark medførte omfattende ødelæggelser i Nordsjælland, og Ordrup blev ikke skånet.

Niels Jensen var fæster på den senere Lindegaard og blev direkte ramt af krigens ødelæggelser, da hans gård blev nedbrændt af svenske soldater. Lars Petersen var på det tidspunkt fæster på den senere Eigaard, og denne gård blev også ødelagt under krigen.

På det tidspunkt blev gårdene formentlig kun omtalt efter navnene på fæstebønderne, der beboede gårdene, men det er muligt, at de navne, som senere kom, blev formaliseret eller ændret i løbet af tiden som en del af genopbygningen. Det mest sandsynlige er nok at gårdene fik deres navne i forbindelse med den senere beskrevne lodtrækning.

Gårdenes ødelæggelser, plyndringer og den efterfølgende genopbygning, understreger de omfattende konsekvenser af krigen på lokalbefolkningen og deres gårde.

Udenrigsminister Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff (13. maj 1712 – 18. februar 1772) var i starten af 1760'erne - ved Donations- og Concessions-Brev fra Kong Christian V - blevet ejer af Gentofte Mark, der senere blev kaldt Bernstorff Gods, de tilliggende jordarealer og det dertil hørende hoveri af bønderne i Gentofte, Vangede og Ordrup. Bernstorff var godsejer fra Hannover og skulle senere blive kendt for sit store reformarbejde med at forbedre bøndernes vilkår. Gennem sine interesser for korndyrkningen opdagede han nemlig, at han kunne høste næsten tre gange så meget på sine marker som bønderne i Gentofte, Vangede og Ordrup kunne høste på deres.

Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff.

Bønderne i Ordrup udmærkede sig dog ved at de kunne høste omtrent dobbelt så meget rug som bønderne i Gentofte og Vangede, og det gav ifølge Bernstorffs tiendelister fra år 1758 til 1765 en årlig gevinst på 40 tønder pr. Ordrup-bonde - eller en fortjeneste pr. bonde på 10 rigsdaler og 11 3/4 skilling. Herfra skulle så trækkes tiende og sædekorn, hvorfor den enkelte bonde som udgangspunkt ikke bidrog væsentligt til godsets drift.

Den enkelte bondes indtjening var da heller ikke noget at råbe hurra for.

Den årlige høst af hø på bøndergårdene i Ordrup kunne ikke dække hestenes, køernes, studenes og fårenes forbrug af foder, hvorfor 32 af byens 62 heste i ovennævnte periode er opført som udgangsøg, hvilket vil sige at øgene om vinteren måtte klare sig med det foder, de kunne finde ude på markerne.

Ved at have cirka halvdelen af hestene ude hele året kunne der blive mad til de øvrige dyr, samtidig med at den enkelte bonde hvert år kunne sælge hø i København for 8-9 rigsdaler.

Desværre var flere bønder allerede om efteråret nødsaget til at sælge så meget hø og halm, at de ikke kunne fodre deres dyr til den efterfølgende påske, og ofte måtte bønderne derfor sætte kvæget på græs så snart sneen var væk, og endnu inden der var meget grønt på markerne.

Det var sjældent, at der var mad nok til opdræt og salg af plage og stude, og udbyttet fra får, svin og fjerkræ nåede i bedste fald at dække den daglige husholdnings behov. Dyrkningen af køkkenurter har formentlig indskrænket sig til en række grønkålsstokke ved hver gård.

Et kærkomment tillæg til indtjeningen var at skære tørv og køre det til København. Når bonden havde dækket sit eget behov, kunne han hver måned mellem juli og marts bringe fire til fem læs tørv til København, hvilket skulle have indbragt ham ca. en rigsdaler pr. læs.

Bønderne udenfor Københavns omegn eller bønderne, der boede meget længere væk end dem i Ordrup, havde ikke mulighed for at køre tørv og afgrøder til København, hvorfor lønninger til dygtige karle og håndværkere i Ordrup på det tidspunkt var cirka dobbelt så høje som f.eks. lønningerne i Vordingborg. En dygtig karl kunne i 1765 i Ordrup tjene 50-60 sletdaler om året, medens man længere ude på landet kun skulle betale 18-24 sletdaler. En pige fik 12-15 daler mod 6-7 daler andre steder.

For at sætte de nævnte møntfødder lidt i perspektiv, begynder historien før 1625, hvor en sletdaler var lig med fire mark. Fra 1625 skete der en væsentlig ændring med indførelsen af rigsdaleren eller speciedaleren, som var opdelt i 6 mark, og hver mark var yderligere opdelt i 16 skilling. Sletdaleren fortsatte dog med at være i brug parallelt med rigsdaleren gennem hele 1700-tallet. I 1813 introduceredes rigsbankdaleren som ny møntenhed, og i 1854 blev denne omdøbt til rigsdaler med værdien af en halv speciedaler. Et afgørende vendepunkt kom i 1875 med indførelsen af kronen, som havde værdien af en halv rigsdaler. Det er fra denne periode, at udtrykket "en daler" stammer som betegnelse for en gammel to-krone.

Ligesom det fortælles i "Jeppe på Bjerget" af Holberg, blev områdets bønder fristet af brændevinen fra de omliggende kroer, hvilket betød, at dagens indtægter fra salget i København desværre ofte blev liggende på kroerne.

Bernstorff Gods opgjorde i 1760'erne en Ordrupbondes årsindkomst til ca. 58 rigsdaler, hvilket isoleret set var udmærket. Den tilsvarende indkomst i Gentofte og Vangede lå på henholdsvis 46 og 44 rigsdaler. Problemet var, at udgifter til afgifter og skatter til det kongelige herskab beløb sig til 34-35 rigsdaler, medens udgifter til en karl, en pige og en dreng var i alt mindst 44 rigsdaler. Hertil kom udgifter til sadel- og hjulmager, tøj, skomager samt smed til vedligeholdelse af de nødvendige dyrkningsredskaber.

Bøndernes gældsbyrde voksede derfor år for år, og mange bønder måtte forlade deres gårde, hvorefter godsejeren fik problemer med at finde nye fæster.

Det var således ikke noget strålende aktiv Bernstorff overtog da han fik sit nye gods. Bønderne var ludfattige og forarmede, men Bernstorff skulle alligevel svare landgilde og huspenge til den kongelige kasse. Kun indfæstningen (hoveri) og sagefald (pengebøder) tilfaldt Bernstorff Gods.

Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff fandt hurtigt ud af, at en forbedring af bøndernes vilkår var nødvendig for, at både han og bønderne skulle kunne klare sig.

Der var allerede i 1760 i hertugdømmerne i Tyskland gjort forsøg med at gennemføre hoverifrihed og afskaffe arvefæste for bønderne. Dette var bl.a. sket på Godset Stedingshof, der var ejet af greve Christian Günther Stolberg (9. juli 1714 – 22. juni 1765) med hvis datter Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorffs brodersøn, Andreas Peter Bernstorff (28. august 1735 – 21. juni 1797), i 1762 giftede sig. Forsøgene var forløbet godt, men Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff var ikke helt tilfreds med udbyttet.

Bernstorff forestillede sig, at bønderne ville kunne yde og tjene mere til både godset og dem selv, hvis de fik friere tøjler og samtidigt blev opmuntret ved at være ejere af deres egne gårde og marker.

Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff og hans godsforvalter, Torkel Baden (26. maj 1734 – 14. november 1805), skal således have sagt "at Fællesskab og Hoveri skulle ophæves og Bonden ved Eiendoms rettighed deels opmuntres, deels sættes fuldkommen i stand til at benytte sig af de frie Hænder, som han herved fik med en i alle måder uindskrænket Industrie".

Med bistand fra sin brodersøn, Andreas Peter Bernstorff, og godsforvalteren gennemførte Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff i 1764-1765 - som den første i Danmark – den trepunktsplan for godset Bernstorffs jorder, der senere skulle vise sig at reformere hele det danske landbrug.

Et billede, der indeholder person, indendørs, væg, kvinde

Automatisk genereret beskrivelse

Torkel Baden malet i 1793.

Hoveriet skulle afskaffes og afløses af en pengeafgift så bonden kunne anvende sin tid på at dyrke sin egen jord. Livsfæste skulle erstattes med selveje, hvorved bonden ville få større interesse i at forbedre sin gård. Og dyrkningsfællesskabet, hvor al jord på et gods var genstand for fælles arbejde, skulle ophæves og jorden udskiftes ved at gårdene skulle flyttes ud på deres egne marker (Udskiftningen). Stavnsbåndet måtte fortsat bestå, idet dette var en særlig lov, der gjaldt for hele landet.

Gårdene i Ordrup lå på dette tidspunkt tæt sammen og byen bestod kun af de otte bindingsværksbyggede og stråtækte gårde, en smedje, nogle småhuse samt et par år senere af en kro. Gårdene, der senere blev kaldt Lindegaard, Teglgaard, Eigaard, Holmegaard, Skjoldgaard, Hyldegaard, Damgaard og Skovgaard, var alle beliggende ved den tidligere Ordrup Kro omkring krydset mellem Lindegårdsvej og Ordrupvej. Rundt om byen lå områdets marker.

Plan over Ordrup by i 1766.

Kroen blev etableret den 2. februar 1768, hvor tømrermester Jens Larsen Bruun fik byens første kgl. bevilling af Kong Christian VII til “udi Ordrup Bye at indrette og herefter holde et Kroe eller Vertshus, og de Rejsende saavelsom andre Behøvende Logementer samt Spiese og Drickevahre til Nødtørftighed og for en Billig Betaling sammested betiene med Vilkaar: at hand icke ved Stadet maae Brøgge Øll til Kroeholdets Fornødenhedsaa at Kroet icke til noget Fylderie og Tidsspildefor Bonden eller andre vorder misbrugt”.

Eller på nudansk ”at etablere og herefter drive en kro eller værtshus i Ordrup by, og betjene de rejsende såvel som andre trængende med logi samt mad og drikke til rimelige priser og efter behov, og på betingelse af, at han ikke måtte brygge øl på stedet til kroens brug, så kroen ikke blev misbrugt til druk og tidsspilde for bønder eller andre”.

Jens Larsen Bruun (1735 – 7. maj 1800) blev stamfar til et helt dynasti, hvis slægt i cirka 100 år var indehaver af bevillingen på Ordrup Kro. Slægten tæller også smørgrosserer og møntsamler Lars Emil Bruun (29. marts 1852 - 21. november 1923), hvis familie lagde navn til flere veje i området, herunder Annettevej, Ingersvej, Emilievej, Hans Bruuns Vej, L.E. Bruuns Vej og Ole Bruuns vej, hvoraf sidstnævnte er opkaldt efter hans far.

Lars Emil Bruun var en betydningsfuld forretningsmand, der grundlagde sin smøreksportvirksomhed i 1883. Han blev kendt for sin omfattende møntsamling, som ifølge hans testamente skulle opbevares i 100 år før den måtte sælges. Lars Emil Bruun foretog omfattende opkøb af landbrugsarealer i Ordrup, som han udstykkede til villabyggeri, hvilket forklarer de mange vejnavne opkaldt efter familien

Allerede inden den rigtige kro blev etableret, var der også en form for kro på stedet. Hvornår denne kro blev etableret, vides ikke med sikkerhed, men allerede i 1673 havde en krokone i Ordrup sin faste stol i Gentofte Kirke, og i 1705 fandtes ”én liden Kroe udi Kgl. May’s Fæstehus”. Stedet ejes af en løjtnant Rasmus Grønholdt, der påstod at have fået bevillingen efter 42 års tjeneste som soldat. Det har formentligt kun været et lille uanseligt sted. Kroen skulle i 1807 være blevet benyttet af englænderne som lazaret for cirka 150 sårede og syge.

Før Bernstorffs reformer kunne sættes i værk, blev markerne i Ordrup indtegnet på et ”Special Carte Over Den Under Gaarden Bernstorff Henhørende Bondebyes Ordrups Marker Som Viser Markernes Inddeelning For Fælleds Skabets Ophævelse”. Området blev af landmåler Peter Jacob v. Wilster (født cirka 1731) opmålt og vurderet stykke for stykke efter jordens art. Derefter blev det hele inddelt i stykker som skulle have samme ydeevne. Og til sidst blev der trukket lod mellem fæstebønderne om de forskellige jordstykker. Opmålingen blev påbegyndte den 7. september 1764.

Nedenfor er ét af de i alt tre farvelagte kort fra 1765 over de tre landsbyer gengivet. På kortet vises beliggenheden af Ordrups tre vangeder, byens grænser og inddeling i agre og åse, loddernes plovretning, alle enge og moser, søer og vandløb, oredrev og krat, alle veje og stier, gårdenes og husenes placeringer i landsbyen, samt alle på det tidspunkt eksisterende oldtidshøje. Originalkortene ligger i dag i Matrikelkontorets arkiv.

Special Carte Over Den Under Gaarden Bernstorff

Henhørende Bondebyes Ordrups Marker.

Lodtrækningen mellem bønderne om Ordrups jorder fandt sted den 1. september 1765 ved et højtideligt arrangement ved Bernstorff Slot. Avisen Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger beskrev den 9. september 1765 udførligt hvordan forarbejdet og lodtrækningen fandt sted og hvordan ”samtlige Ordrups Gaardmænd, og i egen Overværgelse ved tvende smaa Drenge havde udtaget to forskellige lodder, hvoraf det ene var betegnet med Gaardmandens Navn, det andet med Navnet på en af de nye Gaarde (thi enhver Gaard har faaet sit besynderlige Navn)”. Herefter beskrives, det hvordan godsforvalter Baden overdrog en nøjagtig fortegnelse over det nye ejerskab til bønderne.

Bønderne havde været nervøse for, hvad de store omvæltninger skulle bringe dem, men allerede sidst på eftermiddagen, da spændingen var udløst, beskriver avisen hvordan bondefamilierne begav sig ud i området for at bese deres nye marker.

Eigaard, hvorfra Villa Mowgli blev udstykket, fik ved lodtrækningen en temmelig uregelmæssig form, der bestod af to smalle jordstykker, der dannede en figur som bogstavet "L". Den vestlige firkant strakte sig langs Lindegårdsvejens østside fra Jægersborg Allé til Ordrup by og omfattede foruden et stykke af Korøglerne de østlige dele af Langagre og Tværagre, desuden Flederne og Trunneagrene og den vestlige del af Ellemosen indtil Skjoldgaards skel. Den anden firkant lå mellem byen og Ordrup Jagtvej og indeholdt Vaseagrenes sydlige halvdel og det vestlige stykke af Skovagrene. Arealet var på 65½ tdr. land, men forøgedes i 1776 med kratskoven "Eiet", som Bernstorff ved lodtrækningen oprindeligt havde forbeholdt sig selv.

Den oprindelige vej mellem Ordrupvej og Jægersborg Allé blev flyttet så den kom til at ligge langs skellet mellem Eigaard og Lindegaard. Vejen på kortet langs den nuværende Lindegårdsvej findes således ikke mere.

Special Carte Over Den Under Gaarden Bernstorff

Henhørende Bondebyes Ordrups Marker.

På kortet er med grønt indtegnet Eigaards tildelte markarealer med Eiet og mosen. Desuden er markeret det sted, hvor Ordrup by var placeret (gul pil), samt de steder, hvor Lindegårdsvej (violet pil), Eigaard (grøn pil), Ordrup Kirke / Vasehøj (blå pil) og Mowgli (lyseblå pil) senere blev henholdsvis anlagt og opført. Det kantede areal til venstre på kortet (rødt område) er Charlottenlund Slotspark, hvor Jægersborg Allé går ud fra toppen og hvor Ordrup Jagtvej går ud fra højre mod Christians Holm (stiplede blå streger). Øverst i kortet ses benævnelsen "Hovmarkerne", der vidner om fortidens hoveri, ligesom ”Øster Søen” eller det nuværende Øresund er anført nederst. Lindegårdsvej blev for øvrigt indtil 1811 kaldt Langelinie.

Et billede, der indeholder tekst, kort

Automatisk genereret beskrivelse

Kort fra 1765. Gårdens placering er blevet tilføjet i 1810.

Ved fordelingen af agerjorden blev Ordrup Krat holdt udenfor. Dette skovareal på 86 tdr. land bestod primært af ung bøgeskov med ringe underskov af hassel og el. Ordrup Krat blev opdelt i otte lodder. I første omgang lod bønderne arealet henligge til fælles græsareal for deres husdyr uden mellemhegn. Først senere blev der opsat hegn mellem jordlodderne, og hver bonde fik sin egen indkørsel til deres jordstykke fra den øst-vestgående vej, der var udhugget gennem krattet. På kortet nedenfor ses de områder som gårdene fik tildelt inkl. græsningsarealerne ude til højre (som er mod nord). Eigaard – eller ”Eye Gaarden” som der står – fik tildelt areal B. Dette jordstykke lå omtrent der hvor Skovgårdsvej i dag ender i Klampenborgvej med jord på begge sider af denne vej og således området nord for Kratvænget.

Et billede, der indeholder tekst, kort, atlas

Automatisk genereret beskrivelse

Kort over Ordrup med angivelse af fællesstykket.

Eksperimentet med at give fæstebønderne fri viste sig at være en god forretning for J.H.E. Bernstorff. Bønderne betalte en vis procentdel af deres indtægt til Bernstorff Gods, og bøndernes indtægter steg så meget, at de var i stand til at svare store afgifter. Nevøen A.P. Bernstorff kunne i 1768 meddele sin fader, "at det var utroligt i hvilken grad bøndernes arbejde og flid blev forøget siden de blev selvejere og proprietairer på deres godser".

Bøndernes fattige kålgårde blev på få år afløst af store smukke haveanlæg, og skiftede således helt karakter. Utilfredshed og fattigdom blev afløst af taknemlighed og velstand.

Taknemligheden var så stor, at de nye selvejere den 1. december 1773 mødtes på Eigaard og stiftede ”Gaardmændenes Forening paa Bernstorffs Gods” med det formål at rejse et synligt minde om Johan Hartvig Ernst Bernstorff. Ti år senere kunne planen realiseres og den 28. august 1783 kunne man ved en stor højtidelighed afsløre Bernstorffstøtten på en høj ved Kongevejen syd for Gentofte. Støtten står nu ved Lyngbyvejen lige syd for Kildegårds Plads og tæt på Barsehøj. Støtten regnes som en forløber for Frihedsstøtten.

Mindestøtten bærer følgende indskrift:

Æreminde efter Døden - for - Johan Hartvig Ernst - Greve af Bernstorff - som gav - udskiftede hovning frie arvelige - Gaarde - med dem Stræbsomhed Velstand alt - til Mønster for Efterslægten - MDCCLXVII - oprettet - af Godsets takfulde Beboere - MDCCLXXXIII.

Et billede, der indeholder udendørs, snavs, dag

Automatisk genereret beskrivelse

Den syv meter høje støtte udført af Johannes Wiedewelt.

Lykken blev lang for områdets bønder, men J.H.E. Bernstorff kom ved Johann Friedrich Struensees magtovertagelse i 1770 i unåde og måtte forlade landet for ikke siden at gense hverken sit gods eller resultatet af sit reformarbejde. Johann Friedrich Struensee (5. august 1737 – 28. april 1772) var livlæge og rådgiver for den skizofrene Kong Christian VII (29. januar 1749 – 13. marts 1808) og hemmelig elsker med hans dronning Caroline Mathilde (22. juli 1751 – 10. maj 1775).

Udflytningen, hvor bønderne, hvis blot en af deltagerne i fællesskabet ønskede det, kunne flytte deres gårde ud på de tildelte marker, gik i starten langsomt, idet mange frygtede ensomheden. Kun Damgaard var i 1770 blevet flyttet ud på dens mark ved den nuværende Emiliekildevej.

Den 6. september 1798 nedbrændte størstedelen af de resterende af Ordrups stråtækte huse og gårde på bare tre timer. Branden opstod i Teglgaards snedkerværksted, da en limpotte kogte over og antændte nogle høvlspåner. Ifølge aviserne blev ”omtrent 40 familier ødelagt, og de manglede nu hus, føde og klæder”. Det er ikke muligt at verificere om det er rigtigt at 40 familier skulle være berørt af branden, men det var mange personer, der nu stod uden tag over hoved. Den 17. september 1798 måtte gårdmand Rasmus Jensen ovenikøbet i avisen under rubrikken ”Bortkomne Sager” efterlyse sine køer, der var stukket af under branden. De var ifølge avisen hvide med rødagtige pletter.

Et billede, der indeholder tekst, sort-hvid, hvid, avis

Indhold genereret af kunstig intelligens kan være forkert.

Udsnit af Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse Avis den 12. september 1798.

Som det ses ovenfor, kom nyheden om branden i Ordrup vidt omkring. Teksten i avisomtalen fra Fyn er lidt svær at læse, men lyder som følger:

I torsdags formiddag opstod også en ulykkelig ild i den skønne landsby Ordrup (1 1/4 mil fra hovedstaden, på vejen til Dyrehaven) som lagde hele byen, på 5 steder nær i aske. Skaden er meget stor. Af de afbrændte steder vil den for de assurerede (forsikrede) omtrent blive 10.000 rigsdaler. Ilden tog så heftig overhånd, at lidet eller intet blev reddet. Således mistede en mand alene møbler for 2.000 rigsdaler. Den gamle urtekræmmer Kolding fra København, som boede der på fine sommerværelser, og som ville redde nogle papirer fra luerne, blev et rov for disse. I en gård indebrændte 11 svin. Ligeledes brændte al sæden, som for dette år var indavlet. Ilden skal være kommet fra en tømmermand, som ville lime noget, hvorpå der gik ild i en del høvlspåner, som tilfældigt greb vildt om sig. Det som så meget forskønnede Ordrup, var de mange lystgårde, som Københavns borgere havde sammesteds.

Også Aahus Stiftstidende kunne den 12. september 1798 nævne, at ”I går formiddag kl. 11 opstod en stor ildebrand i Ordrup By på Bernstorffs Gods, Københavns Amt, hvorved 6 gårde og 16 huse er lagt i aske”. Og Ribe Stiftsavis beskrev, at en indsamling på Børsen i København to dage efter branden på en time havde indsamlet 4.000 rigsdaler til at understøtte de brandlidte bønder i Ordrup. Atter andre aviser kunne oplyse, at falske tiggere nu gik rundt i Københavns gader under foregivne af at være brandlidte fra Ordrup.

I stedet for at genopbygge gårdene inde i selve byen, besluttede ejerne sig for - i overensstemmelse med Udflytningen - at flytte de sidste gårde ud på deres marker. Eigaard var eller blev opbygget på jorderne lige syd for Vasehøjen, og den gamle krat- og egeskov kom derved til at danne en fortsættelse af gårdens store have.

Ordrup Kro blev efter branden genopført, og var, da smedjen blev revet ned i 1900, ophøjet til hotel. Sidenhen er Ordrup Kro blevet omdannet til boliger.

De tomme grunde i byen blev dels solgt til håndværkere, og dels til københavnere, der opførte sommerboliger på brandtomterne.

Det bybillede, der i årene efter branden i 1798 blev skabt i Ordrup, bestod indtil slutningen af 1800-tallet, hvor en skole, to kirker og de første større huse holdt deres indtog.

Den 1. maj 1867 fik Ordrup nemlig sin første skole. Det var den unge og nybagte seminarist Ole Jacobsen (27. marts 1849 – 31. januar 1921), der dengang etablerede Ordrup Realskole på Hyldegårdsvej 11 - kun 18 år gammel, og dermed satte sig selv og sin arv fra Hyldegaard i et så tvivlsomt foretagende som en privat realskole i Ordrup. Det viste sig at være en bedre idé end mange i den lille landsby troede. Skolen blev udvidet i 1883 og først nedlagt i 1918. Skolen havde til huse i den nu nedrevne bygning Hyldegårdsminde.

Hyldegårdsminde – Ordrups første skole.

Det var om Ole Jacobsen, at Peter Søren Lemche (2. februar 1835 – 13. august 1901) den 21. december 1873 skrev "Den lille Ole med paraplyen - ham kender alle små folk i byen", fordi Ole Jacobsen året rundt gik rundt med sin paraply. Ole Jacobsen satte selv melodi til sangen. Sangen blev første gang offentligt fremført ved Ordrup Sangforenings koncert på Ordrup Kro den 14. marts 1875. Ole Jacobsen og Peter Lemche var for øvrigt i familie med hinanden, idet Peter Lemches kone, Karen Magdalene Jakobsen fra Teglgaards farfars søster var farmor til Ole Jacobsen. Farmoderen var gift med Jacob "Eigaard" Andersen og ejede Eigaard fra 1795 til 1847, hvorefter Ole Jacobsens tante købte den. Ole Jacobsen stammede fra Hyldegård og var gift med en fra Damgaard.

Ole Jacobsen ca. 1915.

Som det ses, kunne Ordrup ligne én stor familie, og ved et nærmere studie af de forskellige gårdes ejerforhold og beboernes giftermål gennem tiderne, kan man da også konstatere, at alle beboerne på de forskellige bondegårde i Ordrup var i familie med hverandre. Traditionen fra Stavnsbåndet, hvor man måtte finde sin ægtefælle i nabolaget, overlevede således mange år efter dets ophævelse.

Et billede, der indeholder græs, udendørs, maleri, træ

Automatisk genereret beskrivelse

Vasehøj før Ordrup Kirke blev opført som malet af Niels Grønbek Rademacher i 1870.

Til venstre ligger Hyldegaard og til højre ligger Eigaard (Øregård Museum).

Den 23. juni 1876 stod Ordrup Kapel (nu kaldet Ordrup Kirke) færdigbygget på den gamle bronzealdergravhøj, Vasehøj (til tider også kaldet Egehøj), kun omgivet af marker. Udgravningen blev påbegyndt i sommeren 1874 og opførelsessummen var ca. DKK 90.000. Hele beløbet var blevet fremskaffet ved frivillige bidrag fra bl.a. kongehuset, der senere kom i kirken hver anden søndag, etatsråd Ole Berendt Suhr (3. maj 1813 – 6. oktober 1875) fra Sølyst, hofchef grev Christian Danneskiold-Samsøe (29. august 1836 – 1. november 1908) og byens øvrige bedsteborger. Grunden til at Ordrup Kirke fik to tårne skal efter sigende være at byens katolske Sankt Andreas Kirke, der stod færdigt allerede i 1873, kun havde ét tårn. Opførelsen af Ordrup Kirke skulle gå stærkt, da man frygtede at byens borgere ville søge mod den allerede opførte katolske kirke.

Den katolske kirke blev for øvrigt opført på initiativ af Polly Berling (14. februar 1825 – 30. januar 1895), der var konverteret til katolicismen i 1869 og var enke efter bogtrykker Johan Carl Ernst Berling (30. august 1812 – 30. marts 1871), og havde arvet Berlingske Tidende. Efter ægtefællens død kunne hun frit disponere over formuen og den jord, der hørte til deres landsted på Ordrupshøj, hvor kirken blev opført ved siden af familiens mausoleum, der var blevet indrettet – og stadig ligger - i oldtidshøjen Bavnehøj.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Tinglyst gavebrev på Vasehøj fra den 7. juli 1876.

Ordrup Kirke blev oprindelig opført som annekskirke til Gentofte Kirke, men Ordrup blev i 1891 udskilt som et særligt sogn sammen med Charlottenlund og Skovshoved. Året inden byggeriet havde justitsråd og sognerådsformand Vilhelm Nielsen (15. maj 1822 - 5. januar 1890), der ejede den nordlige del af Vasehøj, og Birthe Marie Eigaard, der ejede den sydlige del af højen og som er nærmere beskrevet i afsnittet "Ejerne gennem tiden", stillet Vasehøj til rådighed for byggeriet. Gavebrevet er først dateret den 7. juli 1876 og blev tinglyst den 2. august 1876 – altså efter at kirken var opført, men en aftale er vel en aftale. Frederik Christoffer Bülow, der ligeledes er beskrevet i afsnittet "Ejerne gennem tiden", sikrede ved et gavebrev dateret den 25. august 1890 at ”Komiteen for Opførsel af en Præstebolig i Ordrup” fik en byggegrund stillet til rådighed umiddelbart syd for kirken, hvor en præstebolig kunne opføres. Formand for komiteen var skolebestyrer Ole Jacobsen.

Ordrup Kirke og præstebolig som det så ud da

Villa Mowgli blev opført.

Af de gamle gårde i Ordrup er det i dag kun Lindegaard og Damgaard, der er bevaret. Hyldegaard, som Gentofte Kommune erhvervede fra P.A. Albertis konkursbo, nedbrændte i 1935. På Holmegaard ligger nu Ordrup Kirkegård. Teglgaard er for nylig blevet nedrevet og Skovgaard nedbrændte i 1892 året efter at Travbanen var blevet anlagt på dens marker. Endelig var der Skovgaard, hvis fredede hovedbygning blev flyttet til Krathusvej 36 og Skovgårdskolen placeret på grunden.

Eigaard, der var beliggende tæt ved Ordrup Kirke, er også for længst forsvundet. Det var efter de gamle overleveringer en hyggelig bondegård, der i de sidste mange år om sommeren var udlejet til landliggere. Gården bevarede til det sidste sit idylliske udseende med sin skyggefulde og frodige have midt i dens marker og eng.

Et billede, der indeholder udendørs, hus, bygning, græs

Automatisk genereret beskrivelse

Eigaard som den så ud i 1872. Gården nedbrændte den 12. november 1896.

Kongehusets tilknytning til området på tiden da Mowgli blev bygget

Kongehuset har i mange år tilbage i tiden ejet store landarealer og slotte i området, og har således altid haft en nær tilknytning til Jægersborg, Ordrup og Charlottenlund. I perioden 1620 til 1761 lå Jægersborg Slot - eller Ibstrup Slot som det hed i starten - mellem Hundesø og Søndersø, der hvor Jægersborg Kasserne lå. Slottet, der var omgivet af en voldgrav, lignede Rosenborg Slot, og blev i mange år brugt som bl.a. kongeligt jagtslot.

Et billede, der indeholder tekst, græs, udendørs, mark

Automatisk genereret beskrivelse

Jægersborg Slot - kobberstik af Johan Jacob Bruun fra 1756 (Det Kgl. Bibilotek).

Også på den tid, hvor Villa Mowgli blev bygget, boede og færdedes medlemmerne fra kongehuset meget i området.

Den 9. december 1842 overtog Kong Christian VIII (18. september 1786 – 20. januar 1848) Bernstorff Slot, og efter kongens død i 1848 overtog prins Christian af Glücksburg - den senere Kong Christian IX (8. april 1818 – 29. januar 1906) - slottet i 1854. Herefter tjente slottet som sommerbolig for Kong Christian IX og Dronning Louise (7. september 1817 – 29. september 1898) i en årrække.

Dronning Louise døde på Bernstorff Slot, og efter Kong Christian IXs død i 1906 blev Bernstorff Slot efter kongeparrets ønske stillet til rådighed for deres søn prins Valdemar (27. oktober 1858 – 14. januar 1939) og hans familie. Ved prins Valdemars død overgik slottet til forsvaret og blev siden anden verdenskrig brugt af Civilforsvaret, der anvendte slottet indtil udgangen af marts 2008, hvor de flyttet til andre lokaler. Udflytningen skyldes stigende husleje og blev besluttet i forlængelse af et større politisk forlig om redningsberedskabets struktur.

Obelisken til ære for Kong Christian IX og dronning Louise.

Kongefamiliens tilknytning til Bernstorff Slot er på Femvejen markeret med et mindesmærke, der blev afsløret den 7. september 1913. Obelisken er tegnet af arkitekt og kongelig bygningsinspektør Andreas Lauritz Clemmensen (7. august 1852 – 5. december 1928), og udført i bornholmsk granit af billedhuggeren Anders Jensen Bundgaard 7. august 1864 – 19. september 1937).

Kong Christian IX og Dronning Louises ældste søn, den senere Kong Frederik VIII (3. juni 1843 – 14. maj 1912), benyttede i mange år Charlottenlund Slot som sin sommerresidens.

Det nuværende Charlottenlund Slot med senere tilbygninger blev opført til og opkaldt efter prinsesse Charlotte Amalie (6. oktober 1706 – 28. oktober 1782) i 1731-33 efter at broderen, Kong Christian VI (30. november 1699 – 6. august 1746), overlod Gyldenlund og et gammelt utidssvarende slot til hende ved gavebrev dateret den 17. oktober 1730. Kong Christian VI havde selv som kronprins benyttet Gyldenlund om sommeren til fester og jagter.

Kong Frederik VIII flyttede til Charlottenlund Slot som kronprins i 1869 efter at Kong Christian VIII’s søster prinsesse Louise Charlotte (30. oktober 1789 – 12. marts 1864) og hendes gemal Landgreve Vilhelm af Hessen (24. december 1787 – 5. september 1867), der havde benyttet slottet som sommerbolig, var døde. Kong Frederik VIII blev efter sigende hurtigt populær blandt byens borger, hvor han gennem sine daglige spadsereture og sin rundhåndede hjælpsomhed lærte næsten alle byens borgere at kende ved navn.

Det fortælles, at kongen under en spadseretur i skoven en mørk efterårsaften blev spurgt om vej af en ældre mand, der ikke genkendte ham. Kongen tilbød at guide manden den rigtige vej ud af skoven, og efterfølgende tilbød manden kongen en fireskilling som tak for hjælpen. Kongen gemte mønten og fortalte ofte byens borgere, at det var de første penge, han nogen sinde selv havde tjent. Den ældre herre skulle havde været Gamle Thomsen, der var opvarter på Over Stalden (se senere) og godt oppe i halvfjerdserne – og sikkert også beruset.

Når kongen gik tur i den 76 hektar store Charlottenlund Skov, kunne han nyde den nu udtørrede å, der endte i en lille sø, der lå lidt vest for det sted, hvor Cafe Jorden Rundt ligger i dag. Man kan stadig se fordybningen i jorden, og på gamle kort kan man se den lille ø, der lå midt i søen. Her kunne de kongelige opfostre deres kaniner i fred for områdets ræve, så de var sikre på at få mad på bordet.

Et billede, der indeholder kort, tekst

Indhold genereret af kunstig intelligens kan være forkert.

Udsnit af kort over Charlottenlund Skov med åen, søen og kaninøen.

Efter Kong Frederik VIII’s død i 1912, fortsatte dronning Louise Josephine Eugenie (31. oktober 1851 – 20. marts 1926) og børnene med at benytte slottet indtil hun også døde. Slottet stod herefter ubenyttet i cirka 10 år og benyttedes fra 1935 til 2017 af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser. I dag anvendes Slottet som kontorhotel og kultur-, konference- og eventcenter.

Et billede, der indeholder person, væg, beklædning, mand

Automatisk genereret beskrivelse

Portræt af Kong Frederik VIII fra 1909

(malet af Otto Bache).

Overleveringer vil vide at Kong Frederik VIII indtil sin død – som senere beskrevet – havde sin diskrete gang i Villa Mowgli, der gennem parken og skoven kun lå en kort spadseretur fra slottet.

Også på Hvidøre residerede den kongelige familie, idet Kong Christian IXs døtre - den engelske dronning Alexandre (1. december 1844 – 20. november 1925) og den russiske enkekejserinde Dagmar (26. november 1847 – 13. oktober 1928) - i 1906 købte stedet som et fælleshjem i deres gamle fædreland. Døtrene måtte handle gennem en stråmand for at de kunne få prisen presset ned. Hvidøre ejes nu af Novo Nordisk A/S.

Området på tiden da Villa Mowgli blev bygget

Omkring 1898 var Ordrup og Charlottenlund en god blanding af landsby, forlystelsessted, sommerland og handelsområde. Selv filmproduktion kunne området mønstre. Området var Danmarks svar på Hollywood i starten af 1900-tallet, og har bl.a. huset Saga Studio, Palladiums atelier, Dania Biofilms atelier og Kinografens atelier. Mange kendte film er produceret i området og i en årrække boede f.eks. Morten Korch (17. januar 1876 – 8. oktober 1954) i området – bl.a. på Ejgårdsvej 13A fra 1936 til 1954.

Området var under store forandringer og datidens miljøprotester havde allerede lydt, da Charlottenlund Fort i 1886 blev anlagt. Fiskerne påstod i fuld alvor, at kanonerne ville jage fiskene ud af Øresund.

Den 29. juli 1888 blev det første løb kørt på Ordrup Cykelbane, der oprindelig var anlagt som grusbane uden hævede sving. Senere kom hældningerne, og banen fik tilnavnet Velodromen. Banen blev anlagt på Eigaards jorde af Foreningen af Bicycleridende Gentlemen i 1887 og havde et areal på 2½ tdr. land. Skøde fra rådmand Frederik Christoffer Bülow til ”Bestyrelsen for Danske Bicycle Club” blev dog først underskrevet den 28. august 1888 og lyst den 13. september samme år. En aftale var vel igen en aftale.

Et billede, der indeholder udendørs, træ, himmel, foto

Automatisk genereret beskrivelse

Ordrup cykelbane som den så ud i 1896.

Den 24. maj 1891 afholdt Det Danske Travselskab sit første løb på Charlottenlund Travbane, der var blevet anlagt på Skjoldgaards marker.

I 1897 begyndte droscherne i området at benytte taxameter, og en drosche blev herefter kaldt en taxa. De var dog først motordrevne fra 1902.

I 1898 begyndte gymnastiklærer Holger Louis Nielsen (18. december 1866 – 26. januar 1955) på Ordrup Gymnasium (Ordrup Latin- og Realskole) at udforme det spil, der senere blev til håndbold. Hans idé opstod, da skolegården var for lille til fodbold, og det var blevet eleverne forbudt at sparke til en bold. Han blev dog mere kendt for sit arbejde med genoplivning af druknede – den såkaldte Holger Nielsen-Metoden - som han opfandt i 1932 efter at hans ældste datter var ved at omkomme. Metoden opnåede stor udbredelse og anerkendelse verden over, og blev bl.a. benyttet af USA's samlede forsvar, Røde Kors, spejderbevægelsen, skoler og andre institutioner som den foretrukne genoplivningsmetode.

I 1902 dannedes A/S Tuborg-Klampenborg Elektriske Sporveje, der i 1903 satte den første elektriske sporvogn i drift fra København til Charlottenlund og fra 1908 helt til Ordrup. Selskabet var et datterselskab af A/S De Kjøbenhavnske Sporveje, hvis aktiemajoritet var ejet af en tysk sammenslutning. I 1915 ønskede Københavns Kommune at erhverve tyskernes aktier, men en halv time inden de københavnske repræsentanter mødte op på Paladshotellet, hvor den tyske repræsentant befandt sig, havde Gentofte Kommune købt aktierne af ham. Navnet blev ved handlen ændret til Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs-Aktieselskab - NESA. En handel som kommunen senere har haft stor glæde af, da aktierne igen blev solgt.

I 1903 oprettes en Magasin du Nord på Jægersborg Allé af Wessel og Vett, og i 1906 opretter A.C. Illum en forretning på Strandvej 96.

Mange andre forretninger så også dagens lys omkring århundredeskiftet. Blandt flere kan nævnes Ordrup Apotek på Lindegårdsvej fra 1895, Gotfred Strømanns stadig eksisterende forretning for Centralvarmeanlæg og Sanitære Installationer på Fredensvej i 1899, skomagermester Rasmus Olsen på Ordrupvej 100 i 1900, Jægersborg Allés Mejeri ca. 1895, en isenkræmmer i krydset mellem Lindegårdsvej og Jægersborg Allé i 1902, en sadelmager på Lindegårdsvej 12 i 1905, der oprindeligt (fra 1865) lå på Ordrupvej 84, en parfumeforretning på Jægersborg Allé 28 i 1906 og endelig en boghandler på Jægersborg Allé 6 (ved Fredensvej) i 1914.

I 1898, da opførelsen af Villa Mowgli blev påbegyndt, var følgende erhverv repræsenteret i byens vejviser: Glarmester, graver, restauratør, murer- og tømrermester, høker, ingeniør, jordemoder, karetmager, købmand, detailhandler, sagfører, skrædder, slagtermester, smedemester, smørhandler, sygeplejer, tandlæge, tandtekniker, træskomager, tøffelmager, tømmerhandler og apotek.

Jægersborg Allé ved jernbaneoverskæringen omkring 1898.

Den daglige handel foregik ligesom den gør i syden i dag. De handlende havde nemlig to priser på deres varer - en pris for de lokale beboere og en for sommergæsterne. Vejene var ikke brolagte, og det fortælles, at udstillingsvarerne i butikkerne var belagt med støv, når det blæste udenfor.

Forretningerne havde længe åben dengang, og Ordrup Handelsforenings første handling i 1909 var at opfordre medlemmerne til at lukke kl. 22 om lørdagen. En flaske whisky kostede da knap 2 kroner, medens et pund kaffe kostede cirka 1 krone.

Jægersborg Allé efter århundredeskiftet.

Også de offentlige institutioner var godt med i 1898. Gentofte-Ordrup kommune havde fælles sogneråd, der fra 20. januar 1891 var blevet opdelt i to sogne - Gentofte og Ordrup Sogne. Ordrup og Charlottenlund havde knap 4.000 indbyggere i 1898, hvor kun mændene indtil kommunevalget fredag den 12. marts 1909 havde stemmeret.

I slutningen af 1800-tallet havde Charlottenlund Postkontor, hvor Villa Mowgli hørte under, tre ”brevbringere”, der både havde tid til at passe arbejdet med at uddele post og tid til at få en sludder med beboerne. Madam Nielsen, der var brevbringer i Ordrup, har sikkert fulgt godt med i livet i Villa Mowgli. Og tænk sig, i 1876 blev etableret to gange daglig ombæring indenfor distriktet.

Skatteklager over hovedligningen kunne i 1898 indgives inden udgangen af januar måned til sognerådet, og for så vidt man var utilfreds med sognerådets afgørelse, inden udgangen af februar måned til amtsrådet. Skattelisterne for Ordrup kirkesogn blev fremlagt for byens borgere på sognekontoret i Jægersborg, i Hellerup Kommuneskole og hos skatteopkræver C. Nielsen på Kapelvej i Ordrup.

Om vinteren blev der gravet og hugget is i Hyldegaardsmosen i stykker á 8" x 3 alen. De blev herefter gravet ned og solgt om sommeren for 25 øre stykket. Renovationen i Ordrup området blev dengang varetaget af gårdejer A.C. Florentzen fra Holmegaard.

I 1904 begyndte A/S Tuborg-Klampenborg Elektriske Sporveje at levere strøm til Hellerups borgere - først som jævnstrøm og senere som 1.000 volts vekselstrøm - og i de følgende år fik mange ejendomme i Ordrup og Charlottenlund indlagt strøm. Samme år blev byens første vandværk opført på Bregnegårdsvej, medens Strandvejen Gasværk allerede var blevet indviet i 1893.

Byens første bank var Ordrup-Charlottenlund Bank, der blev stiftet 12. oktober 1905. Som det kan ses af Avertissementet fra banken nedenfor var det ikke de lange åbningstider, der plagede banken. Kontortid fra 10 til 12 og fra 19 til 20 måtte vel være rigeligt. En indlånsrente på 3,5%, 4,0% og 4,5% var så til gengæld en spids bedre end den, man kan opnå i dag. A/S Ordrup-Charlottenlund Bank blev stiftet med en grundlæggende kapital på DKK 50.000 og blev senere til Danske Bank via Handelsbanken.

Den 5. juni 1910 blev "Væddeløbsbanen" i Ordrup Mose, den senere Klampenborg Galopbane, indviet. Det var Foreningen til den ædle Hesteavls Fremme, der allerede i 1903 var startet med at planlægge banen som erstatning for den hidtil benyttede bane ved Eremitagen.

Den 1. maj 1913 blev porten mellem Strandvejen og Jægersborg Allé åbnet for almindelig færdsel, og det blev nu muligt at køre ind i området uden at skulle betale. Omkring år 1900 kostede det 32 øre for en tur/retur for en almindelig hestevogn at passere en af bommene i området.

Ligesom vi i dag har skattesnydere, forsøgte man også dengang at snyde sig forbi bommene. Det fortælles, at selv direktør Emil Vett (7. november 1843 – 18. februar 1911) fra Wessel & Vett (Magasin du Nord) blev taget i at snyde.

Jægersborg Allé var allerede blevet anlagt i 1706 på befaling af Kong Frederik IV (11. oktober 1671 – 12. oktober 1730), der ønskede sig en prægtig og fornem vej mellem Jægersborg Slot og lystslottet Gyldenlund (det senere Charlottenlund Slot). Den del af den nuværende allé, der gik fra Jægersborg Slot mod vest ud til grænsen af slottets jorder ved den gamle hovedvej mellem Gentofte og Lyngby (den senere Kongevej), blev kaldt Blæsenborg Allé. Midt på denne allé lå en runddel som stadig er synlig ud for gartneriet. Runddelen tjente som samlingsplads for jagtselskaberne.

Det ambitiøse allé-projekt var en integreret del af den barokke havekunst i 1700-tallet og tjente som symbol på den enevældige konges magt i landskabet. Samtidig fungerede alléerne som centrale færdselsårer i et omfattende system af kongelige jagtveje i området. Dette netværk bestod desuden af Ordrup Jagtvej, der forbandt Charlottenlund Slot med Kongeporten i Jægersborg Dyrehave, medens Ermelundsvej var den første af de kongelige lyst- og jagtveje, der gik fra Jægersborg til Fortunen. Dyrehavevej (den nuværende Vilvordevej) forbandt alléen ved den nuværende Femvejen med Dyrehaven. Dele af de nuværende Sølystvej og Fabritius Allé udgjorde en forlængelse af den oprindelige Ordrup Jagtvej og førte også til Jægersborg Dyrehave.

Jægersborg Dyrehave hed oprindelig Boveskov (Bøgeskov) og var en del af landsbyen Ibstrup. Da kongen i 1671 udvidede dyrehaven, ændrede han navnet Ibstrup til Jægersborg, og dermed opstod navnet Jægersborg Dyrehave.

Inden der i 1829 - mod betaling til vedligeholdelse - blev åbnet for offentlig færdsel på ”Kongens Vej”, måtte de lokale bønder kun benytte fægaderne, markveje og alfarvej.

Fægaderne blev brugt til at drive kvæg ud på markerne, men kunne også benyttes til almindelig færdsel. At en vej var alfarvej, betød at alle havde ret til at benytte vejen, i modsætning til kongelige eller private veje. Som eksempel på en alfarvej i området, kan nævnes Svinget, som ledte rundt om slotsområdet på sydsiden af Jægersborg Slot. Svinget lever videre som en del af Meutegårdsvej, hvor ”meute” var betegnelsen for en gruppe jagthunde. Og det var jo også netop der, at de kongelige havde deres jagthunde opbevaret.

Bomhuset ved indkørslen til Charlottenlund Skov (1920).

På ovenstående billede ses bomhuset ved indkørslen til Charlottenlund Skov fra Strandvejen. På gavlen hænger en plakat med annoncering af Dagmar Hansens (12. november 1871 – 13. april 1959) optræden i Traktørstedet Over Stalden. Bomhuset blev nedrevet i 1935, og minderne lever videre i den nærliggende cafe af samme navn, der dog ikke, som mange tror, er det originale bomhus.

Reklame fra A/S Ordrup-Charlottenlund Bank fra 1906.

Området som udflugtsmål

Som udflugts- og forlystelsessted er Ordrup og Charlottenlund Skov ældre end både Dyrehaven og Dyrehavsbakken, og den nederste del af den nuværende Jægersborg Allé har fra gammel tid tilhørt restaurationslivet.

Kirsten Piils Kilde, der senere udviklede sig til Dyrehavsbakken, er dog endnu ældre som udflugtsmål. Ifølge legenden var Kirsten Piil en ung og uskyldig pige, der i 1583 blev fortabt i Boveskov. Det vides ikke hvad hun lavede der, men hun skulle efter sigende havde været en from kvinde. Medens hun flakkede rundt i skoven, sprang en kilde pludselig frem fra en skrænt og viste hende vej mod København. Denne kilde blev senere kendt som Kirsten Piils Kilde, og blev hurtigt berømt for sit helsebringende vand som folk kunne drikke for at søge helbredelse for deres lidelser.

I 1663 etablerede dronningens kammertjener - og senere rigsbaron - Jacob ”von” Petersen (31. september 1622 – 26. oktober 1704) det første egentlige traktørsted i Charlottenlund - eller i Freudendahl, som stedet hed dengang. Jacob ”von” Petersen fik ikke blot tilladelse til, men også en vidtstrakt eneret på at drive beværtning med udskænkning af øl og vin. Stedet skulle være åbent for alle og der skule også etableres ”allehaande Leg og Spil til Tidsfordriv” som det hed i overdragelsesbrevet fra Kong Frederik III (18. marts 1609 – 9. februar 1670). Kongens generalkvartermester Henrik Ruse (9. april 1624 – 22. februar 1679) blev taget ind som medejer, og de to bortforpagtede driften til lokale folk.

Området fik senere navnet Gyldenlund - først som et folkeligt navn, siden officielt - efter Ulrik Frederik Gyldenløve (20. juli 1638 – 17. april 1704), der overtog området da Jacob ”von” Petersen måtte forlade landet på grund af en konflikt med hoffet. General og statsmand Ulrik Frederik Gyldenløve var uægte søn af Kong Frederik III og den holstenske adelsdame Margrethe Pape.

Senere kom Over Stalden, Ved Stalden, Jernbanepavillonen, Palmehaven, Gyldenlund og alle de andre traktørsteder, der hvert år sommeren igennem var tilholdssted for mange glade københavnere.

At området var populært, høres også i Holbergs Maskerade, hvor en af Henriks replikker lyder: "At rejse til Gyldenlund eller Friederichsdal om sommeren, er en megen nobel tidsfordriv".

Allerede inden Udskiftningen var bønderne i Ordrup begyndt at udleje sommerboliger til københavnerne, og i løbet af 1700-tallet opstod hist og her mindre lyststeder og beskedne borgerhuse, der dog væsentligt adskilte sig fra de fornemme landsteder langs Strandvejen, og de mange restaurationer der dukkede op på Jægersborg Allé.

Over Stalden - Th. Fugmann's Concert-Restaurant - ca. 1900.

Over Stalden blev opført på Jægersborg Allé i 1823 som en stald til opstaldning af skovgæsternes heste. Fra 1828 var der servering fra stalden, og i 1832 blev bygget en bygning med stald i nederste etage og restaurant i tagetagen med tilhørende altan - heraf navnet Over Stalden. Over Stalden er nedbrændt og genopført flere gange. Senest nedbrændte stedet midt under en teaterforestilling den 15. juni 1898, og allerede i 1880, da kavalerbygningerne ved Charlottenlund Slot blev opført, blev det navnkundige sted flyttet over på modsatte side af vejen. Over Stalden blev nedrevet i 1936.

Ved Stalden blev opført efter krigen i 1864 som et etablissement, der skulle virke som konkurrent til Over Stalden. Da restaurationen her lå ved siden af stalden fik stedet navnet Ved Stalden. Den nuværende bygning er opført efter anden verdenskrig, men er blot seneste version af bygninger på dette sted. De tidligere nedbrændte en efter en. Vi holdt vores bryllup i restauranten i 1996, men nogle år efter lukkede stedet, lå ubenyttet i en periode og er nu en børnehave.

Traktørstedet Ved Stalden på Jægersborg Allé (1920).

Lige rundt om hjørnet på Strandvejen ud for Charlottenlund Skov lå endnu et traktørsted opkaldt efter lyststedet Constantia – Restaurant Constantia. Constantia nævnes første gang i 1753, da grosserer Niels Aagesen fik overladt en grund ved Gyldenlund, hvor han opfører en gård han kaldte Constantia. I 1761 fik den næste ejer, Lars Sørensen Suhm, privilegium på at drive traktørsted, og i de næste 50 år var det et yndet sted for glade rejsende mellem København og Dyrehavsbakken.

Efterfølgende blev Constantia igen et lyststed, men blev igen et traktørsted efter at kammerråd Wilhelm Wilhelmsen købte stedet i 1879. Han drev traktørstedet i 37 år og solgte i 1916 stedet til nedrivning og udparcellering af det 6 tdr. land store område.

Traktørstedet Constantia som det så ud i ca. 1890.

Traktørstedet Gyldenlund lå længere oppe af Jægersborg Allé lige før jernbaneoverskæringen på højre side. Bygningen blev opført midt i 1860’erne som et stråtækt bindingsværkshus med borde, stole og bænke, så der også kunne være udendørsservering. Stedet blev nedrevet i 1919 i forbindelse med bygningen af viadukten over Jægersborg Allé, og hed oprindelig Alexandrapavillonen.

Traktørstedet Gyldenlund på tiden da Villa Mowgli blev opført.

Restaurant Jernbanepavillonen lå skråt overfor Gyldenlund på den anden side af banen lige ved stationen. Restauranten blev opført i slutningen af 1870’erne få år efter at Klampenborgbanen og Charlottenlund Station blev indviet, og blev hurtigt et yndet udflugtsmål. I mange år var der restaurant, aftenunderholdning, palmehave, orkester, foredrag og bal. Da jernbaneoverskæringen i 1923 blev erstattet med den nuværende bro, måtte bygningen leve mere i det skjulte. Det blev derfor nødvendigt at bygge til og op, så det blev muligt at komme ind i bygningen fra det løftede gadeplan på Jægersborg Allé. I starten af 1960’erne ophørte restauranten og der har sidenhen været bl.a. bodega, biludlejning, møbelforretning, gardingrosist, fitnesscenter, bank og vinhandel i den stadig eksisterende bygning. I perioden med Charlottenlund Bodega i 1960-70’erne skulle herrerne være iført slips og jakke for at få adgang, og de kunne parkere deres store amerikanerbiler og sportsvogne lige udenfor.

Restaurant Jernbanepavillonen som den så ud i 1918.

På den anden side af Jægersborg Allé lå fra starten af 1900-tallet til midten af 1950’erne Charlottenlund Palmehave eller bare Palmehaven. Bygningen var oprindelig en privat villa tilhørende den velhavende hofblomsterhandler og lotterikontorejer Georg Wilhelm Knipschildt (9. maj 1830 – 1. marts 1895), men efter hans død blev stedet af tre Charlottenlund borgere i 1899 omdannet til et førsteklasses etablissement. Senere kom der også hotel med 12 værelser og en teatersal med plads til 450 gæster, hvilket dengang var den største teatersal i københavnsområdet. I 1966 blev bygningen revet ned og der blev opført et supermarked som stadig ligger der.

Charlottenlund Palmehaven set fra Jægersborg Allé (ca. 1910).

Det har sikkert gået vildt for sig i de gode gamle dage, og adskillige grundejere nord for Charlottenlund skov har da også stadig servitutter, der forbyder oprettelse eller drift af utugtshuse. Servitutterne stammer fra den tid, hvor Villa Mowgli blev bygget, og hvor de forskellige varietéer havde deres storhed. Syngepigerne, der var tilknyttet disse steder, øvede en særlig tiltrækning på skovens gæster, og de opførte sig ikke altid lige dydigt, hvilket det pæne borgerskab øjensynligt har haft i tankerne, da villaservitutterne blev skrevet.

På samme tid havde Dagmar Hansen stor succes med viser som "Oh Dagmar" og "Jeg gør det ikke med den nye kjole på". Hendes charme, skønhed og tiltrækkende former lokkede så mange tilskuere til området, at det blev nødvendigt for Statsbanerne og Sporvejene at køre ekstrature flere gange om dagen. Dagmar Hansen optrådte i området i mere end tyve somre, hvorfor perioden kaldes for Charlottenlunds Dagmarepoke. Det var også dengang der var noget der hed Charlottenlund-Revyen.

Medens publikum glædede sig over den glade stemning og de lystige sange, kunne de på Over Stalden nyde en rejemad med liggende rejer for 25 øre eller for 35 øre flotte sig med en rejemad, hvor rejerne var placeret stående på brødet. Champagne var dyr og kostede dengang 100 kroner. Ikke noget under, at det var kromændene, der forestod datidens udlån.

Nedenfor ses Charlottenlund Strand, Charlottenlunds Trouville eller ”Fluepapiret”, som det i 1898 hed i folkemunde. Til højre i billedet kan ses de hegnspæle der omkransede det militære område - Charlottenlund Fort. Strandmarken lige bag fotografen havde i mange år ligget udyrket hen, men blev i 1887 bortforpagtet til kronprinsesse Louise, der lod arealet planere og beplante med nytteplanter. Hun kaldte området for ”Dronningens Køkkenhave”. Fra sommeren 1930 blev der igen offentlig adgang, og man kunne nu leje en liggestol for 25 øre per to timer eller lytte til de spille- og lirekassemænd, der til irritation for det finere borgerskab begyndte at indfinde sig.

Strandliv på ”Fluepapiret” med soppende børn og damer

med sommerhatte.

I løbet af 1900-tallet gik det ned ad bakke for områdets forlystelsesliv. I efteråret 1936 blev Over Stalden som nævnt nedrevet, og Skovridderkroen, der blev opført samme sted, måtte også lukke til sidst.

I flere år var Ved Stalden det eneste tilbageværende forlystelsessted i området som også lukkede, og det må derfor hilses velkommen, at Skovridderkroen nu er genåbnet.

Badedragter model 1898.

Ejerne af grunden og Villa Mowgli gennem tiderne

Ordrup og omegn var tidligere ejet i et samlet stykke, der efterhånden er blevet opdelt og udstykket i en lang række mindre parceller med forskellige ejere. For at følge ejerne af grunden gennem tiderne er det derfor nødvendigt at tage udgangspunkt i hele Ordrup.

Ordrup blev tidligt kirkegods, og da byen første gang nævnes i år 1170 er det i anledning af, at biskop Absalon får overdraget en tredjedel af byen. Inden da hørte området under Esrum Kloster.

Ved reformationen i 1536 overgår området - sammen med landets øvrige kirkegods - til kronen. I en mellemperiode begyndende i 1507 ejer Kong Hans (2. februar 1455 – 20. februar 1513) hele Ordrup by.

I 1681 oprettede Kong Christian V (15. april 1646 – 25. august 1699) en fasangård i Jægersborg, der den 7. november 1752 af Kong Frederik V (31. marts 1723 – 14. januar 1766) sammen med et jordområde - og efter at bl.a. Johan Ludvig lensgreve Holstein (7. september 1694 – 29. januar 1763) fra Ledreborg, havde besiddet gården – blev overdraget til udenrigsminister Johan Hartvig Ernst Bernstorff (13. maj 1712 – 18. februar 1772).

Johan Hartvig Ernst Bernstorff gav fasangården navnet Bernstorff og påbegyndte i 1759 byggeriet af det nuværende Bernstorff Slot.

Den 13. juli 1761 og den 2. juli 1764 får udenrigsminister Johan Hartvig Ernst Bernstorff ved kongeligt Donations- og Concessions-Brev som arvefæste overdraget de tilliggende jordarealer med det dertil hørende hoveri af bønderne i Gentofte, Vangede og Ordrup. Forøgelsen af jorderne gjorde Bernstorff til et gods og Johan Hartvig Ernst Bernstorff til greve og ejer af bl.a. det stykke jord, hvorpå Villa Mowgli senere blev opført.

I maj 1765 kunne ægteparret, grevinde Charitas Emilia født von Buchwald (3. marts 1738 – 26. maj 1820) og grev Johan Hartvig Ernst Bernstorff, flytte ind i det næsten færdigbyggede slot. Charitas Emilie var kun 13 år og 9 måneder gammel, da hun den 27. december 1751 blev gift med den da 39-årige Johan Hartvig Ernst Bernstorff.

Den 1. september 1765 fik gaardbeboer Anders Olsen (1724–1804) fra den senere Eigaard ved lodtrækningen på Bernstorff Slot - som ovenfor beskrevet - overdraget retten til de marker, der ligger i området omkring Villa Mowgli. Anders Olsen var gift med Ane Jacobsdatter (1729–1815), der var søster til Ole Jacobsen fra Skjoldgaard.

Den 1. oktober 1767 modtog Anders Olsen arvefæsteskøde på disse i alt 65½ tdr. land og hans ejendom kunne nu gå i arv. For betaling af kongelige skatter og afgifter til Bernstorff blev etableret et første og anden prioritets skadesløs pant i Anders Olsens nyerhvervede ejendom.

I 1776 forøgedes Eigaards arealer med kratskoven "Eiet" som Bernstorff ved lodtrækningen havde forbeholdt sig. Til gengæld måtte Anders Olsen give afkald på sin i 1765 erhvervede ret til at få gærdsel (brænde) udvist fra andre skovarealer.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Uddrag af skøde fra 1767, hvor Anders Olsen modtager gården fra Bernstorff.

Anders Olsen og Ane Jacobsdatter får tre børn – Birthe Andersdatter i 1763, Johanne Andersdatter i 1766 og Jacob Andersen i 1769. Johanne Andersdatter giftede sig med Lars Jensen Bruun (24. juni 1768 – 10. februar 1796), der på det tidspunkt ejede Ordrup Kro. Desværre døde Lars Jensen Bruun kort tid efter giftermålet ved et ulykkestilfælde på Charlottenlund Slot i en alder af kun 27 år. To uger efter hans død fødte Johanne hans søn, Lars Larsen Bruun, den 25. februar 1796. Johanne Bruun giftede sig mod forventning ikke igen, men drev kroen videre som den meget dygtige og foretagsomme kvinde, hun var. Således opkøbte hun i 1823 Lindegaard, og blev fortsættende stammoder til ”Bruun-dynastiet”, som er beskrevet tidligere.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Uddrag af skøde fra 1795, hvor Anders Olsen sælger til

sønnen Jacob Andersen.

Den 13. juli 1795 overtog sønnen, Jacob Andersen (1769–1813), gården efter sin fader på betingelse af, at han ikke måtte gifte sig uden samtykke fra forældrene, og på betingelse af, at forældrene måtte blive boende i et lille hus, der hørte til gården. Han havde nok ikke lige regnet med at faderen ville blive 81 år gammel og moderen blive 86 år gammel, så hun dermed overlevede sønnen.

Hartkornsekstrakt fra 1836 med Jacob Andersens enke og Anders Eigaard

(Eigaardsminde) som ejere og brugere af matrikel nr. 3 Ordrup (til brug

for beregning af hartkornsskatten).

Det lykkedes åbenbart Jacob Andersen at finde en kone, der opfyldte forældrenes krav, og den 8. juni 1797 giftede Jacob Andersen sig med Ane Sørensdatter (1774-e1850) fra Teglgaard. Få år efter skiftede Jacob kaldenavn til Jacob "Eigaard" Andersen. I stedet for kun at kalde sin børn for Jacobsen blev de nu tillige kaldt "Eigaard" til efternavn.

Som ovenfor beskrevet, brændte Ordrup by i 1798 og det faldt måske i Jacob ”Eigaard” Andersens lod at genopbygge gården på jorderne lige syd for Vasehøj. Det vides dog ikke med sikkerhed om den nye Eigaard blev opført inden branden, men sønnen har formentlig hjulpet med til at opføre den nye gård.

Ifølge folketællingerne var der i 1801 tre tjenestekarle og to tjenestepiger på den nyopførte gård. Gården var her registreret som udflyttet.

Et billede, der indeholder sky, udendørs, træ, maleri

Automatisk genereret beskrivelse

Eigaard som den så ud efter udflytningen omkring år 1800.

Ovenfor ses Jens Juels maleri "Optrækkende uvejr over Eigaard i Ordrup" fra omkring år 1800. Billedet viser den hvidkalkede stråtækte udflyttergård Eigaard, og giver et ganske godt indtryk af gården på den tid. Billedet hænger i dag på Statens Museum for Kunst. Jens Juel (12. maj 1745 – 27. december 1802) er måske mest kendt fra 100-kronesedlen fra 1972, men var også professor på Kunstakademiet i København fra 1784.

Hvis den nye Eigaard var blevet opført inden branden, er billedet formentlig malet i år 1791-1793, idet Statens Museum for Kunst mener at billedet allerede i 1794 blev købt af den kunstinteresserede godsejer Johan von Bülow (29. juli 1751 – 22. januar 1828), hvilket skulle fremgå af et brev fra den 11. marts samme år. Hvis gården først blev udflyttet efter branden, må billedet være fra cirka år 1801. Det er dog nærliggende at tro at den nye gård var opført inden den gamle nedbrændte, og at nogle af de gamle gårde i Ordrup inden branden blev udlejet til landliggere fra København. Men det finder vi måske aldrig svar på.

Et billede, der indeholder kort, tekst, atlas, Plan

Indhold genereret af kunstig intelligens kan være forkert.

Uddrag af kort over Kjøbenhavns Omegn, revideret i Marken af Capt.v.Dodt,

udgivet og graveret af Adolph Bull 1843 & 1844.

I 1847 overtager datteren, Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard (30. august 1809 - 15. marts 1898), gården. Tinglysningen finder sted den 14. juli 1847. I forbindelse med overtagelsen må Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard acceptere at moderen og søsteren Ane Helene Jacobsdatter Eigaard kommer på aftægt, ligesom hun må betale hende søskende deres del af arven. Betalingen sker ved udstedelse af en række gældsbreve med pant i gården.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Uddrag af skøde fra 1847, hvor enken efter Jacob Andersen, Ane

Sørensdatter, sælger til datteren Birthe Marie Jacobsen Eigaard.

Birthe Marie blev aldrig gift og fik heller ingen børn, der kunne arve gården. En af hendes søstre, Karen Johanne Jacobsdatter Eigaard (1807-1870), blev i 1835 giftet til Mosegaard i Vangede, der var ejet af Lars Larsen. En af hendes brødre hed Lars Jacobsen Eigaard (1803-1867), og han havde i 1832 giftet sig til Hyldegaard, der var ejet af Ane Kirstine Jacobsdatter (1807-1868). En anden af hendes brødre hed Anders Jacobsen Eigaard (1798-1867), der først ernærede sig som brændevinshandler i København og senere som rentier og medlem af sogneforstanderskabet i Ordrup. Han boede på Eigaardsminde, der omkring 1840 var blevet bygget på en udstykning fra Eigaard, der hvor Fredensvej i dag ender i Jægersborg Allé.

Anders Jacobsen Eigaards søn fik navnet Jacob Andersen Eigaard (8. maj 1825 - 15. januar 1915) og overtog Eigaardsminde. Han var efter sigende meget musikalsk, idet han bl.a. spillede i kvartet med Niels W. Gade (22. februar 1817 – 21. december 1890).

Den sidste allerede nævnte søster hed Ane Helene Jacobsdatter Eigaard (1805-1890). Hun blev heller aldrig gift, var hele livet på forsørgelse rundt omkring hos familiemedlemmer og boede i en lang årrække på Eigaard sammen med Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard.

Et billede, der indeholder tekst, hvid, gammel, vindue

Automatisk genereret beskrivelse

Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard.

Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard beskrives, flere år efter hendes død, i Villabyernes Blad den 8. juli 1926 som en meget intelligent dame med noble fine karakterer, der efter sin fader styrede den gamle slægtsgård så godt som en mand. Artiklen og ovennævnte billede blev bragt i forbindelse med Ordrup Kirkes 50-års jubilæum, hvor Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard ved opførelsen havde skænket uret til kirken. Gården beskrives i artiklen som fin og sirlig både ude og inde, med en mønsterhave med valnødtræer og en lænkehund, og marker med gode afgrøder. Ifølge artiklen skulle hun havde ledet sine folk med ro og beherskelse, og som øverste hjælper i den store husholdning stod hendes søster Helene, der var overordentlig smuk og god. Ordrup bys fattige gik ifølge artiklen aldrig forgæves efter hjælp på Eigaard, og i slagtetiden var mange af omegnens børn og unge beskæftiget med at bringe pølser, flæsk og andre fødemidler, der hørte sig vinteren til, rundt til trængende familier og ensomme i Ordrup. På Eigaard gav man med rund hånd, og de, der bragte gaverne ud, fik stukket et stort pengestykke diskret ned i hånden af jomfru Helene. Artiklen beskriver endvidere, hvor stor en glæde det havde været for jomfru Marie at skænke uret til kirken, da man foreslog hende det. Hendes store smukke hjem med de stilfulde mahognimøbler og kunstsager var præget af udsøgt smag og hygiejnisk forståelse. ”Sol og ren luft må vi have gennem vinduer og døre”, sagde jomfru Helene, og de håndfilerede gardiner og åbne havestuedøre ud mod den grønne have var dejlige at se og ville have frydet en nutidshygiejniker, fortsatte artiklen. De to jomfruer havde da også et fortræffeligt helbred og blev henholdsvis 88 og 85 år gamle.

Ifølge et referat fra Gentofte Sogneråds møde den 6. april 1880, var det dog først her, at man godkendte at ”Den forhenværende Ejerinde af Eigaarden i Ordrup, Jomfru B. M. Eigaard, tilbød at skænke Ordrup Kapel et nyt Taarnur og udrede alle med dets Anbringelse forbundne Omkostninger”.

Ved sin død boede Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard på Kirkevej 8, st., der stadig eksisterer.

Et billede, der indeholder tekst, kort

Automatisk genereret beskrivelse

Kort over området fra 1857.

Den 2. april 1880 sælger Birthe Marie Eigaard gården til rådmand og byggespekulant Frederik Christoffer Bülow (19. maj 1811 – 15. december 1890), der tillige bl.a. ejede Nordre Svejgaard i Hellerup (senere kaldt Helleruplund).

Som det ses af nedenstående salgsannonce fra prokuratorerne Bretteville & Buemann i København, agtede Ejerinden at sælge gården hel eller delvis på grund af sin fremrykkede alder.

Annonce fra Dags-Telegraphen den 12. august 1879.

Frederik Christoffer Bülow var rådmand i Københavns Kommune i årene 1858-1869 og inspektør ved Ladegården, der var en tvangsarbejdsanstalt for fattige, husvilde og personer med kønssygdomme. Lemmerne, som de blev kaldt, skulle bl.a. renholde Københavns gader. Ladegården lå på Rosenørns Allé, hvor Radiohuset ligger i dag.

Birthe Marie Jacobsdatter Eigaard fik ifølge ovennævnte avisartikel i Villabyernes Blad en meget stor sum for den fædrene gård. Af skødet og avisen Fædrelandet fremgår, at den store sum var DKK 120.000, hvoraf DKK 50.000 skulle betales kontant. Men så var handlen også inkl. besætning, inventar og 60 tdr. Af Forsikringsprotokollen for Sokkelund Herred (forsikring nr. 275) fremgår at ”stuebygningen” og staldbygningerne var forsikret for i alt DKK 7.300, så det var den tilliggende jord der havde størst værdi for køberen. I faderes tid var forsikringssummen kun på DKK 4.800 og blev i Forsikringsprotokollen omtalt som ”Jacob Andersens gaard på marken i Ordrup”.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Udsnit af tingbogen fra den 7. april 1880, hvor handlen lyses (Landsarkivet, Kbh.).

Frederik Christoffer Bülow blev boende på Nordre Svejgaard og lod Eigaard bestyre af en søstersøn til Birthe Marie Eigaard, der måtte opleve at en so i marts 1881 fik miltbrand, hvorefter hele besætningen kom under offentligt tilsyn.

I perioden fra den 11. marts 1885 til den 22. juli 1891 blev området pålagt en række servitutter om kloakering, vejfærdsel, bebyggelse og benyttelse, hvorefter området fik udlagt arealer til veje og blev udparcelleret.

Kloakering var ellers et nogenlunde nyt fænomen. Om sommeren stank den åbne rendesten der løb gennem Ordrups hovedgade, så de forfinede landliggere fra København, fik hovedpine. Der udviklede sige en årelang kamp mellem landliggerne og sognerådet, der ikke ville bekoste en kloak. Så besluttede alle de faste landliggere, efter fælles aftale, at flytte ind så tidligt på året, at de det pågældende år ikke blev skattepligtige i Gentofte kommune. Det var det første ”oprør” i Ordrups historie, og det førte til en glansfuld sejr – kloakken kom året efter.

Tilbage i 1852 havde Frederik Christoffer Bülow erhvervet sig 35 tdr. land mellem Gammel Kongevej og Ladegårdsåen (Åboulevard fra 1897), som han lod udstykke. I årene omkring 1850 erhvervede han sig desuden et stort område omkring Blågård på Nørrebro. Også her lavede han større udstykninger, men hvor han i store områder af Frederiksberg lavede en servitut om, at man kun måtte bygge villaer, gav han området ved Blågård en servitut, der bestemte, at der kun måtte bygges fireetages ejendomme med minimum tre lejligheder på hver etage. Forskellen på de to områder - Frederiksberg og Nørrebro - var dermed fastlagt fra begyndelsen. Hvor Frederiksberg blev et velhaverkvarter, blev området omkring Blågård på Nørrebro fyldt op med boligkarreer for folk med små indtægter.

I årene mellem hans køb i 1852 og 1857 steg villagrundene på Frederiksberg med 50-100%, hvilket illustrerer de enorme fortjenester han opnåede ved sit arbejde. Blågårdsgrundene steg endda i samme periode med hele 150-250%.

I 1865 var Frederik Christoffer Bülow medstifter af Arbejdernes Byggeforening, hvis formål det var at skabe gode og sunde boliger til de dårligst stillede. Foreningens formål var "at opføre små beboelseshuse, der skulle overgå til selveje, og samtidig virke som sparekasse". Endelig var Frederik Christoffer Bülow bestyrer af fattiggården Frelserens Arbejdshus i Sofiegade, der hørte til Vor Frelsers Sogn.

Så han var en rigtig boligspekulant, der også tænkte på de fattigste.

Den 4. februar 1880 fik Frederik Christoffer Bülow naturalisationspatent som adelig, ligesom han blev tildelt Dannebrogsmændenes hæderstegn. At Frederik Christoffer Bülow fik naturalisationspatent, betød ikke som normalt, at han fik dansk statsborgerskab, for det havde han allerede, men derimod at han kunne overføre sin slægts tyske adelstitel til Danmark.

Frederik Christoffer Bülow døde efter en operation på Frederiks Hospital, og har lagt navn til Bülowsvej på Frederiksberg.

Frederik Christoffer Bülow med sin orden.

Frederik Christoffer Bülows efterlevende enke, Helene Anna Cathrine Bülow født Schwartz (24. april 1831 - 15. april 1915), solgte ud af ægtemandens grunde og den 11. juli 1891 solgte hun et stort jordstykke i Ordrup til højesteretssagfører Peter Adler Alberti (10. juni 1851 – 14. juni 1932), der allerede ejede forskellige gårde og jordstykker i området og som havde hjulpet Frederik Christoffer Bülow med servitutterne.

Frederik Christoffer Bülow var blevet gift med Helene Anna Cathrine Schwartz i 1854. Han var da 42 år gammel og hun 22 år gammel. Det var hans tredje ægteskab, idet hans første to ægtefæller allerede var gået bort som 27- og 30-årige. Han skulle, så vidt jeg kan tælle, havde fået 10 børn i alt.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Udsnit af tingbogen fra den 22. juli 1891, hvor handlen lyses (Landsarkivet, Kbh.).

Peter Adler Alberti fortsatte arbejdet med at udstykke området og Gudrunsvej 22 (eller matr.nr. 3eh af Ordrup by og sogn), der lå på mark nr. 12, blev udstykket fra Eigaard (eller fra matr.nr. 3a af Ordrup by og sogn) den 5. december 1894.

Peter Adler Alberti boede selv et par somre på Eigaard. I den periode var der evig sang og musik på gården til langt ud på aftenen – dette takke være Peter Adler Albertis unge gennemmusikalske og livs lystne frue, Caroline Nicoline Marie Soelberg (1835-1878), der senere blev gift med kammersanger Peter Cornelius (4. januar 1865 – 30. september 1934). Gården var fuld af kunstnere, hvilket ikke var noget for Peter Adler Alberti, der var ganske umusikalsk, og som kom træt hjem fra arbejde i København og gik i seng kl. 21:00. Så det var ikke mærkeligt at ægteskabet ikke holdt og blev opløst i 1898. Medens Peter Adler Alberti boede på Eigaard lærte han den nye sport at køre på cykel at kende. Det var cykelhandler og den senere reklamepioner Jens Sylvester Hvid (29. marts 1866 – 5. august 1928), der lærte ham at cykle, og han skulle have udtalt at det var det værste job han nogensinde havde haft. Peter Adler Alberti vejede 120 kilo, og Jens Sylvester Hvid måtte løbe og holde cyklen. Det foregik kl. syv om morgenen da Peter Adler Alberti skulle være på job i Bondestandens Sparekasse på Ny Vestergade i København før ni.

Den senere justitsminister Peter Adler Alberti (V) blev nok mest kendt for "Albertis Pryglelov", der i 1905 bestemte, at der kunne anvendes pryglestraf mod mænd mellem 15 og 55 år for voldtægt, grov legemlig vold og uterlighed over for mindreårige, samt for sit engagement i Bondestandens Sparekasse, hvor han begik underslæb. Han foretog desuden en række fejlslagne spekulationer i sydafrikanske guldmineaktier, ligesom han begik omfattende bedragerier tilbage i 1890'erne. I alt lavede han underslæb og bedragerier for ca. 15 million kroner, svarende til ca. 1,5 mia. kroner i dagens penge.

Den 8. september 1908 kl. 11:45 meldte Peter Adler Alberti sig selv til politidirektøren. Han boede da på ejendommen " Mineslyst" på Ordrupvej 30, der var bygget på en grund udstykket fra Holmegaard i starten af 1800-tallet.

Dommen faldt den 17. december 1910 og lød på den højeste straf, der kunne dømmes for nævnte forseelser, nemlig 8 års tugthus. På grund af sygdom blev Alberti betinget benådet i 1917 og levede derefter et stille liv i København indtil han i 1932 omkom ved en færdselsulykke som 81-årig. Den 11. juni 1932 blev han nemlig kørt ned af Linie 8 på Christianshavns Torv, og døde tre dage efter af sine kvæstelser.

Peter Adler Alberti havde forudset at der kunne tjenes mange penge på at opkøbe og udparcellere grunde i Ordrup, men det var ikke nok til at rede ham fra konkurs og tugthus.

Peter Adler Alberti.

Allerede den 4. juli 1896 havde overretssagfører Carl Theobald Valdemar Friis (27. april 1841 – 31.oktober 1906) af Peter Adler Alberti købt parcellen Gudrunsvej 22, hvor Villa Mowgli senere blev opført. Af skødet fremgår, at Carl Theobald Valdemar Friis samtidigt købte en række parceller, nemlig matr.nr. 3eg, 3eh, 3ei, 3ek, 3em, 3ey, 3eæ og 3ez af Ordrup by og sogn med et samlet areal af 109.787 kvadrat alen. Matriklerne svarer til Gudrunsvej 22A, 22B, 24, 26 og 30, samt Engmosevej 1 og Henrik Hertz Vej 5. Den sidste matrikel er senere opdelt i yderligere matrikler, nemlig matr.nr. 3hy, 3kv, 3hz, 3mv, 3hø og 3ia af Ordrup by. Prisen blev beregnet med 87½ øre pr. kvt. alen, svarende til i alt 96.063 kroner og 62 øre. Gudrunsvej 22 eller matr.nr. 3eh af Ordrup by og sogn havde et areal på 3.148 kvt. alen svarende til en købesum på 2.754,50 kroner. En alen er lig med 24 tommer eller 62,8 cm, hvorfor grundstykket var på cirka 1.240 m2.

Det var en betingelse ifølge skødet, at Peter Adler Alberti skulle bekoste 20 alens bredde veje fra indkørslen på Eigaard til overkørselsstedet ved jernbanen og fra den daværende parallelvejs nordre ende mod vest til den vej, der gik mellem Eigaards mose og lund, samt kloakere disse veje. Vejen gennem gårdspladsen skulle dog først kloakeres når Peter Adler Alberti var fraflyttet Eigaard. Som modydelse for veje og kloaker blev fremtidige købere pålagt at betale en årlig afgift til ham som godtgørelse for investeringen. Det blev i skødet sikret, at ”der ingensinde måtte anlægges beværtninger eller drives noget som ved larm, lugt eller røg, ubehageligt skue eller på anden måde kunne forvolde naboerne ulempe”. De fremtidige villaer måtte også højest bestå af kælder, stue, 1. sal og kvist.

Et billede, der indeholder tekst, dokument, kvittering

Automatisk genereret beskrivelse

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Udsnit af købekontrakt fra den 4. juli 1896.

Meget belejligt nedbrændte selve Eigaard som nævnt den 12. november 1896, og der var dermed fri bane for udstykning og salg af den jord, som lå i umiddelbar nærhed af brandtomten. Således blev Ejgårdshus bygget på det østlige hjørne af Ejgårdsvej og Fredensvej i 1902. Det var det første egentlig store byggeri med lejligheder til udlejning i Ordrup-Charlottenlund, der blev opført. I dag ligger Ejgårdsvej 15, hvor Eigaard lå.

Frederik Jensen, en tidligere straffet arbejdsmand, der gik under navnet Tude-Frederik, blev ifølge Aftenbladet anholdt og mistænkt samme dag som branden opstod. Branden opstod om natten ved to-tiden, og byens borgere blev vækket af kirkeklokkerne og en brandalarm.

Det skal bemærkes, at Carl Theobald Valdemar Friis inden branden, havde solgt Eigaard til formand Olsen til nedrivning og at nedrivningsarbejdet var i fuld gang. Således var hovedbygningen og den nordre længe nedrevet, og den østre og vestre længe var halvt nedrevne, da branden opstod. I de halvt nedrevne bygninger stod vinduer, døre og paneler, der var blevet solgt til tømrer Frederik Hansen. Frederik Hansen hævdede straks, at tabet måtte være formand Olsens, idet han endnu ikke havde hentet de købte varer. Men sikkert var det, at Carl Theobald Valdemar Friis ikke led noget tab.

Ifølge birkedommeren for Københavns Nordre Birk, Valdemar Oldenburg (1. december 1834 – 6. juni 1918), skulle branden været opstået ved at ”vagabonden” havde strøget en tændstik for at finde en snaps i nedrivningsarbejdernes værelse, og derved havde fået antændt noget halm der lå og flød alle vegne. Birkedommeren mente ikke, at branden var blevet påsat med vilje, og formand Olsen måtte ifølge avisen Dannebrog bære tabet på anslået små tusinde kroner.

Den 16. marts 1897 måtte birkedommeren løslade den mistænkte på grund af mangel på beviser, men allerede den 27. oktober 1897 kunne en række aviser meddele at Tude-Frederik igen var anholdt – denne gang for et indbrud på Dyssegårdens Teglværk i Gentofte.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Udsnit af tingbogen fra den 15. juli 1896, hvor handlen lyses (Landsarkivet, Kbh.).

Carl Theobald Valdemar Friis var præstesøn og stammede oprindeligt fra Nyker på Bornholm. I perioden 1868 til 1906 var han af justitsministeriet autoriseret til at håndtere møder mellem højesteret og de øvrige retter, og i 1878 blev han overretssagfører. I 1880 boede han på Vandkunsten 181 i København, så på Krystalgade 32, men flyttede i 1891 fast til Lindegårdsvej 45, hvor han boede sammen med sin hustru Augusta Elisabeth Marie Friis født Richter (30. juni 1852 - 1. august 1937) og deres fire børn. Allerede i 1882 havde han købt grunden i Ordrup, hvor han byggede en villa i 1885.

Carl Theobald Valdemar Friis deltog ”med mod og udholdenhed” som frivillig i krigen i 1864 i Slesvigs 17. bataljon 8. kompagni i perioden 23. august 1863 til 8. oktober 1864 - blandt andet i kampen ved Sankelmark - og avancerede til Løjtnant.

Carl Theobald Valdemar Friis var levende interesseret i de kommunale anliggender og arbejdede ihærdigt for en hurtig udvikling af Ordrup til en attråværdig villaby. Men som det fremgår af nedenstående uddrag af en artikel i venstrebladet Nordre Birks Tidende den 27. april 1906 i anledning af hans 65-års fødselsdag, var han ikke selv helt tilfreds med udviklingen:

"Han havde kun boet der en fire års tid, da byens borgere viste ham den tillid at vælge ham til formand i deres forening, den såkaldte Kommunalforening for den østlige del af Gjentofte Sogn. Endnu dengang var der intet mærkeligt i dette navn på en kommunalforening for Charlottenlund og Ordrup. Nu ville man næppe kalde denne del af kommunen for den østlige, men dengang var Hellerup endnu for intet at regne; der var ingen mennesker, ingen kirke, ingenting i Hellerup. Ordrup var alt - set fra et borgerligt synspunkt. Thi foruden Ordrup fandtes kun det uberørte bondeland med sine agrariske interesser, som nidkært varetoges af Sognerådets proprietærer.

Mod "bonderegimentet" rejste det borgerlige Ordrup sig med Kommunal-foreningen i spidsen. Det var uroens og fremgangens år for Ordrup, år, hvor der var nok at tage vare på for Kommunalforeningens formand, hvor personligt tilbageholdende og beskeden han end var. Han skulle synes selvskreven til i hine år at blive løftet ind i Sognerådet, hvor han utvivlsomt kunne have ryddet mange af de sten bort, som senere blev lagt Ordrup i vejen. Men han nåede mærkeligt nok aldrig ind i Sognerådet, og grunden var vel i første linje hans store beskedenhed, hans villighed til at arbejde for andre hellere end for sig selv. Det var selve udviklingen, der omkring århundredskiftet lagde de største sten i vejen, den udvikling, som i løbet af få år har gjort Hellerup fra ingenting til et sogn, og fra et sogn til en by på 10.000 indbyggere, mens den samtidig lagde stagnationens trylle ring og Torneroses søvn over Ordrup. Det blev ikke Ordrup, men Hellerup, der kom til at føre det afgørende slag mod "agrarerne" og besejre dem. Og dette har sat sit præg på Ordrup den dag i dag.

Det har også sat sit præg på overretssagfører Friis. Han er med årene blevet skeptiker i sit kommunale syn - skeptiker i alt fald på sin bys vegne; han spekulerer ikke længere på Ordrups fremtid, han nøjes med uden blinken at se den sandhed i øjnene, at Ordrups nutid ikke er bleven den, han i sin tid drømte om. Samvittighedsfuldt og trofast som altid varetager han endnu med interesse sit hverv som Kommunalforeningens formand, arbejder lige ihærdigt for at få en ny lokal lygte som for at bryde brodden af modsætninger mellem den store kommunes forskellige dele. Men ville man komme og tale til ham om en fyldigere repræsentation i Sognerådet for Ordrup og Charlottenlund, så ville han bare ryste på hovedet og smile, og inde i det smil ville man kunne læse den tanke: "Slaget er tabt".

Men bag den tanke vil den, som lytter rigtigt til, kunne høre en ny tanke gro, tanken om de tre sognes opgivelse af gamle særstandpunkter og opgåen i en ny og inderligere enhed. Han har netop i vinter givet denne nye tanke udtryk på kommunalforeningsmøder både i Ordrup og Gentofte, hvor han, særlig med det forestående landstingsvalg for øje, manede til sammenhold og fælles taktik.

Således har den skepticisme, Ordrups nederlag i gennembrudstiden skabte hos ham, alligevel ført ud i en stærk kommunal fremtidstro med vidt vingefang. Det er sikkert nok hans almindelige politiske overbevisning, der har åbnet ham denne nye udsigt fra ruinerne af hans gamle lokalpolitiske forhåbninger. Han har alle dage været stærkt politisk interesseret med et afgjort demokratisk grundsyn. Og det er utvivlsomt håbet om, at det ved sammenhold og enighed mellem de tre sogne skal lykkes Gentofte Kommune at få den politiske indflydelse, den har krav på, der har fået ham til at sætte samlingstanken som målet.

Ordrup synes nu igen at gå en opgangstid i møde. Hvis den går ind i denne nye tid under samlingstankens tegn, så vil det næppe kunne glæde nogen mere end den gamle fører, der har gennemlevet hele den splittelsens tid, som fulgte efter den sidste opgangsperiode. Men hvad enten Ordrup også i det stykke vil følge hans signal, eller det vil foretrække her at lytte til andre røster, i det vil alle gode Ordrup'ere kunne enes: At sende en venlig tanke til fødselsdagsbarnet på Lindegårdsvej, og ønske ham mange gode år endnu at virke i for Ordrup".

Et billede, der indeholder tekst, person, gammel, udendørs

Automatisk genereret beskrivelse

Ægteparret Friis fra 1885.

Inden sin død nåede Carl Theobald Valdemar Friis at blive en af Ordrups største jordbesidder med en formue på over DKK 600.000 – en pæn formue dengang. Inden jorden blev udstykket, benyttede han den til sin store passion – dyrkning af frugttræer. Da han døde, var der endnu bundet kapital i mere end 30 matrikler, men ifølge hans testamente skulle alle investeringer i form af panteobligationer i grunde og ejendomme afvikles ved hans død. Ordrup-Charlottenlund Bank købte en del, og det, som salget indbragte, blev båndlagt i Overformynderiet i rentegivende obligationer. Enken og de fire børn – Valborg på 19 år, Gudrun på 17 år, Sigrid på 15 år og Valdemar på 13 år – var herefter økonomisk sikrede.

Da Augusta Elisabeth Marie Friis døde i 1937, blev der, efter hendes ønske, oprettet et legat med det formål at understøtte gamle og børn i fortrinsvis Ordrup og Charlottenlund. Legatet hed ”Overretssagfører Valdemar Friis og hustru Augusta, f. Richter's Legat”.

Et billede, der indeholder tekst, sidder, indendørs, personer

Automatisk genereret beskrivelse

Carl Theobald Valdemar Friis siddende forrest til højre i jernbanekupéens venstre

side med armene hvilende på sin stok i toget fra Charlottenlund til København.

Den 6. april 1898 køber vennen murermester Nicolaj William Petersen (28. juli 1856 – 7. januar 1918) grunden, Gudrunsvej 22, hvorefter han ifølge godkendelse af 19. oktober 1898 kunne påbegynde opførelsen af villaen. Den 19. oktober er siden blevet benyttet som dage for Villa Mowgli’s fødselsdag, men det er måske mere korrekt at sige at det er ejendommens undfangelse.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Ansøgning til Gentofte og Ordrup Sogns Bygnings Kommission om opførelse af grund-

muret villa dateret 29. september 1898 samt godkendelse dateret 19. oktober 1898.

Også dengang blandede omgivelserne sig i hvorledes områdets hegn skulle se ud og ifølge skødet måtte hegnet mod vej og sti kun bestå af et oliemalet stakit eller af et levende hegn - og netop på disse måder har grunden stort set været indhegnet i de seneste cirka 125 år.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Udsnit af tingbogen fra den 13. april 1898, hvor handlen lyses (Landsarkivet, Kbh.).

Ifølge skødet købte Nicolaj William Petersen flere parceller samtidigt, nemlig 3eg, 3eh og 3ei af Ordrup by og sogn, svarende til Gurdunsvej 22A, 22B og 24. Købesummen var her 2 kroner pr. kvt. alen plus vejafgiftskapital m.v., svarende til en samlet pris på byggegrunden, Gudrunsvej 22, på DKK 7.262,27.

På under 2 år var grundprisen således steget med 266%, hvilket må siges at være en særdeles god forrentning i en periode, hvor landet ikke var plaget af sønderlig inflation.

Murermester Nicolaj William Petersen var søn af murermester Frederik Carl Petersen og havde selv boet i området i længere tid og ejede bl.a. fra 1877 til 1878 Nordre Svejgaard, som også Frederik Christoffer Bülow havde ejet. Den 22. november 1879 gifter han sig med Amalie Louise Nielsen.

Nicolaj William Petersen etablerede sig som murermester i Ordrup i 1883 og opførte en lang række villaer i området, som han udlejede eller solgte. Ved en gennemgang af områdets tinglyste handler omkring år 1900, kan man se at han ud over opførelse og salg af villaer, medvirkede ved en stor mængde grundhandler.

Nicolaj William Petersen fra 1907.

Ud over sin murermesterforretning var Nicolaj William Petersen også aktiv i det lokale foreningsliv. Efter et sognerådsvalg i 1897 opstod der utilfredshed med de ringe hensyn, der generelt blev taget til håndværkerstanden i området. Dette blev baggrunden for, at Gentofte Kommunes Haandværkerforening blev dannet den 18. november 1897, hvor Nicolaj William Petersen blev næstformand og senere formand. Ved et suppleringsvalg nogle måneder senere fik den nye forening lejlighed til at vise, hvad den duede til og gennem en aktiv valgkamp lykkedes det at skaffe foreningen et sognerådsmandat til murermester Nicolaj William Petersen. Nicolaj William Petersen sad således i sognerådet i perioden 1898 til 1903.

Et billede, der indeholder tekst, avis, sort, hvid

Automatisk genereret beskrivelse

Fra Villabyernes Blad den 23. november 1922.

Torsdag den 16. november 1922 bragte Villabyernes Blad en fin artikel i anledningen af håndværkerforeningens 25-års jubilæum, og ugen efter kunne en beskrivelse og billeder fra festmiddagen på Jernbanepavillonen, med over 100 festklædte deltagere, gengives. Den første håndværkerforening var blevet dannet i Gentofte i oktober 1875, men var allerede blevet opløst i 1895.

Gentofte Sogneråd holder i 1903 møde i lokalerne på Jægersborg

Skole. Omkring bordet ses fra venstre: Chr. Larsen, Bauer-Petersen,

C. Ph.Teller, Fritz Iversen, sognerådssekretær H. Jantzen, Th.

Krüger, Andr. Albech, Nicolai William Petersen, Frantz

Rasmussen og Juul Steen.

I 1898, hvor opførelsen af villaen blev påbegyndt, boede Nicolaj William Petersen på Gudrunsvej 10. På det tidspunkt var kun Gudrunsvej 10, 16, 18 og 20 bebygget. Adressen hed på det tidspunkt Eriksvej 10 og det var også på denne adresse, at Nicolaj William Petersen døde den 17. januar 1918.

Den 11. december 1916 – midt under Den Store Krig - købte fabrikant og ingeniør Christoffer Frode Müller (19. oktober 1871 - 17. januar 1963) ejendommen af Nicolaj William Petersen. Af skødet, der blev tinglyst onsdag den 10. januar 1917, fremgår at grunden stadig var på 3.148 kvadratalen (1.240 kvadratmeter), og at der skulle betales en årlig vejafgift på 50 øre pr. løbende alen mod facaden, svarende til 13 kroner og 46 øre. Da villaen var en udlejningsejendom - og var udlejet til og med sommeren 1917 - var det endvidere bestemt, at lejeindtægten skulle tilfalde den nye ejer fra og med overtagelsesdagen. Købesummen var fastsat til DKK 28.000 med en kontant udbetaling på DKK 7.000. Den 3. almindelige offentlige vurdering til ejendomsskyld androg dengang DKK 26.000.

Et billede, der indeholder tekst, avis, dokument

Automatisk genereret beskrivelse

Udsnit af tingbogen fra den 10. januar 1917, hvor handlen lyses

(Tinglysningen, Gentofte).

Familien Müller stammede oprindelig fra Asserballe på Als, hvor faderen George Vilhelm Müller (28. november 1816 - 17. august 1898), der var præst, i 1867 besluttede at flytte til Tommerup på Fyn og året efter til Sundby Præstegård på Lolland-Falster, da han ikke ønskede at prædike på tysk og derfor den 20. maj 1867 blev afsat af de tyske magthavere på grund af eds vægring. Han var præst i Nørre Kirkeby fra 1869 til sin død i 1898.

Præstefamilien fik i alt 5 drenge og 3 piger, og Christoffer Frode Müller kom til verden i Stadager på Falster.

En anden søn var Jørgen Peter Müller (7. oktober 1866 – 17. november 1938), kaldet I.P. Müller. Han var hygiejniker, idrætspioner, forfatter, cand.phil., ridder af Dannebrog og løjtnant ved ingeniørkorpset. Han blev en kendt gymnastikpædagog, hvis motto var: ”Vand, sol og motion” og skrev bl.a. bogen ”Mit System”, der blev oversat til 24 forskellige sprog. En statue, hvor han gør gymnastik kun iført et håndklæde, er opstillet foran Københavns Roklub og i Nykøbing Falster.

I.P. Müller boede i Villa Mowgli i en periode i september 1931 til april 1932, efter at han som enkemand var vendt hjem fra England og inden han flyttede i egen bolig på Fredensvej 32.

En tredje søn var præsten Poul Simon Valdemar Müller (4. oktober 1873 – 16. december 1950), der efter at have været lærer i gymnastik på Horsens Statsskole blev forstander på Sankt Lukas Stiftelsen, der dengang lå i København. Han flyttede stiftelsen til Hellerup, hvor sønnen Johannes Müller (25. november 1907 – 30. juli 1979) i 1946 tog over som forstander.

Sønnen Oluf Benjamin Müller (3. juli 1875 – 20. maj 1954) blev adjunkt og lektor i gymnastik og dans på Sorø Akademi, medens sønnen Georg Vilhelm Johannes Müller (17. november 1868 - 1957) var byens skatteopkræver, skattekontrollør, distriktschef, snedker, møbelfabrikant og billedkunstner - og kendt som familiens Georg Gearløs.

Et billede, der indeholder person, poserer, udendørs, gruppe

Automatisk genereret beskrivelse

I midten Christoffer Müller i 1898 efter at

Randers Roklub havde vundet over Kolding.

De fem sønner blev kendt som "De fire roere fra Falster", idet Poul som kommende præst ofte følte sig for fin til at være med på holdet – det blev han i det mindste drillet med af brødrene på trods af at han efter sigende var lige så flot og rank som sine brødre. De vandt flere mesterskaber - bl.a. Øresunds-pokalen i 4-åres inrigger seks år i træk og otte danske mesterskaber - og opnåede også at blive skandinaviske og europamestre. Christoffer Müller var også medstifter af Randers Roklub.

Det i sin tid så berømte Müllerhold. Fra venstre Georg, Christoffer, Jørgen

Peter og Benjamin Müller med styrmand V. Andersen siddende i midten.

En datter hed Cecilie Margrethe Müller (23. juni 1870 – 3. december 1957) og endte som ugift musik- og sproglærerinde i Roskilde. Under Den Store Krig blev hun uddannet samarit i England og var efter krigen sygeplejerske, hvor hun genoptrænede krigsinvalider. Hun var endvidere forfatter til den engelske bog ”Fresh hope and health – for wounded and disabled soldiers” (1919), hvor hun i pressen ved udgivelsen i England blev omtalt som den kendte I.P. Müllers søster. Hun opholdt sig otte år i Tyskland, 10 år i England og et år i Frankrig, hvor hun en kort periode bl.a. hjalp I.P. Müller på hans institut.

Et billede, der indeholder tekst, væg, person, poserer

Automatisk genereret beskrivelse

Cecilie Margrethe Müller og hendes bog.

Anne Cecilie Ottonia Müller (1. august 1864 – 2. marts 1903) var sygeplejerske på Kommunehospitalet i København inden hun giftede sig med præsten Frederik Ferdinand Eyermann (29. december 1864 – 17 oktober 1909) i 1894, medens Ellen Nielsine Jacobsen Müller (25. oktober 1877 – 6. april 1944) blev ugift musiklærerinde og organist i Haderslev, hvor hun var blevet bortadopteret til orgelbygger Jakobsens familie da moderen døde.

Et billede, der indeholder tekst, mur, person, indendørs

Automatisk genereret beskrivelse

Anne Cecilie Ottonia Müller

Moderen til alle børnene hed Eline Nielsine Müller, født Jacobsen (28. januar 1842 – 4. november 1877), og døde kun ni dage efter Ellens fødsel.

Christoffer Frode Müller flyttede i 1907 fra L. I. Brandes Allé 18 på Frederiksberg til Ejgårdsvej 32 (dengang Eigaardsgade), hvor han som lejer bosatte sig på første sal med sin første kone, Johanne Marie født Gerhardt (11. november 1872 – 6. februar 1915), der var uddannet sygeplejerske. Johanne var datter af particulier Christian Gerhardt (25. april 1837) og Bodil Kirstine Frederiksen (7. november 1842). Allerede den 30. oktober 1897 var Christoffer og Johanne blevet gift i Stadager sogn på Falster. At boligvalget faldt på Charlottenlund, skyldes formentlig at broderen I. P. Müller fra 1906 boede på Christiansholms Parkvej 18 (De Engelske Rækkehuse) inden han i en periode flyttede til London.

Georg Müller boede fra 1913 på Jægersborg Allé 71, fra 1916 på Christiansvej 35 og fra 1918 på Vilvordevej 47 i et nu nedrevet hus. Paul Müller flyttede ind i Lundegaard på Bernstorffsvej 20 i 1920, hvor Sankt Lukas Stiftelsen blev flyttet til i 1932 og hvor Villabyernes Blad kunne berette at den første patient blev indlagt den 18. marts.

Både George og I.P. Müller stillede uden held op til kommunevalget i 1933 for det upolitiske parti Sundhedslisten, hvor det primære var at få ført kloakrørene længere ud i Øresund, så badelivet ikke blev ødelagt af kloakvand.

Et billede, der indeholder tekst, avis, sort

Automatisk genereret beskrivelse

Fra Villabyernes Blad torsdag den 25. maj 1922.

I stueetagen på Ejgårdsvej 32 boede Alexander Georg Isak Flittner (23. oktober 1875 – 26. november 1913) med sin familie. Han var bogholder i børsmæglerfirmaet R. Henriques, men døde allerede som 38-årig. Udlejer af ejendommen var også her Nicolaj William Petersen.

Johanne Marie Müller.

Med Johanne Marie Müller fik Christoffer fire børn, men desværre døde Johanne i barselssengen på Frederiksberg Sygehus i en alder af kun 42 år, da nummer fem skulle fødes. Hun begraves på Ordrup kirkegård. De fire efterladte børn hed Ellen Bodil Müller - senere Brems (28. august 1898 – 12. december 1945), Max Poul Müller (5. maj 1902 – 14. december 1961), Ole Johannes Axel Müller (7. april 1906 – 17. januar 1992) og Mogens Frode Thorkild Müller (8. december 1908 – 4. oktober 1992).

Da Johanne dør, flytter Christoffer fra Ejgårdsvej 32 til Schønbergsgade 15, st. på Frederiksberg, hvor Johannes ugifte lillesøster, Anna Kirstine Gerhardt (15. marts 1876), flyttede ind for at tage sig af børnene. Da den købte villa i Charlottenlund, bliver ledig i sommeren 1917, flytter Christoffer Frode Müller, Anna Kirstine Gerhardt og børnene tilbage til Charlottenlund og ind på Gudrunsvej 22.

Et billede, der indeholder tekst, person, poserer, gruppe

Automatisk genereret beskrivelse

Ellen Bodils bryllup. Over brudeparret ses Ole, Cathrine og Christoffer. Til

højre står Max og forrest står Mogens og Eva. Resten er gommens familie.

Af tingbogen fremgår det, at der - kun fem dage efter at Christoffer Frode Müller havde erhvervet Villa Mowgli - var en justitsraad Rasmus Müller (17. februar 1854 – 20. februar 1917), der - ligeledes fra Nicolaj William Petersen - erhvervede Ejgårdsvej 36 lige overfor Villa Mowgli. På trods af navne- og ejerskiftesammentræffet var denne Müller dog ikke i familie med Christoffer Frode Müller. Rasmus Müller var justitsråd og fhv. kolonibestyrer på Grønland, og søn af den færøsk embedsmand og politiker Hans Christopher Müller (2. september 1818 – 25. december 1897). I 1906 udgav Rasmus Muller med støtte fra Carlsberg Fonden bogen ”Vildtet og Jagten i Sydgrønland". Bogen rummer et væld af gode iagttagelser og oplysninger om udbredelsen af og jagten på de forskellige arter. Rasmus Müller døde umiddelbart efter købet af Ejgårdsvej 36. I vejviseren fra 1918 var Ejgårdsvej 36 således ejet af hans dødsbo. Det er ikke umuligt at Christoffer Frode Müller og Rasmus Müller har kendt hinanden inden købene, idet de begge var kommet på Grønland.

Et billede, der indeholder tekst, person, stående, gammel

Automatisk genereret beskrivelse

Sofie Cathrine Hall.

Den 7. oktober 1919 - et par år efter at Christoffer havde købt Gudrunsvej 22 - giftede han sig igen. Denne gang med Sofie Cathrine Hall, med hvem han fik datteren Eva Marie Müller (3. juli 1920 – 1. april 2015). Cathrine – som hun blev kaldt – blev født den 27. august 1880 i Vammen Sogn udenfor Viborg og døde i Villa Mowgli den 30. november 1958 i en alder af 78 år. Der blev foretaget jordpåkastelse i Ordrup Kirke den 3. december 1958, hvorefter hun blev kørt til Mariebjerg Krematorium i Gentofte. Cathrine var gartner og indehaver af en blomsterbutik på Nygade 3. Da hun altid mødte tidligt på Grønttorvet, fik hun tilnavnet "Hall-tre". Inden hun blev gift med Christoffer var hun fra 1895 tjenestetyende i Århus og fra 1906 tjenestepige på Vesterbrogade 1 i København. Den 18. maj 1910 tager hun en tur til USA via Ellis Island.

Eva Marie Müller giftede sig med ingeniør Carl Frederik Spangenberg (23. oktober 1917) i Ordrup Kirke den 24. september 1939, og de boede med deres nyfødte søn, Janniche Spangenberg, i Villa Mowgli i 1939-1940. Ægteskabet med Carl blev gennemtrumfet, da han havde gjort Eva Marie Müller gravid som 19-årig. De havde kendt hinanden fra de var 13 år gamle. Efterfølgende fik de endnu et barn, Mette Spangenberg (10. maj 1944), som dog først blev født efter at de var blevet skilt. Eva Marie Müller var noget af en krudtugle, der helst roede kajak, stod på rulleskøjter og klatrede i træer, så da Eva Marie Müller med gråd i stemmen måtte meddele hendes forældre at hun var blevet gravid med vennen Carl udbrød hendes far: ”Næ, jeg troede aldrig at du ville blive en pige”.

Et billede, der indeholder person, gruppe, poserer, stående

Automatisk genereret beskrivelse

Familien med Mowgli i baggrunden. Bagerst ses Eva, Cathrine, Inge (kusine),

Christoffer, Vilhelmine – og forrest Janniche, Mette og Pia som dåbsbarn.

Eva blev 23. december 1947 gift med arkitekt Preben Bror Birkmand (25. juni 1906 – 13. august 1961) og skilt igen i 1961. Med ham får hun Pia Birkmand (4. oktober 1949). Pia Birkmand boede i Mowgli medens hun var 18-20 år gammel. Som det fremgår nedenfor, finder Eva i 1963 sammen med ”Niller” og bosatte sig senere i Tranebjerg på Samsø, hvor hun dør 94 år gammel.

Preben Bror Birkmands far, Laurits Valdemar Birkmand (17. september 1873 – 25. september 1930) - gift med Vilhelmine, født Hoff den 31. december 1877 - var også arkitekt og tegnede bl.a. Sankt Lukas Stiftelsen og dennes kirke lige inden sin død. Byggeriet af Sankt Lukas Stiftelsen blev færdiggjort af arkitekt Aage Rafn (21. april 1890 – 7. maj 1953), der så også var ham der forestod tilbygningen af Villa Mowgli i 1936. Verden er lille. Aage Rafn var eksponent for nyklassicismen og var en af arkitekterne bag Københavns Politigård. Han tegnede også Løvgården på Sønder Fasanvej samt en række præmierede og fredede villaer i Gentofte kommune – bl.a. Krathusvej 7, hvor han selv boede til sin død.

Eva Marie Birkmand (Müller) i 1952.

Eva medvirkede den 22. marts 1998 i en portrætudsendelse i radioen der hed ”Hjemme Hos”, hvor hun bl.a. fortalte om sin opvækst i Villa Mowgli, gymnasietiden på Ordrup Gymnasium, hendes læretid som hattemager, hendes tre ægtefæller, hvordan hun tilskyndet af sin mor åbnede en af landets først tøjgenbrugsbutikker med udstilling og kommisionssalg af kunst og varer fra bl.a. Holmegaard Glasværk, hendes gård – Sysselgården - i Græsted med salg af messing ting fra bl.a. Indien og hendes børn.

Christoffer Frode Müller, der yndede at kalde sig selv for fabriksejer, var sammen med sin kompagnoner, Kaj Petersen (20. september 1884 – 6. august 1948) og Jens Simonsen Jensen (17. juli 1879 - 1944), stifter og ejer af Dano Ingeniørforretning og Maskinfabrik Buddinge Værk, der indtil 1950'erne bl.a. producerede centralkedler til opvarmning. Selskabet blev stiftet den 2. januar 1912 og erhvervede i 1929 fabrikken i Buddinge, hvortil de flyttede i 1930. Allerede i 1922 havde Jens Simonsen Jensen dog forladt selskabet og etableret Simo Maskinfabrik ved J. S. Jensen & Co.. Efter nogle magre opstarts år i en baggård på Gammel Kongevej 39 i København tjente de efter sigende rigtig godt, og Christoffer Frode Müller havde da også et stort pengeskab stående på gangen på 1. sal foran døren ind til soveværelset. I de gode tider var der over 400 ansatte på fabrikken på Vadgårdsvej i Søborg, der desværre gik konkurs i 1970 - flere år efter at Christoffer Frode Müller p.g.a. alder i 1947 havde trukket sig ud af forretningen. I 1920'erne fandt de to stiftere en spændende niche - økologi og miljøbevidsthed - før nogen overhovedet brugte de ord. Ideen var anlæg, som kunne forvandle husholdningsskrald og kloakslam til gødning og frugtbar kompost til brug i gartnerier og i landbruget.

”Det er samfundsøkonomisk forkert at tilintetgøre værdier, som lader sig udnytte. Jorden hungrer efter de organiske affaldsstoffer fra de produkter, der er bragt fra landet ind til byen”, stod der således i et reklamehæfte fra Dano. I dag ved vi, at det blev forbrændingsanlæggene, der løb med sejren, men endnu op i 60'erne var der stor efterspørgsel efter Danos løsninger. Da Brasilien fik en ny hovedstad, Brasilia, blev der således bygget et stort Dano-anlæg, i Danmark brugte 19 kommuner Dano-anlæg, og der blev eksporteret til blandt andet USA og New Zealand, samt til en række europæiske lande. Da man begyndte at benytte plastik og der kom plastik i husholdningsaffaldet, gik det galt. Man var ikke i stand til at sortere det fra, hvorfor man ikke længere kunne omdanne husholdningsaffaldet til ren gødning. Men mon ikke langsomt tanken om recycling vinder indpas igen når man sorterer og bliver i stand til at frasortere plastikken.

Da Kaj Petersen døde i 1948, blev virksomheden overdraget til en fond.

Ideen til at omdanne husholdningsaffald til gødning og kompost kom fra broderen Georg Müller, der hjemme i haven på Vilvordevej havde slanger og tønder opstillet som forsøgsanlæg.

Dano Ingeniørforretning og Maskinfabrik Buddinge Værk (ca. 1938).

Den 20. februar 1948 skriver Christoffer Frode Müller om sig selv i et brev:

Nej, Student er jeg sandelig ikke, det kan man da vistnok se paa mig. Jeg kom i Stedet i Smede- og Maskinlære paa Fabriken Guldborg, Nykøbing Falster, straks efter min Konfirmation. Tog senere Maskinisteksamens 1ste Del og sejlede efter Læretidens Udløb, saavel som almindelig Fyrbøder og som Maskinassistent med gamle Fox I, der gik paa Grønland.

Arbejdede derefter som Maskinsvend paa forskellige store Værksteder i København om Sommeren, og gik om Vinteren paa Teknikum, hvor jeg fik Afgangseksamen i 1895. Var et Par Aar som Tegner paa Burmeister & Wains Fabriker og fik derefter i 1897 Plads som Maskinkonstruktør paa Fabriken Strømmen i Randers, hvor jeg var til Nytaar 1899.

Jeg havde allerede fra min tidligste Ungdom været meget stærkt interesseret i Sport, navnlig Roning, og vandt til Eks. min første Kaproning i Nykøbing som 16-aarig Maskinlærling, og senere adskillige andre Løb for Nykøbing Roklub. Da jeg derefter kom til København meldte jeg mig ind i Københavns Roklub, for at komme til at ro sammen med mine Brødre, hvor vi i flere Aar dannede det "berygtede Müllerhold", og vandt vi i de følgende Aar alle de fine Løb, hvori vi startede; denne Kariere blev altsaa afbrudt ved min Ansættelse i Randers, men der fik jeg dog Lejlighed til at blive Drivfjedren ved Starten af Randers Roklub, som i øvrigt havde 50 Aars Jubilæum nu sidste Sommer, hvor jeg var Deltager i Festlighederne desangaaende.

Fra 1ste Januar 1899 var jeg antaget som Maskiningeniør hos Smith, Mygind og Hüttemeyer her i København, indtil 1912, hvor jeg gik i Kompagni med to andre Funktionærer fra S.M. & H. og fik begyndt vort eget Foretagende, som Ingeniørforretning og Maskinfabriken "Danø"; til at begynde med virkede vi (som Lejer) paa Statsbanernes gamle Værksteder ved Gyldenløvsgade, men i 1929 købte vi Buddinge Staalværk i Buddinge, hvor Virksomheden udfoldede sig og stadig virker, for Tiden med indtil 200 Arbejdere og Funktionærer.

Med Hilsen Deres hengivne

Chr. Müller."

Familien Müller var socialt engageret og ydede gerne en hjælpende hånd, hvis der var nogle, der havde behov for husly eller lignende. Gennem tiderne har der således boet mange forskellige unge studerende i Villa Mowgli.

Et andet eksempel på familiens sociale engagement var, da sønnen Ole kom hjem fra et ophold på Hoptrup Højskole i Sønderjylland, hvor han havde mødt den senere kordegn Hans Christian Kofoed (17. april 1898 - 22. oktober 1952). Hans Christian ønskede at oprette en skole, der efter et selvhjælpsprogram skulle bistå og hjælpe mennesker med sociale problemer. Familien Müller tilbød deres hjælp og hjalp med at arrangere en basar i Grundtvigs Hus, hvor de forestod en indsamling, og hvor Cathrine solgte lagkager, der var fyldt med frugter fra Villa Mowgli’s mange frugttræer. For at tiltrække folk til basaren havde familien engageret den senere skuespiller Ebbe Rode (10. maj 1910 – 23. maj 1998), der læste op fra H.C. Andersens eventyr. Det hele resulterede i 1928 i stiftelsen af den selvejende institution Kofoeds Skole.

Et tredje eksempel på familiens sociale engagement var da Christoffer Müller og hans kompagnon Kaj Petersen i 1924 investerede i patriciervillaen Ellekilde med tilliggende jorder, og i en lang årrække stillede dette gratis til rådighed for Folke Jacobsen (15. august 1890 – 17. august 1971), så han kunne udfolde sin progressive pædagogik. Folke Jacobsen boede selv i villaen og jorden blev benyttet til elevhuse, skolestuer og undervisningen. Folke Jacobsen var en foregangsmand inden for dansk ungdomsuddannelse og brugte en stor del af sit liv på at hjælpe unge til bedre skolefærdigheder i dansk og regning. Folke Jacobsen ville nå de mange, som gik ud af skolen efter 7. klasse uden eksamen. Det skulle ske gennem undervisning i det, han døbte ”centralfag”, altså fag, hvor praktiske og boglige færdigheder gik op i en højere enhed.

Ellekilde blev centrum for ”De unges Kolonihaver”, hvor der blev undervist i havebrug om sommeren, og sløjd om vinteren. Havedyrkningen foregik efter Folke Jacobsens nøje anvisninger. Matematik og Dansk var en integreret del af undervisningen – de unge skulle udfærdige regnskaber og dyrkningsplaner, og viden om plantesorter og dyrkningsmetoder blev tilegnet ved diktat. Arbejdet lagde grunden til fremtidens praktiske ungdomsskoler. I 1927 gik der 150 elever på skolen og i 1932 gik der 280 elever. Mange lærere blev gennem tiden uddannet i ungdomsarbejdet på stedet. For at bekæmpe arbejdsløsheden, investerede kommunen senere i anlæggelsen af flere haver, og antallet af elever eksploderede til omkring 4.000 under 2. Verdenskrig, hvor der i alt var 32 afdelinger fordelt i Københavnsområdet. F.eks. er Haveforeningen Skovmosen ved Ermelundsstien i udkanten af Jægersborg Dyrehave en udløber af projektet.

Folke Jacobsen underviser i havebrug i 1927 på Ellekilde.

Stedet blev senere omdøbt til ”Den praktiske ungdomsskole Ellekilde”, og blev en statsanerkendt kost- og efterskole. Ved anlæggelsen af Hørsholmvejen – den nuværende Hørsholmmotorvej – måtte skolen i 1952 flytte til Torslunde ved Taastrup, hvor Folke Jacobsen drev kost- og efterskole helt frem til 1969. Jordene omkring Ellekilde – der ikke lå langt fra Christoffer Müllers fabrik i Buddinge - blev udstykket og frasolgt, og de fleste haver forsvandt - på nær haverne i den nuværende og ovenfor nævnte haveforening Skovmosen. Selve villaen blev skånet for vejbyggeriet og ligger stadig på Elledalen 6 i Kongens Lyngby.

Familiens sociale engagement stammede utvivlsomt fra den kristne ballast som Christoffer Müller havde haft med fra sit barndomshjem. Gennem tiden blev der således afholdt flere bibelmøder i Villa Mowgli, hvor præsten, degnen og en række af familiens gode venner deltog. Efter bibelmøderne blev der under krigen syet finneveste af avispapir med bomuldsstof for at hjælpe de mindrebemidlede.

Familien Müller donerede også mange penge til velgørenhed. Ud over de årlige donationer til Kofoed Skole og Sankt Lukas Stiftelsen har familien bl.a. finansieret kirkeklokkerne i Messiaskirken i Charlottenlund. Den ene klokke blev for nogle år siden udskiftet og udstillet ved siden af kirken. I 2014 blev den 1.000 kilo tunge kobberklokke desværre stjålet og formentlig omsmeltet.

Ved menighedsrådsvalget i november 1922, blev Christoffer Frode Müller indvalgt i Maglegaard sogn, der dækkede Messiaskirken, der på dette tidspunkt blot var et mindre menighedshus. Han var opstillet på Menighedssamfundets liste, der fik indvalgt syv medlemmer mod De Kirkeligt Frisindede Vælgeres liste, der kun fik indvalgt to medlemmer.

Kirken skulle oprindeligt havde heddet Charlottenlund Kirke eller Gyldenlund Kirke, men det modsatte bl.a. Ordrup Kirke sig. Allerede i 1917 kunne man i flere aviser læse om navnestriden. Enkelte mente at Charlottenlund lød for tysk, og Gyldenlund kunne slet ikke bruges, da en beværtning/traktørstedet også bar dette navn. Det skal måske bemærkes, at kirken først blev indviet i oktober 1926.

Familien var aktiv med hjælpearbejdet i kirken i mange år, hvor Sofie Cathrine Müller bl.a. stod som indsamlere til Kirkens Korshærs Børnely 1932, og som i Villabyernes Blad naturligvis blev omtalt som Fru Chr. Müller.

Annonce fra Villabyernes Blad torsdag den 27. september 1923.

Det fortælles også, at der ofte blev afholdt te selskaber i Villa Mowgli, hvor familiens venner gerne deltog. Blandt deltagerne, der gæstede Villa Mowgli, kan bl.a. nævnes kammersangerinde Tenna Kraft (16. maj 1885 – 16. marts 1954), der var sopran på Det kgl. Teater og i mange år var dansk operas førende sangerinde; skuespillerinde Petrine Sonne (25. november 1870 – 26. maj 1946), der havde mange karakter- og filmroller, hvor hun udmærkede sig ved sit lune (medvirkede i 67 stumfilm og 41 tonefilm); forfatterinde Edith Rode (23. februar 1879 – 3. september 1956), der var gift med digteren Helge Rode og moder til bl.a. Asta og Ebbe Rode; Holger Louis Nielsen og gymnastikpædagog Jesper Peter Jespersen (18. juli 1883 – 5. september 1963), der begge var nære venner til I.P. Müller. Holger Louis Nielsen var som omtalt fægter, skytte, atlet og lærer på bl.a. Ordrup Latin- og Realskole (Ordrup Gymnasium), og udviklede håndboldspillet og Holger Nielsen-Metoden til genoplivning af druknede. Holger Louis Nielsen var desuden dansk deltager i svømning, fægtning, militær pistol og diskoskast ved de første moderne Olympiske Lege i Athen i 1896 og skabte sammen med I.P. Müller disciplinen kunstsvømning. Jesper Peter Jespersen er måske bedre kendt som Kaptajn Jespersen. I.P. Müller, Christoffer Frode Müller og Kaptajn Jespersen morede sig for øvrigt ofte med at spise om kap i brunkål og gule ærter i Villa Mowgli. Det foregik i spisestuen, hvor væggene var prydet af træudskæringer af de tolv apostles sidste nadver.

I.P. Müller og Holger Louis Nielsen.

Den 14. oktober 1936 købte Christoffer Frode Müller den ubebyggede og unummererede nabogrund, den nuværende Gudrunsvej 22A (matr.nr. 3eg af Ordrup by og sogn), af naboen Georg Holm, således at haven blev på i alt 2.017m². Matr. nr. 3eg udgik således og blev inddraget under matr. nr. 3eh.

Der var - til familien Timmols store moro - frit udsyn fra Gudrunsvej 20 til Villa Mowgli’s store terrasse, hvor Christoffer Frode Müller stærkt inspireret af broderen - I.P. Müller - nøgen gjorde morgengymnastik inden han cyklede til fabrikken i Buddinge. Når han kom hjem, kunne han sætte sig i den hedengangne stol, hvor armlænene blev afsluttet med et par store bryster.

I 1920 anskaffer Christoffer Frode Müller sig en telefon, der fik nummer OR 326. Allerede i starten af 1900-tallet havde lejer Gotfred Jacobsen etableret ejendommens første telefon, der fik nummer OR 329. Fastnet telefonforbindelse blev afmeldt i 2024, og eksisterede således i over 100 år.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Fra Villabyernes Blad den 18. oktober 1951.

Christoffer Frode Müller var - efter Nicolaj William Petersen - Mowgli’s største bygherre, idet han i sin ejertid foretog adskillige om- og tilbygninger. Christoffer Frode Müller har således stået for udvidelsen af spisestuen og dagligstuen, samt for opførelsen af endeværelset på 1. sal, terrasserne på 1. og på 2. sal og væksthuset/vinterhaven (eller orangeriet som det hed dengang) bag spisestuen.

Et billede, der indeholder tekst, person, stående, mand

Automatisk genereret beskrivelse

Cathrine og Christoffer Müller i 1943.

Væksthuset blev bygget til Cathrine, der ud over køkkenhaven stod for indretningen og pasningen af den, efter købet af nabogrunden i 1936, stort anlagte frugt- og blomsterhave med bede, små stier, bænke, solur og flagstang. Kaninburene, der var placeret, hvor nr. 22A nu har opstillet en carport, var børnenes domæne. Ud over kaniner blev der holdt duer, der måtte lade livet når der kom fine gæster.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Det store hit på tiden da Villa Mowgli fyldte 50 år.

Endeværelset på 1. sal blev indrettet til værelse for de tre yngste sønner, der fik en 3-mands køjeseng i indhakket, medens hjørneværelset blev benyttet som værelse for datteren, Ellen Bodil. Det har formentlig ikke været nemt som ny mor at overtage tre friske drenge og døren til endeværelset var da også dengang forsynet med lukkekrog på ydersiden.

I midterværelset boede familiens husbestyrerinde, Christiane Marie Nielsen, der tjente familien i mange år. Hun var blevet ansat i midten af 1920'erne og rejste først i 1962, efter at Christoffer Frode Müller var flyttet ned på Sankt Lukas Stiftelsen, og efter at hun i en kortere periode havde forsøgt at "tjene" alle de unge beboere, der flyttede ind i villaen i starten af 1960'erne. Efter at Christine Marie Nielsen var "rejst fra sin plads", besøgte hun dog dagligt Christoffer Frode Müller på plejehjemmet. Den meget pligtopfyldende husbestyrerinde opnåede at få Kong Christian X og dronning Alexandrines fortjenstmedalje for 35 års tro tjeneste. Christiane Marie Nielsen kom fra Aarhus, hvor hun blev født 5. februar 1894. Ud over husbestyrerinden var der indtil 1939 yderligere to tjenestefolk i huset, så alt kunne være i sin skønneste orden. I henholdsvis 1921 og 1930 er således på adressen registreret en husassistent Kirstine Sørensen og en husassistent Marie Petersen. Derudover arbejdede der tyende i Villa Mowgli, der ikke boede og overnattede i ejendommen.

Et billede, der indeholder træ, udendørs, gammel, hus

Automatisk genereret beskrivelse

Mowgli i 1956 med stor have, flagstang, solur og hæk mod vejen.

Christoffer Frode Müller afgik som nævnt ved døden den 17. januar 1963 på Sankt Lukas Stiftelsen, hvor han opholdt sig den sidste del af sit liv, og hvor først broderen og sidenhen nevøen var forstandere. Der blev foretaget jordpåkastelse i Helleruplund sogn, hvor Sankt Lukas Stiftelsen ligger den 22. januar 1964, hvorefter han i lighed med sin afdøde hustru fire år før blev kørt til Mariebjerg Krematorium i Gentofte. Det var nevøen, pastor Johannes Müller der forstod bisættelsen. Christoffer Frode Müller blev 91 år gammel og havde ved sin død været ejer af Villa Mowgli i over 46 år.

Christoffer Frode Müller den 18. oktober 1956.

dagen før sin 85-års fødselsdag.

Inden Christoffer Frode Müller kom på Sankt Lukas Stiftelsen, blev han passet hjemme i spisestuen af hr. Nielsen – kaldet Niller. Niller var sygeplejer på Rigshospitalet, hvor Christoffer Frode Müller var indlagt i en periode. Familien besluttede at ansætte Niller, så han kunne passe Christoffer Frode Müller hjemme i Villa Mowgli. Da Christoffer Frode Müller insisterede på at benytte lokummet i gården, var Niller så uheldig at han i forbindelse med at han bugserede Christoffer Frode Müller ud, fik en diskusprolaps. Han blev tilbudt at blive rekonvalesceret i familien Müllers sommerhus i Asserbo/Tisvilde sammen med datteren Eva, der var blevet skilt igen et par år forinden. Niller og Eva fandt herefter sammen og var gift i 39 år.

Den 7. november 1963 overtog sønnen, ingeniør Mogens Frode Thorkild Müller (8. december 1908 – 4. oktober 1992), ejendommen efter faderen via et arveudlægsskøde til en værdi på DKK 195.000.

Christoffer Frode Müller og Mogens Frode Thorkild

Müller på besøg på Gudrunsvej 16.

Mogens var i juni 1935 blevet gift med Agnete Fog (7. juli 1913), der også var vokset op på Gudrunsvej, hvor hendes far, karetmager Svend Johannes Fog (20. april 1887) og mor, Astrid Louise Agnes født Klein (8. november 1886), i 1918 havde købt villaen på Gudrunsvej 16. Mogens og Agnete havde således kendt hinanden fra barnsben, hvor de havde leget sammen. Mogens Müller flyttede fra Villa Mowgli og lejede sig ind hos fru Astrid Louise Agnes Fog og Svend Johannes Fog.

Mogens og Agnete foran Messiaskirken.

Agnete og Mogens Müller boede ikke selv i Villa Mowgli i den periode, men lejede i ca. ti år villaen ud til unge studerende, der indrettede villaen efter datidens farverige stil. Gudrunsvej 22A blev frastykket igen og den 30. november 1963 skødet til cand.psych. Inge Kjerulf Lecker (15. juli 1926 – 27. juli 1984) og revisor Samuel Lecker (2. februar 1927 – 18. januar 2017) hver med halvdelen som de pågældendes særeje. Samtidig blev anden salen i Villa Mowgli istandsat og indrettet til boligformål.

Allerede en måned efter Christoffer Frode Müllers død og inden udstykningen af Gudrunsvej 22A havde man forsøgt at opdele grunden i tre selvstændige matrikler. For at opfylde reglen om en byggeprocent på 25 var det hensigten at nedrive garagen og udestuen. Dette synes kommunalbestyrelsen dog var lidt for kreativt og de afslog og tillod kun udstykning af Gudrunsvej 22A.

Et billede, der indeholder tekst, kort

Automatisk genereret beskrivelse

Forslag til udstykning i tre selvstændige matrikler i 1963.

Familien Lecker boede til leje hos Inges mor på Gudrunsvej 12, men ville gerne have deres eget hus og købte derfor den oprindelig 908m2 store grund for DKK 117.400. Den 14. december 1965 købte Inge Kjerulf Lecker og Samuel Lecker yderligere 10m2, men da byggeprocenten på Gudrunsvej 22B hermed blev for stor, blev der udstykket 82m2 som et nyt matr.nr. 3oo af Ordrup by og sogn, der blev tillagt grunden Gudrunsvej 22B. I 1966 byggede familien Lecker et Johan Christensen Hus på den nu 836m2 store grund, der fik matr.nr. 3om af Ordrup by og sogn. Efter Inge Kjerulf Leckers død købte datteren, Lene Lecker (28. november 1959), i december 1990 halvdelen af Gudrunsvej 22A som særeje for DKK 500.000, og faderen flyttede til Hellerup. Efter faderens død i 2017 overtog Lene Lecker den anden halvdel af ejendommen.

Den 4. juli 1973 sælger Mogens Müller Villa Mowgli til cand.mag. og adjunkt Susanne Pedersen født Rostrup (1946) og cand.mag. og adjunkt Frank Gerdner Pedersen (22. december 1943). Handelsprisen var da DKK 430.000. Susanne Pedersen var lærer på Øregård Gymnasium, medens Frank Gerdner Pedersen i perioden 1972 til 1991 var samfundsfagslærer på Statsgymnasiet Schneekloths Skole i Brøndby, hvor han i perioder også var lærerrådsformand. Da skolen skulle lukke i 1992, kom Frank Gerdner Pedersen i 1991 til Gentofte HF-kursus.

Et billede, der indeholder tøj, person, fodtøj, stående

Automatisk genereret beskrivelse

Frank Gerdner Pedersen i samtale med nogle elever.

Frank Gerdner Pedersen var i 1984 medforfatter til bogen EDB i Gymnasiet, hvor der medfulgte en på det tidspunkt topmoderne diskette med en række fagprogrammer. I 1986 udgav ægteparret sammen bogen Job som tekniker, der indførte de håbefulde elever i teknikeruddannelserne. I tidens ånd behandlede bogen også kønsrolleproblematikken og fremtidsmulighederne indenfor faget. Frank Gerdner Pedersen blev født i Sankt Markus sogn på Frederiksberg og levede sin første tid på anden sal på Store Kongensgade 57A. Da han studerede til cand.mag. boede han på Horsensgade i København, og gik inden da på Ordrup Gymnasium, hvor han blev student i 1963. Frank Gerdner Pedersen var den første på Ordrup Gymnasium til at søge Ungdommens Uddannelsesfond – datidens SU. Det passede ikke rektor at elever på skolen skulle have offentlig forsørgelse, hvorfor hans smed ansøgningen ud og den håbefulde elev måtte klare sig på andre måder. De to nye ejere af Villa Mowgli fik aldrig nogle børn.

Et billede, der indeholder Ansigt, portræt, kvinde, tøj

Automatisk genereret beskrivelse

Susanne Pedersen i 1978 og Frank Gerdner Pedersen i 1979.

Helge Schandorff, der boede til leje, ville gerne købe villaen, men havde ikke råd. Villaen var efter de mange års udlejning mærket af de unge studerende, der havde beboet ejendommen i perioden omkring de glade 60'ere. Ejendommen blev sat i stand igen og haven blev reetableret.

Den 21. april 1982 overtog ægteparret sygehjælper Ewa-Dorota Eskelund (15. april 1948) og arkivar Knud Erik Damm Andersen ejendommen for DKK 830.000. Ewa-Dorota blev født i Sluzewo i Polen, hvor hendes fødenavn var Ewa-Dorota Osielska. Hun kom til Danmark i 1973 og giftede sig samme år. Hun blev dansk statsborger den 19. juni 1975, og var på det tidspunkt bosiddende i Høje-Taastrup.

Den 25. august 1988 sælger Ewa-Dorota Eskelund, som den juridiske ejer, Villa Mowgli til henholdsvis ApS SPKR 4 nr. 1822 under navneændring til Bellevue Finans ApS og til ApS KUBU 8 nr. 3118 under navneændring til Hovedstadens Boxcenter ApS. Salget sker til i alt DKK 1.845.000 med 50% ejerskab til hvert selskab. Salget sker med henblik på nedennævnte opdeling af Villa Mowgli i to lejligheder.

Den 26. marts 1991 tilbagekøber Ewa-Dorota imidlertid Villa Mowgli fra de to selskaber til samme pris som hun solgte til. Ejerskabet af Villa Mowgli overgår den 28. maj 1991 til Knud Erik Damm Andersen for den nette sum af DKK 1.500.000. På det tidspunkt er Knud Erik Damm Andersen flyttet til Skovagervej 6 i Charlottenlund og Villa Mowgli bliver udlejet til Dansk Flygtningehjælp.

I forbindelse med forsøget på at opdele Villa Mowgli i to lejligheder, blev 2. sal udbygget med nyt tag og endnu en karnap. Ifølge planen skulle der være en lejlighed i stueetagen og en på 1. og 2. sal. Opdelingen blev godkendt af kommunen på betingelse af at visse brand- og parkeringsmæssige krav blev opfyldt. Opdelingen blev imidlertid aldrig til noget, idet ejendommens friværdi var blevet belånt og provenuet investeret i Hafnia B-aktier, der desværre brat mistede deres værdi, da Forsikringskoncernen Hafnia kollapsede i august 1992. Brødrene arkitekt Thomas Hagedorn og snedkermester Svend Åge Hagedorn, der havde forestået den planlagte opdeling og udbygningen af 2. sal, måtte se langt efter deres penge. Villa Mowgli blev af UNI BANKIER A/S sat til salg, og ejerne måtte senere flytte til Barsehøj 9 i Hellerup som Nykredit kort inden have overtaget fra den forrige ejer på grund af den økonomiske nedtur som følge af Kartoffelkuren. Krisen kradsede i denne periode. UNI BANKIER A/S var et binavn til Nordea Bank i perioden 10. oktober 1989 til 1. november 2001.

Gennem ca. to år lå ejendommen til salg og blev som nævnt udlejet til Dansk Flygtningehjælp, der indlogerede en afghansk dommer Sultan Mahmood Sahebzadah og hans familie. Sultan Mahmood Sahebzadah flyttede senere til Brøndby og fik dansk indfødsret den 19. april 2001. Han var født i 1929.

Et billede, der indeholder træ, udendørs, sne, bygning

Automatisk genereret beskrivelse

Salgsannonce fra Ejendomsmægler Sv. Jacobsen i 1993.

Den 1. juli 1993 overtog Helle Birk Pedersen og Jens Kristian Kjær Krogsgaard ejendommen for en kontantværdi på DKK 1.311.000. Efter dels at have været ubeboet og dels at have været udlejet til flygtninge i to år var Villa Mowgli i en forfærdelig stand. Flere ruder var smadrede og terrassedøren på 1. sal hang og dinglede i ét løst hængsel, gaskomfuret i køkkenet var forsøgt opvarmet med brænde i ovnen, gulvene var ødelagte, og der var begyndende fugtskader flere steder. Fundamentalt var huset dog i en god og solid stand og manglede derfor "kun" en masse kærlige hænder.

Helle blev født den 3. december 1966 og kommer oprindeligt fra Næstved, hvor hun efter at have afsluttet sin studentereksamen på Herlufsholm Kostskole, flyttede til København for at læse HA og cand.merc. Senere blev Helle erhvervskunderådgiver i Forstædernes Bank A/S (nu Nykredit), hvor hun sideløbende blev HD i Afsætning. Senere læste Helle ABD og tog desuden uddannelser på INSEAD i Fontainebleau.

Helle var i mange år økonomidirektør og CFO på Statens Serum Institut, samt CEO i SSI Diagnostica A/S.

Jens Kristian blev født i Jægersborg den 15. juni 1962, voksede op i Virum og Charlottenlund og aftjente, efter studentereksamen fra Lyngby Statsskole, sin værnepligt ved Den Kongelige Livgarde. Efterfølgende blev han bankelev i Forstædernes Bank A/S (nu Nykredit), hvor han gennemførte bankskolerne, samt blev HD i dels Finansiering og Kreditvæsen og dels i Regnskabsvæsen og Økonomistyring. Senere blev kundskaberne suppleret med en uddannelse fra IMD i Lausanne. Da han forlod banken i 1992, havde han været bankelev, bankassistent, fuldmægtig, kontorchef, souschef, områdesouschef, erhvervskundechef og senest chef for bankens cash management afdeling, som han opbyggede.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Familiens våbenskjold.

Jens Kristian var i mange år direktør for treasury, koncernskat, facility management og Invester Relations i ROCKWOOL International A/S (nu ROCKWOOL A/S), og opbyggede koncernens interne bank, ligesom han var med til at opkøbe mange af koncernens fabrikker i bl.a. Østeuropa. Jens Kristian har i mere end 25 år været domsmand og nævning i Gentofte og Lyngby Ret, samt i Østre Landsret, og har endvidere siddet i bestyrelsen i bl.a. Forenede Gruppeliv og RockDelta A/S.

I dag arbejder Jens Kristian på deltid som direktør og Family Officer i et familiekontor, medens Helle har nydt livet med sin Trakehner hest Sirius, der desværre, på grund af en skade i det ene ben, måtte lade livet i 2023. Senere kom endnu en Trakehner til, der desværre også måtte aflives. Men så har Helle fået tid til at bruge sin nye uddannelse som sommelier.

Familiens våbenskjold bærer teksten Porrige Manum, der både kan betyde ræk en hånd og ræk hånden frem. To vigtige egenskaber.

Et billede, der indeholder træ, udendørs, hest, pattedyr

Automatisk genereret beskrivelse

Sirius i 2019.

Helle og Jens Kristian mødte hinanden i studenterforeningen i København, og efter at have kendt hinanden i godt syv år giftede de sig den 11. maj 1996 i Herlufsholm Kirke. Den 15. maj 1997 fik de sønnen, Albert Christian Birk Krogsgaard, og den 12. august 2000 kom datteren, Leonora Christine Birk Krogsgaard, til verden.

Et billede, der indeholder person, indendørs, væg, loft

Automatisk genereret beskrivelse

Familien Krogsgaard fra 2007.

Efter en tur forbi Ordrup Skole og Ordrup Gymnasium, er Albert i dag uddannet som HA og cand.merc. fra Copenhagen Business School og prøver nu kræfter med den finansielle verden i Nykredit, medens Leonora studerer medicin på Aalborg Universitet.

Et billede, der indeholder væg, person, indendørs, gruppe

Automatisk genereret beskrivelse

Syngepiger, Tina Grunwald og Beate Hastrup, fra Bakkens Hvile på

besøg i Villa Mowgli i anledningen af 100-års fødselsdagen i 1998.

Husets opførelse og oprindelige indretning

De første villaer i moderne forstand blev i Danmark bygget på Frederiksberg i 1860’erne. Senere blev der også opført villaer i bl.a. Ordrup og Charlottenlund. Det var dengang på mode, at villaerne blev opført i alle mulige stilarter og blandinger heraf. Villaerne blev dog fortrinsvis opført i italiensk stil, men også i schweizisk, engelsk og gotisk stil. Perioden var også påvirket af historicismen eller eklekticisme, der var en fællesbetegnelse for en europæisk arkitekturstrømning, der efterlignede tidligere stilarter. I Europa blomstrede stilarten i perioden ca. 1820-1900 og i Danmark især i perioden 1850-1910 og i kirkearkitektur helt frem til omkring 1940. Samtlige klassiske stilarter blev blandet efter forgodtbefindende, en slags "katalog-arkitektur". På grund af de nye byggetekniske muligheder med støbejern og cement kunne stort set alt lade sig gøre.

I slutningen af 1800-tallet, hvor Villa Mowgli blev bygget, kom der med nationalromantikken en reaktion på denne stilforvirring, og der kom igen en interesse for traditionel dansk byggeskik. Villa Mowgli repræsenterer således en blanding af både italiensk, historicisme og dansk arkitektur, der var særegen for denne overgangsperiode.

Det italienske ses på palæstilen, der var præget af hvide villaer med tage af sort glaseret tegl og ofte et knækket mansardtag, der gav mere plads i tagetagen og var opkaldt efter den franske arkitekt Francois Mansart (23. januar 1598 – 23. september 1666), der var en af klassicismens hovedskikkelser. Disse villaer blev også kaldt patriciervillaer og var kendetegnet ved, at der var højt til loftet, ligesom køkkenerne var forholdsvis store med tilhørende anretterværelser. En patricier var i oldtidens Rom et medlem af en af de fornemme adelsslægter - modsat plebejer.

Der var også en stor grad af håndværksmæssig forarbejdning og finish i denne villatype. Panelerne var høje, der var fyldningsdøre, stuk og brede, profilerede fodlister og gerigter. Udenfor var pyntet med søjler, skjolde, stukkatur med laurbær eller muslingeskaller, og vinduerne var ofte romansk rundbuede.

Som det ses af de oprindelige arkitekt-tegninger nedenfor, blev Villa Mowgli opført i netop denne palæstil. Villaen fremstod oprindeligt i lysegrå med grå søjler og med hvide buer rundt om de grågrønne vinduer og døre.

Villa Mowgli blev opført af murermester Nicolaj William Petersen efter ansøgning til Gentofte og Ordrup Sogns Bygningskommission af den 29. september 1898 og efter kommunens approbation af den 19. oktober 1898. Af ansøgning og svar samt af de oprindelige tegninger fremgår, at det blev pålagt Nicolaj William Petersen, at de skillerum, der skulle danne underlag for bjælkerne til 2. sal, skulle opføres af 9" sten. Ellers havde Bygningsinspektoratet, der svarede på ansøgningen, ingen kommentarer.

Villaen blev herefter opført af mursten med solide bærende træbjælker mellem kælder, stue, 1. og 2. sal. Taget var af sort glaseret tegl og skifer og med to skorstene til brug for de mange brændeovne, der var placeret rundt om i de mange værelser.

På et enkelt område stemmer den færdigbyggede villa ikke overens med de oprindelige tegninger, idet verandatrappen ifølge et billede fra 1898-99 vendte ud mod banen. Nedenfor ses den oprindelige tegning, hvor trappen er vendt ud mod den nordre side. Om hovedtrappen er fra 1898, eller om den først er vendt senere, vides ikke. Det er dog sandsynligt at den er ændret i forbindelse med opførelsen af terrassen i 1921, idet der er benyttet de samme byggematerialer.

Bemærk desuden terrassen på 1. sal med et gammelt støbejerns stakit, og med udgang fra det nuværende soveværelse.

Da villaen stod færdig, var der hverken rindende vand eller strøm indlagt i huset. Den eneste ”luksus” var bygassen, der blev benyttet til oplysning sammen med stearinlys og petroleumslamper. I gangen i stueetagen sad indtil 2005 en gammel gashane, der forsynede datidens lamper med gas. Gashanen var funktionsdygtigt indtil 1970’erne, hvor gastilførslen måtte afbrydes pga. omstillingen fra bygas til naturgas. Dette skyldes at naturgas i modsætning til bygas er mere tør. Det ville medføre, at de gamle samlinger i de gamle gasrør, der var lavet af hestehår og bly, ville blive utætte, hvorfor de gamle gasrør blev udskiftet med tidssvarende støbejernsrør.

Det var Strandvej Gasværk der forsynede villaen med gas. Strandvej Gasværk blev anlagt ved Tuborg Havn af Det Danske Gaskompagni i 1892-93 og sat i drift den 21. juni 1893. Fra 1899 var der gasoplysning på områdets private veje, men kun indtil midnat.

De første fire til fem år måtte beboerne i Villa Mowgli hente vand fra brønde. Først i 1902-1903 blev det muligt at få vand fra det nye vandværk i Gentofte, der var blevet indviet i 1900 (se endvidere nedenfor).

Som det ses af tegningen nedenfor, var husets lokum placeret ude i gården til højre, hvortil der - ligesom i dag - var adgang via en trappe fra gangen i stueetagen. Lokummet, der efter sigende var et sødt lille rum med et udskåret hjerte i døren, blev først fjernet i midten af 1960’erne. Da havde det dog ikke været i brug i flere år.

Stueetagen var indrettet med et herreværelse til venstre for indgangen, en dagligstue for enden ad gangen og en spisestue med udgang til en veranda.

Mellem gangen og spisestuen lå køkkenet, der dengang var indrettet med et anretterværelse ind til spisestuen og et gammeldags komfur ved skorstenen.

Fra gangen var der en trappe, der førte op til første sal, og en, der førte ned til kælderen. Der var dengang også åbent ned til kælderen, idet kælderdøren først blev opsat i 1970’erne. Gangen var mod kældertrappen beklædt med brædder, ligesom der - som i resten af huset - var bræddegulv. Brædderne på væggene blev i 1993-94 beklædt med gipsplader. I det nuværende garderobeskab i stueetagen var der oprindeligt indrettet forrådskammer.

Over alt i villaen var døre og karme oprindeligt malet mat grønne, medens væggene i stuerne var beklædt med lodrette lister for cirka hver halve meter og sølvgråt, grønt og rødt tapet med forskellige mønstre. Lofterne havde naturligvis stuk og var kalket hvide. Rester af tapetet blev fundet da rummet under den gamle veranda blev udgravet i 1996.

På første sal var værelserne placeret.

Lige for enden af trappen - i det nuværende badeværelse - lå pigeværelset. Det største værelse, der havde udgang til den ikke længere eksisterende altan, var gæsteværelset eller altanstuen, som rummet også blev kaldt.

På modsatte side af gangen lå de to soveværelser, der havde en dør imellem sig. For enden af gangen lå to garderobeværelser, hvortil der var adgang fra henholdsvis altanstuen og det ene soveværelse. Fra det andet soveværelse var der adgang til anden sal via et lille garderobeværelse, der lå over hovedindgangen. Væggen på gangen langs trappen op til anden sal var beklædt med brædder ligesom på stueetagen.

Alle værelserne havde brændeovn, hvilket også må havde været nødvendigt, idet alle vinduerne i huset kun var forsynet med enkeltlags glas. I modsætning til i stuerne havde værelserne kun kalkede vægge, men havde dog stuk i alle lofterne.

Man havde som det ses ingen badeværelser dengang, og den daglige vask foregik på værelserne, hvortil der dagligt blev bragt varmt vand.

Anden salen blev oprindeligt kun brugt som tørrerum. Det var nemlig dengang nødvendigt med et indvendigt tørrerum, idet sod- og røgudviklingen fra de gamle damplokomotiver var ødelæggende for hvidvaskede lagner.

I kælderen var vaskerummet placeret under køkkenet, og under spisestuen var rullekælderen beliggende. Fra vaskerummet var der også dengang en trappe op til gården, og i det modsatte hjørne af rummet stod gruekedlen.

På den anden side af gangen lå tre rum. Set fra trappen var der et viktualierum, en vinkælder og et brændselsrum. Til arealet under verandaen var der kun adgang fra haven, og dette rum, der kun var halvt udgravet, blev brugt til opmagasinering af haveredskaber og frugter m.v.

Oprindelig lå Villa Mowgli i første række mod vandet. Øst for huset, på den anden side af banen mod kysten, var der kun skov og strand, og skråt i retningen mod kysten lå kun Travbanen, der var blevet bygget i år 1891.

Senere er der i området mod vandet blevet bygget en række huse - så nu må man nøjes med at høre skibenes tågehorn, når der er dårligt sigt.

Datidens typehus

Der er i slutningen af 1800-tallet blevet bygget mindst to andre villaer, der er stort set magen til ejendommen på Gudrunsvej 22B. Villaerne er alle tegnet af arkitekt Viggo Woldbye og er beliggende i Gentofte Kommune.

Viggo Woldbye blev født i Aarhus den 18. oktober 1868 og har bl.a. opført Sakramentskirken med den tilhørende Sankt Josephs Skole (nu Sankt Ansgars Skole) på Nørrebrogade 27 i København, ligesom han sad i en rækker bestyrelser i selskaber indenfor ejendomme og byggeri.

Ud over villaen på Gudrunsvej ligger der en på Ejgårdsvej 28 (matr.nr. 3ey Ordrup) og en på den nuværende Prinsesse Alexandrines Allé 9 (matr.nr. 2bu Bernstorff). Villaerne på Ejgårdsvej og Gudrunsvej er opført af murermester Nicolaj William Petersen, medens villaen på Prs. Alexandrines Allé er opført af murermester O. Larsen.

Villaerne adskiller sig fra hverandre ved forskellige trappeopgange, vinduesplaceringer, udsmykning og rumopdelinger, men det er tydeligt, at det er samme arkitekt, der har stået bag.

Søndag den 14. august 2005 kl. 02:30 om morgenen brændte tvillingehuset på Ejgårdsvej 28. Første og anden sal udbrændte totalt og resten fik alvorlige vandskader. Murene stod dog intakte. Indehaveren, Hans Jørgen Voigt (9. juli 1916 - 14. august 2005), døde af røgforgiftning. Hans Jørgen Voigt, der oprindeligt kom fra Skovshoved, havde været musikanmelder ved Berlingske Tidende, lærer i retorik og havde ejet ejendommen siden den 7. juni 1941.

Det var et trist syn at se den smukke gamle villa indhyllet i høje flammer, medens røgdykkere forgæves forsøgte at redde beboeren. Villaen blev senere overtaget fra dødsboet af Stig Rosenkranz Pedersen og genopført i den nuværende gennemrenoverede version.

Midlerne fra boet efter Hans Jørgen Voigt overgik i 2007 til ”Fonden Redaktør Hans Voigts mindelegat”, der støtter mandlige sangere i begyndelsen af deres karriere.

Ansøgning om opførelse af villaen på Gudrunsvej 22 er som tidligere anført dateret den 29. september 1898 og er formentlig således den senest opførte villa, idet ansøgning om opførelse af de to andre villaer daterer sig til henholdsvis den 28. marts 1897 og den 12. august 1898. Det vil derfor være nærliggende at tro, at de to første villaer blot var forstudier til villaen på Gudrunsvej - alle gode gange tre !

Det menes, at der i Helsingør også skulle have ligget en villa magen til de tre villaer i Gentofte Kommune. Det fortælles imidlertid, at denne villa er nedrevet igen.

I 2006 blev Villa Mowgli erklæret bevaringsværdigt, hvilket medførte at huset ikke fremover må ændre udvendig karakter uden kommunens godkendelse. Dette gælder specielt farver, døre og vinduer. Der medfulgte desværre ingen skattelettelser eller lignende. Endvidere ændrede kommunen ved samme lejlighed lokalplanen så kun ejendomme med grunde på over 1.200 kvadratmeter må opdeles i to boliger. Så nu mangler der 19 kvadratmeter, hvis der ikke kan opnås dispensation ved en eventuel senere opdeling.

Navnet Villa Mowgli

Navnet Mowgli stammer fra den indisk fødte engelske forfatter Rudyard Kiplings fortællinger om de forskellige dyr i junglen. I Den ny Junglebog blev historierne om drengen Mowgli, der levede blandt ulve, særligt yndet. Den ny Junglebog udkom på engelsk i 1895 og på dansk i 1898.

Navnet Villa Mowgli optræder første gang i Ordrup Sogns Hus-Register i 1918 - året efter at Christoffer Frode Müller havde erhvervet ejendommen. Men allerede den 1. oktober 1917 ses navnet i kommunens skatteliste.

Det var Christoffer Frode Müllers ældste datter, Ellen Bodil Müller, der - medens hun studerede medicin - fandt på at opkalde villaen efter drengen Mowgli. Hun var meget betaget af historierne i Junglebogen og kom selv - ligesom villaen og den danske udgave af Junglebogen - til verden i 1898.

Navneskiltet på villaens sydside er lavet på Christoffer Frode Müllers fabrik.

I perioden 1963-66 boede der en ung musikstuderende, Klara Helene Friis, i Villa Mowgli. Hun blev i 1966 gift med den 30 år ældre Poul Johan Preben-Hansen, og de købte sammen en villa på Enighedsvej 23B i Charlottenlund. Denne villa blev senere opkaldt efter Villa Mowgli og hedder i dag "Lille Mowgli".

Familien Müller havde også et sommerhus i Asserbo/Tisvilde. Dette hus hed Mowgli II, og blev nedrevet i det år Christoffer Frode Müller døde.

Gudrun - et vejnavn

Oprindelig er området - som tidligere beskrevet - udstykket fra Eigaard, der ved Udskiftningen havde et areal på 65½ tdr. land. I 1888 kaldtes vejen til gården for Eigaardsgade, men ændrede i 1915 navn til Ejgårdsvej, der nu ender ud for Villa Mowgli. Eigaard har sit navn efter "Eiet", der var den kratskov, der af Bernstorff i 1776 blev tillagt Eigaards jorder. Ordet "Eiet" betyder "indelukket".

En anekdote fortæller, at Højesteretssagfører Peter Adler Alberti, der på dette tidspunkt ejede Eigaards jorder, en dag mødte sin kollega, overretssagfører Carl Theobald Valdemar Friis, der deltog i udstykningen af arealerne mellem Lindegårdsvej og den senere Fredensvej. Alberti skulle da have sagt: "Nu har De jo anlagt Valdemarsvej og givet den navn efter Dem selv. Jeg kunne tænke mig at opkalde tre af vejene på Eigaard efter deres døtre". Idéen blev virkeliggjort, og Carl Theobald Valdemar Friis, der i 1896 købte dele af området, gav tre af vejene navnene Sigridsvej, Valdborgsvej og Gudrunsvej efter sine tre døtre.

Et billede, der indeholder udendørs, sne, træ

Automatisk genereret beskrivelse

Billede fra 1919 af Gudrunsvej med Villa Mowgli i baggrunden. Børnene er

Agnete Fog og hendes fætter Henrik. Agnete Fog boede Gudrunsvej 16.

Gudrun Elisabeth Julie Friis (18. oktober 1889 - 1937) – senere gift Hjortsø - lagde således i 1898 navn til Gudrunsvej, der oprindelig kun gik mellem den nuværende Engmosevej og den nuværende Henrik Hertz Vej. Engmosevej hed fra 1896 til 1928 Knudsvej og Henrik Hertz Vej hed fra 1900 til 1921 Sigridsvej opkaldt efter datteren Sigrid Antonie Friis (19. juli 1891-1965) – senere gift Ullstad.

Fra 1921 blev navnet Gudrunsvej benyttet helt til Fredensvej, der fra 1900 til 1902 mellem Ejgårdsvej og den daværende Knudsvej hed Valdborgsvej efter datteren Valborg Vilhelmine Kirstine Friis (8. maj 1887) – senere gift Schierbech.

Hvilken Knud, der lagde navn til Knudsvej vides ikke, og ingen i hverken familien Alberti eller familien Friis bærer dette navn.

Skellene mellem Eigaards, Skjoldgaards og Lindegaards jorde.

Vejstykket mellem den oprindelige Gudrunsvej (fra Engmosevej) og Fredensvej (hvor Norasvej på det tidspunkt gik til) var allerede blevet anlagt i 1900 og hed indtil navneændringen i 1921, Eriksvej. Eriksvej var oprindeligt blevet udstykket fra Skjoldgaards jorder og havde derfor ikke fået navn efter Gudrun. Af ovenstående billede ses skellinjen midt på den nuværende Gudrunsvej, samt placeringen af Eigaard og Lindgaard. Skellinjen forklarer hvorfor Gudrunsvej 10 og Gudrunsvej 12 har næsten trekantede grundstykker.

Kort fra Københavns Vejviser 1912.

I forbindelse med navneændringen i 1921 blev der lukket af for kørende trafik mellem Fredensvej og Gyldenlundsvej, og viadukten under togsporene blev etableret. Ved samme lejlighed fik samlingspunktet mellem Fredensvej og den nye del af Gudrunsvej navnet Fredens Plads, hvilket blev annonceret i Kjøbenhavns Amts Avis den 13. januar 1920. Sporovergangen ved Villa Mowgli ”skulle holdes åben under viaduktanlæggets udførelse for at skabe en passende adgangsvej”.

Valdemarsvej, der i 1888 var blevet opkaldt efter faderen, overretssagfører Carl Theobald Valdemar Friis, skiftede i 1928 navn til den nuværende Friservej efter Hans Christian Frederiksen (11. november 1840 – 10. marts 1921), der grundlagde Ordrup Gymnasium og blev kaldt Friser. Carl Theobald Valdemar Friis fik en søn i 1893 som han så meget belejligt navngav Valdemar.

Navneændringerne gav naturligvis anledning til megen diskussion, og blev ivrigt debatteret i Villabyernes Blad, hvor mange spændende forslag blev frembragt.

Gudrunsvej er, som det ses, den eneste vej, der har overlevet de oprindelige vejnavne.

Kraks kort anno 2016 – cykelbanen er nu væk og Ordrup Bibliotek er kommet til.

Langt op i 1900-tallet var Gudrunsvej en privat grusvej med grøfter uden asfaltering og fortov.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Referat af møde i Gentofte Sogneraad den 26. januar 1915

fra Distriktsbladet den 28. januar 1915.

I 1915 overgik strækningen fra Henrik Hertz Vej, til skellet mellem Ejgaard/Skjoldgaard, til offentlig vej, og i 1919 overgik den resterende del af vejen til offentlig vej. I 1974-75 blev den asfalterede kørebane udvidet fra 5,7 meter til 8,5 meter.

Vejskiltet overfor Villa Mowgli.

Områdets nuværende vejskilte er designet af arkitekt, designer og bogtrykker Knud V. Engelhardt (1882-1931) i 1920'erne. Noget særligt ved skiltene er at alle prikkerne over j'erne i ”vej” er små røde hjerter. Knud V. Engelhardt har haft stor betydning for dansk industrialiseret design og hans livsværk er optaget i Kulturkanonen. Før man overgik til Knud V. Engelhardts skilte, var kommunens vejskilte blot lavet af træ uden en ensrettet designpolitik. Den 24. maj 1922 modtog Knud V. Engelhardt Kunstakademiets Rejsestipendium på to gange DKK 2.000 sammen med Aage Rafn, der som nævnt tegnede tilbygningen af Villa Mowgli i 1936. Igen er verden lille.

I 1923 udformede Knud V. Engelhardt også den meget karakteristiske plakatsøjle med det store hætteagtige cirkulære tag og en runding forneden. De skulle stadig være opstillet 27 forskellige steder i kommunen. Søjlerne er lavet i jernbeton og rundingerne forneden udformet for at forhindre ”skidtsamlehjørner” og for at undgå at hunde letter ben op af søjlerne. En af plakatsøjlerne er opstillet ved Fredens Plads. I 1923 blev søjlerne omtalt som ”kineserhatte” i Villabyernes Blad, der fortalte at der i kommunen skulle opstilles i alt 30 styk.

Plakatsøjlen ved Fredens Plads.

Matrikelnummeret

Ejendommens primære matr.nr., litranr., ejerlav, sogn og herred er 3eh af Ordrup by og sogn, Sokkelund Herred. Grunden, Gudrunsvej 22, er som tidligere beskrevet oprindeligt udstykket fra Eigaard (hovedejendommen), der havde matr.nr. 3a af Ordrup by og sogn. De øvrige gårde der deltog i lodtrækningen, fik henholdsvis matr.nr. 1a, 2a osv. Efterhånden som Eigaards marker er blevet udstykket i mindre og mindre parceller er der blevet benyttet flere og flere bogstaver i forskellige kombinationer.

Opdelingen af fast ejendom i matrikler blev med det nuværende system påbegyndt i Danmark i 1844, men allerede i 1662 blev der lavet et matrikelsystem til opkrævning af skatter.

Benævnelsen "herred" er Danmarks ældste landskabsenhed og var formentlig indtil vikingetiden landets opdeling i militærdistrikter. Opdelingen benyttes stadig og danner således endnu grundlaget for de nuværende underretskredse. Man støder første gang på herreder i Knud den Helliges gavebrev fra 1085, og i Kong Valdemars Jordbog fra omkring 1231 var hele Danmark inddelt i cirka 200 herreder. Men herreder er sikkert meget ældre.

Et billede, der indeholder kort

Automatisk genereret beskrivelse

Matrikelkort fra 1894 udarbejdet i forbindelse med udstykningen af Eigaard (matr.nr. 3a).

Bemærk Eigaards placering, vejen over togsporet og kirkepladsen.

Fra ældgammel tid har området hørt til halvherredet Sokkelund, medens de landsbyer, der lå i den snævre ring om "Havn" – det senere København - dannede Støvnæs halvherred. Tidligt i Valdemars-tiden er disse to halvherreder lagt sammen til det, som Saxo kaldte for Støvnæs herred. Senere blev navnet på det nordlige halvherred imidlertid benævnelsen for hele herredet under navnet Sokkelund Herred.

Først den 20. september 1967 indførte man postnumre i Danmark.

Vejens oprindelige beboere og de første lejere

Omkring århundredeskiftet blev Gudrunsvej (og Eriksvej) beboet af mange fine godtfolk. Oprindelig var det kun højre vejside (mod banen) der var delvis bebygget og dermed nummereret. De ubebyggede grunde og den ubebyggede venstreside var i mange år kun benævnt med matrikelnumre. Selv flere år efter at der var blevet opført ejendomme optrådte flere af villaerne unummereret. Dette selvom nummerering af ejendomme var blevet indført ved lov i 1859. Den 23. maj 1922 påbød Gentofte kommunalbestyrelse at alle ejendomme i kommunen skulle forsynes med et husnummer. Argumentet var at det var uheldigt, at man ikke kunne oplyse en præcis adresse i tilfælde af ”ildebrandstilfælde”.

Af godtfolk, der i starten beboede den dengang private vej, kan med fødselsår og i spredt orden nævnes murermester Nicolaj William Petersen (28. juli 1856) og husmoder Amalie Louise Petersen (30. juni 1856) i nr. 10, papirhandler Julius Otto Hannibal Müller (8. juni 1853) og husmoder Georgia Rothine Müller (11. november 1856) i nr. 16, justitsråd og sekretær ved Kong Frederik den 7. Stiftelse for Pigebørn Lauritz Hans Diderik Lange (21. august 1842) og husmoder Fanny Eugine Lange (26. oktober 1841) i nr. 14, kontorist og senere manufakturgrossist Henry Marcus Frederik Tim Olsen (6. maj 1866) og husmoder Ebba Oluffa Olsen (8 juli 1873) – begge tog senere navneforandring til Timmol - i nr. 20, ingeniør Georg Carl Jochumsen (16. juli 1871) og husmoder Emily Jochumsen (10. april 1872) i nr. 26, enkemand, pædagog, forfatter, grosserer, justitsråd og tidligere bestyrer af Grüners Handelsakademi Albert Kaarup (27. november 1826) i nr. 13, tandlæge Adolph Frederik Frithioff Fleischer (1. august 1858) og husmoder Johanne Mariane Fleischer (27. juli 1855) i nr. 18, fabrikant, cand. pharm. forfatter til bl.a. operetten Molboerne, forlagsleder, udgiver af Illustreret Tidende og bl.a. direktør for teatrene Panoptikon og Casino Hermann Petersen – tog i 1898 navneforandring til Hermann-Petersen - (12. februar 1862) og husmoder Karen Marie Petersen (2. maj 1862) i nr. 1, arkitekt og tømmermester Severin Andreas Jensen (12. september 1845) og husmoder Thalia Wilhelmine Florentine Jensen (26. august 1851) ligeledes i nr. 1, handelsfuldmægtig Hans Ludvig Emil Steffensen (5. november 1841) og husmoder Andrea Sophie Christine Steffensen (2. oktober 1842) i nr. 18, grosserer og broderihandler Julius Adolph Levy (11. marts 1842) og husmoder Henriette Emilie Levy (28. september 1844) i nr. 12, fuldmægtig i finansministeriet, cand. jur. Vilhelm Marcel Benzon Bang (1. september 1846) og husmoder Louise Vieth Bang (8. november 1861) i nr. 30, dr. phil., bestyrer af De Brockske Handelsskoler (nu Niels Brock) og senere ridder og folketingsmand for højre Hans Larsen Møller (8. april 1861) og husmoder Mariane Louise Elisabeth Nieuwenhuis Møller (13. august 1867) i nr. 13, og particulier og tidligere restauratør og værtshusholder Haagen Thulin (27. april 1828) og husmoder Anna Benthine Margrethe Thulin (13. juli 1858) i nr. 8.

Udsnit af Hus-Register – Ordrup sogn fra 1898.

Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse

Udsnit af Kraks Vejviser – Ordrup sogn fra 1906.

Oprindelig lejede mange folk sig ind i villaerne, medens det var de murer- og tømrermestre, der havde opført ejendommene, der var de juridiske ejere. De velbeslåede københavnere kunne således - sammen med tyendet og hele deres familie - flytte ud på landet i primært sommerhalvåret. I folketællingerne er således til tider anført at adressen er ”ubeboet for vinteren”.

Kravene til plads var mindre end i dag, og en villa på vejen kunne enkelte gange bebos af 10-11 personer inkl. tyende. På Gudrunsvej 18 boede for eksempel to forældre, syv børn og to tyende, ligesom der i nr. 10 boede to forældre, seks børn og to tyende. Rekorden var nok i 1901, hvor der boede 17 personer i den senere Villa Mowgli.

Også Gudrunsvej 22 blev i de første år lejet ud af murermester Nicolaj William Petersen. De første kendte lejere af sommervillaen – som opført i byens vejvisere eller i folketællingerne - var følgende personer:

Pensioneret kaptajn og botaniker, baron Heinrich Franz Alexander von Eggers og sønnen exam. pharm., baron Frederik Christian von Eggers i 1900-1901. Viktualiehandler Gotfred Bertil Conrad Jacobsen i 1901-1903, pensioneret kommandør og kontreadmiral Carl Adolph Garde i 1905-11. Admiralinde Agnes Marie Garde i 1912. Direktør Olaf Lassen i 1913-1915. Vexelmægler Carl Frederik Vilhelm Johansen og forhenværende direktrice Julie Marie Elisabeth Thomsen i 1915-1916. Og godsejer C. Nørgaard i 1916-1917.

Et billede, der indeholder tekst, avis, Font/skrifttype, kvittering

Automatisk genereret beskrivelse

Berlingske Politiske og Avertissementstidende fra 19. maj 1900, hvor Villa Mowgli

og andre af murermester Nicolaj William Petersens ejendomme udlejes.

Det er ikke muligt at sige præcist hvornår den ene familie flyttede ind og den næste ud, men nedenfor er en kort beskrivelse af de forskellige lejere, der boede i Villa Mowgli i perioden, hvor ejendommen virkede som udlejningsbolig.

Familien Eggers (i perioden 1900-1901)

Et billede, der indeholder person, mand, væg, bærer

Automatisk genereret beskrivelse

Baron H.F.A. von Eggers.

Baron Heinrich Franz Alexander von Eggers kom til verden i Slesvig den 4. december 1844 som søn af politimester, rigsfriherre Oluf Friedrich Fritz von Eggers og Anna Magdalene Evers. Heinrich Franz Alexander von Eggers var rigsfriherre, officer og botaniker. Heinrich Franz Alexander von Eggers gik på Odense latinskole i perioden 1858-62 og deltog som officersaspirant i felttoget i 1864. Efter krigens slutning indtrådte han i et østrigsk korps af frivillige der i 1865 ankom til Mexico for at støtte kejser Maximilian. Han blev fanget ved Oajaca i oktober 1866 og løsladt igen i april 1867, hvorefter han berejste det sydlige Mexico. Sine oplevelser har han skildret i Erindringer fra Mexico, der udkom i 1869. I 1868 indtrådte han i den danske hær som sekondløjtnant og fortsatte i 1869 i den dansk-vestindiske hærstyrke med garnison på St. Croix og St. Thomas. I 1870 blev han premierløjtnant og i 1878 blev han kaptajn. I 1885 stoppede han i militæret, men på St. Croix havde han fået interesse for øens rige planteverden.

Han udgav en flora for øen og havde en mangeårig korrespondance med den kendte danske botaniker og professor ved Københavns Universitet, Johannes Eugenius Bülow Warming. Warming stimulerede ham til at udvide det botaniske arbejde og hjalp ham med udgivelsen af hans St. Croix's Flora, der i 1879 også blev udgivet på engelsk i Washington. Heinrich Franz Alexander von Eggers var efter sigende en fremragende plantesamler, og fra 1880 solgte han herbarieplanter til de fleste større botaniske museer – her i blandt også til Botanisk Have i København. Sit materiale indsamlede han under talrige ekskursioner til omtrent alle de vestindiske øer i årene 1880-90, hvor bl.a. Carlsberg Fonden i 1888 støttede hans rejse til St. Domingo, Cuba og Bahamasøerne. Han var en fremragende kender af Vestindiens planteverden og har i forskellige tidsskrifter skildret flere af øernes vegetation, ligesom han publicerede nogle biologiske og systematiske afhandlinger. Fra 1887 bosatte han sig i Danmark, men i 1891 rejste han igen til Vestindien og Venezuela. I 1893 slog han sig ned i Ecuador, hvor han købte en hacienda, El Recreo, som han drev til 1897, hvor han flyttede til Gentofte kommune. Heinrich Franz Alexander von Eggers var en af de internationalt bedst kendte plantesamlere fra hvem også vores eget botaniske museum har modtaget store samlinger. En planteslægt opkaldt af den engelske botaniker I.D. Hooker kaldes Eggersia efter Heinrich Franz Alexander von Eggers.

Heinrich Franz Alexander von Eggers døde den 14. maj 1903 i Leipzig, men nåede i 1900-1901 at bo i Villa Mowgli sammen med sin hustru, Mathilde Camilla, født Stakemann, med hvem han var blevet gift på St. Croix den 7. juni 1873. Parret fik syv børn, hvoraf tre døde i en tidlig alder. I Villa Mowgli boede kun børnene Frederik Christian (1877), Magda (1881) og Antoinette Marie Mathilde (1884). Prisen for at leje Villa Mowgli lå på dette tidspunkt på DKK 600,00 pr. halvår. Inden de flyttede til kommunen i september 1896, boede de i Vendersgade 3 i København.

Som en lille bonusoplysning kan det nævnes, at det sidste barn, Olga Antoinette (1875), var en kendt dansk forfatter, journalist, socialdemokrat og kvindesagsforkæmper. Hun blev i løbet af 1930'erne nazist og overbevist antisemit. Hun døde i Vestre Fængsel den 17. maj 1945, og var blandt de første, der blev interneret af modstandsbevægelsen efter befrielsen i 1945. Kun fem år gammel var Olga blevet sent hjem fra St. Thomas på grund af et brækket ben og var kommet i pleje hos slægtninge på Falster. Resten af livet havde hun kun perifer kontakt til sine biologiske forældre og søskende. Der er skrevet afhandlinger og bøger om Olga Eggers, men kort fortalt kan man nok konstatere, at hendes noget forkvaklede liv skyldes en meget streng far og tante.

Mathilde Camilla Eggers var datter af viceguvernør, etatsråd Johan August Stakemann (1805-1891) og Mary Jane Aarestrup (1819-1874), og blev født på St. Croix den 22. februar 1848. Hun døde i Viborg den 7. januar 1928.

Som det ses ovenfor, var den ældste søn, Frederik Christian von Eggers, og ikke moderen, nævnt som lejer, hvilket vel var helt naturligt på den tid.

Frederik Christian von Eggers giftede sig den 27. april 1907 med Rigmor Schrøder og flyttede senere ind hos svigermoderen på Lindegårdsvej 44 i Ordrup. Senere flyttede ægteparret til Viborg, hvor han blev apoteker. Han dør den 28. december 1943 af nyrebækkenbetændelse.

Familien Jacobsen (i perioden 1901-1903)

Et billede, der indeholder tekst, kvittering, Font/skrifttype, elfenben/elfenbensfarvet

Indhold genereret af kunstig intelligens kan være forkert.

Annonce i Vejviser for Gjentofte-Ordrup, Lyngby og Søllerød Kommuner 1898

Gotfred Bertil Conrad Jacobsen, der boede i Villa Mowgli i 1901-1903, blev født den 29. maj 1857 i København og var viktualiehandler på bl.a Jægersborg Alle 24. Butikken var oprindelig en filialforretning af faderens butik på Gothersgade 48 i København og hed i starten S. Jacobsens Sønners Viktualier og Delikatesser. Der lå også en filialforretning i Hellerup. I 1900 blev hele den københavnske forretning flyttet til Charlottenlund, hvor også en ostebutik blev åbnet.

Gotfred Jacobsen i midten med sønnerne Christian og Gotfred.

Gotfred var gift med Elise Christine Adolphine Jacobsen, født Jørgensen den 10. september 1859 i Næsby ved Præstø. Sammen havde de børnene Jakobine Jacobsen (født 12. oktober 1882), Peter (født 6. januar 1884), Andreas Jacobsen (født 28. juni 1885), Christian Jacobsen (født 1. juni 1887), Gotfred Jacobsen (født 15. juni 1893), Svend Jacobsen (født 10. marts 1895) og Inger Marie Jacobsen (født 26. september 1900).

I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende den 22. og 23. august 1902 kunne man læse at familien i butikken på Jægersborg Allé solgte levende ænder, høns, kyllinger og duer, der kom fra Gudrunsvej 22. Prisen var henholdsvis 150, 125, 60 og 50 øre per styk. Så der var godt gang i både butik og Villa Mowgli, og i skattelisten fra oktober 1901 kan man læse at der boede 10 voksne plus syv børn i villaen – ud over husets herre og hustru, var hustruens enkemor og syv tjenestetyende registreret. Det var ekspeditricer, en pige, en karl, en kusk og en kommis. Der må have været mennesker over alt, men til alt held var der kun registreret 13 personer i villaen året efter, hvor kun en karl og tre ekspeditricer – ud over familien - var registreret.

Den halvårlige leje var uændret DKK 600,00 pr. halvår.

Gotfred Jacobsens viktualieforretning set indefra omkring 1905.

Sønnerne, Christian og Gotfred Jacobsen, overtog butikken efter faderens død den 4. august 1918.

Billede af Gotfred Jacobsens viktualiehandel fra cirka 1920 (postkort).

Ovenfor ses det nu nedrevne hus på hjørnet af Jægersborg Alle og Lindegårdsvej med Gotfred Jacobsens viktualiehandel, som familien ejede fra 1851 til 1970. Forretningen havde også på et tidspunkt adresse i ejendommen Johannelund på Jægersborg Allé 26-28 og i ejendommen Flensborg på Lindegårdsvej 48-52. Ejendomme på hver side af Jægersborg Allé 24.

Familien Garde (i perioden 1905-1912)

Et billede, der indeholder person, gammel, udendørs, militæruniform

Automatisk genereret beskrivelse

Carl Adolph Garde.

Carl Adolph Garde blev født den 5. august 1834 i København, og var søn af Hans Georg Garde, kaptajn i Søe Etaten, og Dorothea Garde, født Mecklenborg. Carl Adolph Garde giftede sig først med Anna Kirstine Simony med hvem han fik fire børn. Da Anna Kirstine dør den 7. juni 1883, gifter han sig den 6. maj 1885 med Agnes Marie Bech, der den 8. december 1851 var blevet født på Frederiksberg. Hun var datter af tømmerhandler og kaptajn i Livjægerkorpset Jørgen Bech og hustru Frederikke Nicoline Mathiesen.

Familien Garde boede på Østerbrogade 5, 1. i København, men flytter i 1902 til en halv villa på Prinsesse Alexandrines Allé 10 i Charlottenlund. Da forholdende blev for små i 1905 flyttede de videre til Villa Mowgli med børnene Elisabeth Gertrud (født 17. december 1871 og af første ægteskab), Otto Valdemar (født 23. februar 1886), Agnes Henriette (født 13. februar 1888), Rigmor Frederikke (født 23. marts 1889) og Paula Irine (født 6. juni 1890). I 1906 var frk. Knudine Agnethe Nielsen tjenestetyende. Hun var født i Herlev den 5. februar 1885. I 1908 flyttede desuden tjenestetyende frk. Karen Marie Jensine Malling ind for at hjælpe. Hun var født i Skanderup ved Skanderborg den 19. december 1890, bliver gift med Anders Marius Pedersen og flytter senere til Næstved, hvor hun dør den 4. august 1974.

Et billede, der indeholder væg, person, indendørs, gulv

Automatisk genereret beskrivelse

Agnes Marie Garde.

Carl Adolph Garde afgår ved døden i Villa Mowgli den 8. juli 1911 efter knap to år med tuberkulose og begraves den 12. juli 1911 på Holmens Kirkegård, hvorefter enken overtager lejemålet af Villa Mowgli. Enkefru Agnes Marie Garde flytter derefter til en lejlighed på Allégade 23 på Frederiksberg.

Carl Adolph Garde nåede inden sit otium i Villa Mowgli at have en række forskellige poster indenfor søværnet.

Han blev således kadet i 1848, og blev i 1849 på sin tur med fregatten Gefion taget til fange i slaget ved Ekemførde, hvor han blev ført til Rendsburg. På grund af sin unge alder blev han frigivet og samme år udkommanderet med linjeskibet Skjold. Han var i 1850 ude at sejle med fregatten Thetis, og blev sekondløjtnant i 1854. I krigen i 1864 var han næstkommanderende på krydseren Fylla, der forestod blokaden af Swinemunde og Danzig. Efter krigen var han i en periode ansat på et postdampskib, og i 1869 blev han næstkommanderende på Korvetten Thor, der sejlede til Amerika og Vestindien. På turen døde chefen, hvorfor han overtog chefposten. Han sad i bestyrelsen for Det Forenede Dampskibsselskab og blev stået til ridder i 1870. Et par år efter blev han næstkommanderende ved krydstoldvæsenet og i 1873 udnævnt til kaptajn. I 1874 var han adjudant hos marineministeren, og i 1876 næstkommanderende på Fregatten Jylland, der førte den danske og græske kongefamilie til Rusland. I 1881-1882 var han chef for briggen Ørnen. Endelig blev han i 1884 chef for Kongeskibet Dannebrog, hvor han lærte kongen og kronprinsen at kende, og i 1885 udnævnt til kommandør. Han sluttede sin karriere af med at være stabschef hos viceadmiralen i 1886-89, flagkaptajn i Eskadren i 1886-89 og chef for Krydserkorvetten Valkyrien i 1888-1890.

Medens han boede i Ordrup, sad han som næstformand i det lokale menighedsråd, hvor han bl.a. arbejdede for at Skovshoved skulle have sin egen menighed og præst. ”Ogsaa i økonomisk Henseende gik han i Spidsen indenfor Menigheden. Han var saaledes bl.a. Ophavsmanden til den saakaldte 10 Øres Indsamling i Ordrup, ved hvilken der i de senere Aar er indsamlet ikke ubetydelige Beløb til kirkeligt Arbejde”, som der stod i hans nekrolog den 13. juli 1911 i Politikens Distriktsblad. En lang og fin karriere.

Efter at villaen havde stået tom i 1904, blev den halvårlige leje nedsat til DKK 500,00 fra 1905 til 1908, men så måtte lejen også stige med DKK 50,00 om året fra 1909.

Gardes Allé i Hellerup er opkaldt efter sønnen læge Carl Frederik Garde (15. februar 1868 – 21. januar 1908) fra første ægteskab, der var svigersøn til grosserer Dethlef Albert Heinrich Ohlsen (27. februar 1840 – 18. september 1913), der i årene 1895 til 1913 ejede landstedet Øregaard.

Familien Lassen (i perioden 1913-1915)

Emaljeskiltsreklame for Olaf Lassen.

Direktør Olaf Lohrens Lassen boede i Villa Mowgli i 1913-1915 sammen med sin hustru Johanne Magdalene Lassen født Møgelgaard, og deres datter, Lilli Irmelin Lassen, der var født den 21. marts 1911 i København, samt sønnen, Olaf Lassen, der blev født den 2. august 1912 i Skovshoved. Den 19. april 1919 kom sønnen Poul Olaf Lassen også til. Olaf Lohrens Lassen blev selv født den 4. august 1879 i St. Magleby, og var den 1. juni 1910 blevet gift med Johanne i Vor Frue Kirke. Johanne blev født den 25. november 1878 i Vor Frelser sogn. Hun boede som ung i Ovengaden Neden Vandet 27, og var søster til Peter Ludvig Møgelgaard, der var en kendt dansk postkortkunstner, der til tider benyttede pseudonymerne W. Krogh og Hans Hollberg.

Olaf Lohrens Lassen, der var lægesøn og oprindeligt blev døbt Lohrens-Lassen, var uddannet kontorist og dampskibsekspeditør fra Prahl Dampskibs-Expeditionen. Senere blev han uddannet i Amerika og England. Han var en særdeles aktiv herre og ejede en række selskaber og agenturer, der alle beskæftigede sig med udvandring, spedition, toldklarering og pakkeforsendelser til hele verden. Han var valgt som udvandringsagent for en række lande – bl.a. generalagent for Canadian l’acifie. Som eksempel på nogle af hans mange selskaber og agenturer kan nævnes Australian Victoria Government Agency, America-Canada-Expedition, Dominion Express Company, Royal Mail S.P. Co., Nelson Line, Dominion Express Co., Great Eastern Railway, Dampskibsekspedition og Dansk Rejsebureau, Canadian Pacific, Aktieselskabet Danske Rejsebureau, Engelsk Importhus, Aktieselskabet Nordisk Rejsebureau og ikke mindst hans hovedselskab Olaf Lassen & Co, hvor hans bil var registreret (reg.nr. K7058). De fleste selskaber og agenturer havde til huse i Nyhavn 19, men han havde også afdelinger på Amagertorv 24, i Esbjerg og i Centralbanegaardens Ankomsthal (i den nuværende Hovedbanegård i København).

Privat boede familien i en årrække i Bredgade 68, 2. sal (efter 1932 er husnummeret ændret til 76), hvor de sikkert mange gange har spist på Cafe Petersborg, der siden 1700-tallet har ligget i ejendommen. Inden de flyttede til kommunen, boede de i Peder Skramsgade 12 i København og på Strandvejen 353 i Skovshoved.

I 1913-1915 var lejen steget til DKK 1.300,00 pr. år.

På trappestenen til Nyhavn 19 ses stadig hans indridsede reklame.

Trappesten til Nyhavn 19 – C P R (Canadian Pacific Railway) / Canada-Amerika.

Den danske udvandring til bl.a. Amerika, Canada og Australien i årtierne omkring 1900 afspejles også i tidens reklamer. Ovenfor ses et af hans emaljeskilte, der reklamerer for billige billetter til Australien. Udover billetter til Amerika, Canada og Australien, reklamerede Olaf Lassen med billige billetter til Afrika, Brasilien, Argentina, Mexico, Kina og Japan. I avisreklamer i den svenske avis Kalmar ses at han i 1913 også solgte billetter til vort kære broderfolk, ligesom det i en australsk avis fra Melbourne den 15. maj 1911 er nævnt, at han er udnævnt til agent i forbindelse med at få danske landmænd til Australien. I Polen havde han kontor på Stadtgraben 8 i Danzig (Gdansk) og i Stettin på Splittstrasse 2, og i Tyskland havde han kontor på Alsterdamm 10 i Hamburg og på Fredrichstrasse 86 i Berlin under navnet Olaf Lassen & Company og Reiselassen. London kontoret lå på Camomile Street nr. 10.

Vejledning for Rejsende til Canada og Amerika.

Ifølge bogen ”Vejledning for Rejsende til Canada og Amerika” som Olaf Lassen udgav i 1915, kunne de dobbeltskruede dampere ”Atlanterhavets Dronninger” fra Canadian Pacific gøre turen over selve Atlanten på 3 dage, 18 timer og 45 minutter. Og det var da forholdsvist hurtigt for en fattig dansker at komme til Canada eller USA og få noget gratis land. Et eksemplar af ”Vejledning for Rejsende til Canada og Amerika” findes på Det Kongelige Bibliotek.

Når det krævede nogle gode reklamer, skal det måske lige nævnes at dampskibet The Empress of Ireland fra Canadian Pacific den 29. maj 1914 sejlede ind i et norsk skib tæt på Quebec og sank på sølle 14 minutter. 1.012 mennesker omkommer ved den lejlighed. Og alle husker nok også Titanic fra rederiet White Star Lines, der sank natten mellem den 14. og 15. april 1912, og hvor mere end 1.500 mennesker mistede livet. Men i perioden fra midten af 1800-tallet op til ca. 1915 udvandrede godt 300.000 danskere, svarende til ca. 10% af befolkningen – så der var nok potentielle kunder at tage af.

Oluf Lassens kontor i Nyhavn 19.

Den 28. juni 1922 afgik Olaf Lohrens Lassen ved døden på Sankt Josephs Hospital efter en hjerneblødning - kun 42 år gammel. Han blev allerede begravet på Garnisons Kirkegård den 1. juli 1922, og efterlod sig en enke og tre børn på henholdsvis 3, 10 og 11 år.

Ifølge Handelsregisteret fra januar 1923 trådte firmaet Olaf Lassen & Co. herefter i likvidation og overretssagførerne Peter Valdemar Sandholt (bestyrelsesmedlem) og Frederik Wolff blev indsat som likvidatorer. En række af de øvrige selskaber blev videreført og udviklede sig positivt. Bl.a. blev Aktieselskabet Danske Rejsebureau, der var blevet stiftet i 1918, senere til Samson Transport, der i 1997 blev overtaget af DSV. Da udvandringen til USA, Canada og Latinamerika ebbede ud efter 1. verdenskrig, blev der ledig kapacitet på passagerskibene, der i stedet skabte grobund for vækst i turist- og selskabsrejserne.

Familien Johansen og Thomsen (i perioden 1915-1916)

Carl Frederik Vilhelm Johansen, der var registreret beboer i Villa Mowgli i 1915-1916, var vekselmægler og drev i en årrække firmaet Vekselmægler C. Johansen beliggende Ved Stranden 6 i København. Han blev født i Helligånd sogn i København den 20. juli 1860 som søn af urtekræmmer Carl Julius Ferdinand Johansen (1816-1861) og klasselotterikollektrice Emma Louise født Damm (født 1. februar 1829).

Ifølge en avisannonce fra den 28. november 1915 i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende startede lejemålet den 1. december 1915. Det fremhæves i annoncen at villaen er moderne udstyret med to WC, stor have, muret veranda, elektrisk lys og låge ud til jernbanestien. Villaen kunne lejes helt eller delvist møbleret.

Det er i folketællingen fra februar 1916 oplyst, at han var gigtsyg og vekselmægler uden forretning. Det fortælles endvidere, at ”de afdrag og renter han skulle modtage af overdragede driftsmidler trods løfte ikke blev udbetalt, hvorved meget var tabt”. Fra 1914 kaldte han sig forhenværende vekselmægler, hvorfor han formentlig har solgt sin forretning på dette tidspunkt. Han havde dog beholdt sin bestalling som vekselmægler. Man skulle nu betale DKK 1.400,00 i leje om året, men udlejer anfører i skattelisten at han kun har modtaget DKK 900,00 i forskud. Carl Frederik Vilhelm Johansens formue blev i 1916 opgjort til DKK 47.000,00, hvorfor han ikke har været helt uden midler.

Allerede i 1897 havde Carl Frederik Vilhelm Johansen økonomiske udfordringer, og blev indstævnede for pengeafpresning. Han blev dog frikendt selv om retten fandt hans forklaring meget lidt troværdig. I 1901 blev han i Højesteret dømt til at betale DKK 4.655,56 til Frk. Sophie Langeland. Han var allerede den 19. februar 1900 blevet dømt til at betale beløbet af Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Sagen udsprang af at han i 1885 havde udstedt et gældsbrev som han ikke længere synes at han skulle afdrage på.

Datidens aviser beskrev ”Vexelmægler Johansen” som en særdeles veltalende mand med ualmindelige flydende talegaver. Således kunne Folketidende den 6. november 1896 beskrive hvordan ”han i Højesteret havde holdt et foredrag som varede det meste af formiddagen, og som var ved at gøre de høje dommere fortvivlede p.g.a. hans skybrud af talstørrelser, obligationspålydender, rentesummer, gebyrer, udgifter, lån, forskud og så fremdeles”. Sagen drejede sig om en enkefru Harboes millionbo, hvor han på sin afdøde brors vegne ønskede et forskud til moderen og sig selv. Endvidere mente han at kuratorerne i boet havde handlet svigagtigt. Sagen faldt dog ikke ud til hans fordel og han og moderen måtte betale sagens omkostninger på DKK 300, hvoraf DKK 80 var til retten for unødigt at trætte dem.

Han førte altid selv sine sager og i datidens aviser blev han omtalt som ”en kendt københavnsk forretningsmand som i adskillige år havde haft sin gang i snart Hof- og Stadsretten og snart i Højesteret”. Ifølge aviserne lå han nemlig altid i proces med nogen, tabte altid sine sager ved Hof- og Stadsretten, appellerer altid til Højesteret, hvor han altid havde samme skæbne”. I Jyllands-Posten den 7. november 1900 omtales en af hans mange sager som endnu en ”selvmordssag”, hvor den eneste spænding i sagen ville blive hvor høje bøden ville blive denne gang. Han nægtede ofte at betale bøderne og i 1900 måtte Kongens Foged løse problemet.

Moderen, enkefru Emma Johansen, måtte som 73-årig også en tur i Højesteret i 1902, da hun havde svært ved at betale de sidste DKK 1.920,36 ud af i alt DKK 14.000 som hun skyldte. Kongens Foged havde fået inddrevet differencen fra sønnen bankassistent i Privatbanken Albert Henrik Pohlmann Johansens dødsbo (20. oktober 1858 - 20. juli 1896), hvor hun var enearving. I denne sag måtte Carl Frederik Vilhelm Johansen, der virkede efter fuldmagt fra moderen, betale en bøde på DKK 200 for unødigt at trætte højesteret. Hertil kom en betaling på DKK 50 til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse for usømmelig skrivemåde.

På trods af økonomiske udfordringer og et skrantende helbred køber Carl Frederik Vilhelm Johansen i foråret 1916 en villa på Gersonsvej 3 i Hellerup for den nette sum af DKK 22.000. Desværre afgår Carl Frederik Vilhelm Johansen ved døden allerede den 18. maj 1916 kun 55 år gammel – og endnu inden skødet var blevet lyst. Han dør af nyrebækkenbetændelse og koldbrand på Gersonsvej, men når at blive kremeret inden handlen bliver endelig gennemført og ejendommen ender derfor i hans dødsbo.

Også efter hans død opstår der juridiske tvister, idet han knap en måned inden sin død når at oprette en kodicil til et testamente fra den 15. august 1903, hvor arven efter ham - i stedet for til en række velgørende foreninger – nu skal gå til ”Klasselotterikollektrice Emma Johansen, født Dam, og Sønners Legat”. Ni velgørende foreninger følte sig snydt og stævnede uden held hans dødsbo.

Carl Frederik Vilhelm Johansen boede op til sin død til leje i Villa Mowgli sammen med forhenværende direktrice Julie Marie Elisabeth Thomsen, der ejede Parisiana og den 18. november 1898 havde etableret aktieselskabet Parisiana. Han var ugift og hun var fraskilt.

Parisiana på verdensudstillingen i Paris sommeren 1900.

Parisiana var en butik på Tordenskjoldsgade 14, 3. sal i København, der bl.a. handlede med dame konfektionsartikler, kniplinger, kjoler, kostumer og lingeri. Forretningen var med på verdensudstillingen i Paris i 1900, hvor den modtog en sølvmedalje i kategorien ” Industries de la confection et de la couture pour hommes, femmes et enfants” for deres ”Beklædningsgjenstande samt vævede og syede Arbeider, og Udvalg af Rober og Kostumer”. Inden omdannelsen til et aktieselskab lån forretningen på Niels Juelsgade 4, 1.

Aktiekapitalen i selskabet var fuld indbetalt og på hele DKK 100.000, hvilket har været en anselig sum i 1898. Aktierne lød på DKK 1.000 pr. styk og kunne noteres på navn, hvis det blev ønsket. I selskabets bestyrelse sad Johan Christian Georg Howitz, Carl Frederik Vilhelm Johansen og Julie Marie Elisabeth Thomsen selv. Johan Christian Georg Howitz var cand.polyt. og kendt for sin viden indenfor gas. Han anlagde således Københavns Kommune første gasværk - Vestre Gasværk - og blev i 1857 dets første bestyrer.

Julie Marie Elisabeth Thomsen var født Buchardt den 26. juni 1863 på Frederiksberg, hvor faderen, Ferdinand Julius Buchardt, var kreaturkommissær og indehaver af Julius Buchardt & Søn. De boede med moderen, Thora Emilie, på Bredgade 8 og flyttede senere til Villa Ypernhus på Jensløvs Tværvej 7 i Charlottenlund. Julie Marie Elisabeth Thomsen var i 1916 registreret som nyresyg, så det har i 1915 og foråret 1916 været to sygdomsramte lejere i 50’erne, der havde ophold i Villa Mowgli. De var således begge registreret som ude i stand til at arbejde på grund af kroniske sygdomme.

Allerede den 20. august 1886 var Julie Marie Elisabeth Thomsen blevet gift med Frederik Ove Thomsen. Frederik Ove Thomsen var født den 31. maj 1858 og var en af Københavns førende modeskabere, manufakturhandler, kongelig hofleverandør og ejer af modehuset Maison Ove Thomsen A/S i København.

Ebba Ove Thomsen i en af fars rober.

Sammen fik de to børn. Ebba Ove Thomsen blev født den 3. maj 1887 og Henrik Raabye Ove Thomsen blev født den 8. marts 1890. Ebba var skuespillerinde under stumfilmens storhedstid, indspillede over 75 film, opnåede stjernestatus og er nok bedst kendt for sine roller som den elegante dame, der spillede overfor den - på det tidspunkt - højst betalte danske stumfilmsstjerne Valdemar Psilander (9. maj 1884 – 6. marts 1917). Som eksempel kan nævnes stumfilmen ”Det stjålne ansigt”, der blev optaget medens moderen boede i Villa Mowgli. Her spiller Valdemar Psilander skibsrederens søn George, medens Ebba Ove Thomsen spiller Georges hustru Mary.

Sønnen Henrik, dør allerede den 11. august 1917 af skarlagensfeber, men var inden blevet læge og den 11. november 1915 blevet gift med sangerinden Sylvia Frances Carl (7. maj 1893 – 13. april 1979), der nedkom med deres datter, Jandje Carrie Thomsen (4. august 1917 – 1. september 2002), kun syv dagen inden ægtefællens død. I 1919 gifter enken sig igen med Antonio de Coninck Smith (3. september 1884 – 26. august 1961), der adopterer datteren.

Så det var også fine folk der kom på visit i Villa Mowgli i 1915-1916.

Et billede, der indeholder tekst, Font/skrifttype, hvid, typografi

Indhold genereret af kunstig intelligens kan være forkert.

Annonce fra Berlingske Tidende den 18. maj 1916.

Julie Marie Elisabeth Thomsen og Frederik Ove Thomsen var som nævnt blevet skilt og den 29. oktober 1910 afgår Frank Ove Thomsen ved døden på Skodsborg Badesanatorium kun 52 år gammel. Nyheden om modeskaberens død bringes både i danske og udenlandske aviser. En selskabskjole i silke fra Maison Ove Thomsen A/S er udstillet på Norsk Folkemuseum.

I 1909 og 1910 holdt firmaerne Vekselmægler C. Johansen og Parisiana begge til på Holbergsgade 17, 4., i 1911 delte de erhvervslejemål på Howitzvej 52, 1. på Frederiksberg og i 1912-1915 på Mariendalsvej 80 også på Frederiksberg. Privat boede parret i 1913-1915 på Georgesvej 1 i Charlottenlund. Georgesvej findes ikke mere og er nu en del af Gyldenlundsvej. Ejendommen ligger overfor Villa Mowgli på den anden side af banen ved den nu nedlagte jernbaneovergang. Så de har kunne sidde og kigge over på Villa Mowgli inden de underskrev lejeaftalen. Senere flyttede Julie Marie Elisabeth Thomsen til Vigerslev Allé 32 i Valby, hvor hun boede til sin død.

På trods af sygdom levede Julie Marie Elisabeth Thomsen til hun blev 83 år og døde først den 12. oktober 1946 på Bispebjerg Hospital.

Familien Nørgaard (i perioden 1916-1917)

P. C. Nørgaard som departementschef.

Godsejer C. Nørgaard – eller retter - Peter Christopher Nørgaard, der lejede Villa Mowgli i 1916-1917 for nu DKK 1.500,00 i leje pr. år, blev født den 3. november 1835 i Osted som søn af sognepræst Poul Moth Thestrup Nørgaard (1802-1889) og Margrethe Johanne Sødring (1808-1885).

Peter Christopher Nørgaard var også en særdeles aktiv herre og blev bl.a. gehejmeetatsråd i 1901 og fik tildelt storkorset af Dannebrogordenen i 1913. Han var bl.a. generaldirektør for De Danske Statsbaner og for Telegrafvæsenet, departementschef i Ministeriet for Offentlige Arbejder (Trafikministeriet) og kvæstor for Carlsbergfondets kvæstur, der var blevet oprettet i 1888. Han blev oprindelig student fra Sorø Akademi i 1855 og blev juridisk kandidat i 1861.

Et billede, der indeholder person, indendørs, gammel, hvid

Automatisk genereret beskrivelse

Charlotte Cecilie Nørgaard.

I 1865 giftede Peter Christopher Nørgaard sig med Charlotte Cecilie Marcher, der var blevet født på Trudeholm den 9. maj 1838. Hun var datter af forpagter Eiler Christian Marcher (1794-1871) og Mette Kirstine Petersen (1810-1894).

Medens han havde stor succes i erhvervslivet, var han mere uheldig da han opholdt sig i Ordrup og omegn. I 1906 blev Peter Christopher Nørgaard således udsat for et røveriforsøg i Klampenborgtoget, hvor han fik et lettere skudsår i skulderen. En vistnok sindssyg tysker gav sig til at skyde på ham og et par andre passagerer i en kupe i toget, ”hvorved en revolverkugle borede sig ind i hans overarm, hvad der forvoldte en pinefuld operation”. I 1912 var han udsat for ”et alvorligt ulykkestilfælde, da han ved færdsel på banelinjen i Charlottenlund blev ramt af et lokomotiv, så hans ene fod måtte sættes af”. Ifølge Berlingske Tidende gennemgik ”den gamle mand de hårde lidelser og det lange sygeleje med en sjælden tålmodighed og standhaftighed”. Ifølge Nationaltidende ”ventede ingen at den gamle herre skulle stå det igennem, men ikke alene kom han sig, men drev det til i flere år at gå spadsereture på indtil en mil med sit kunstige ben”.

Han sad sammen med sin kone i bestyrelsen for Skovshoved Asyl, der skulle sikre at ”Børn fra to til syv Aar tidlig vænnes til Flid og Orden i Stedet for at drive om paa Gaden eller ligge ørkesløse Hjemme i Forældrenes Huse, overladt til dem selv, medens disse er paa Arbejde”. Der var cirka en asylmoder per 50 børn. Fra omkring år 1900 blev asylerne i kommunen ændret til børnehaver med et mere pædagogisk indhold, og fra 1920’erne var børnehaverne ikke længere forbeholdt ubemidlede.

At Peter Christopher Nørgaard kaldte sig godsejer da han lejede Villa Mowgli i 1916-1917, er nok lidt af en tilsnigelse, idet det var sønnen, Henrik Valdemar Nørgaard, hvis hustru Anna Dorthea Suhr, der bragte en større formue med ind i deres ægteskab, der blev godsejer, da han i 1902 købte Rye Nørskov Gods i Jylland. Henrik Valdemar Nørgaard ejede også flere ejendomme på Ordrupvej og Strandvejen.

Peter Christopher Nørgaard døde den 20. februar 1917, hvorfor det må være begrænset hvad han fik ud af sit lejemål i 1917. Charlotte Cecilie Nørgaard døde et par år senere den 11. marts 1919 på Frederiksberg. De er begge begravet på Vestre Kirkegård i København.

Villa Mowgli har måske også været udlejet i de perioder, hvor det ikke har været muligt at finde nogle registrerede lejere, men disse eventuelt manglende lejeres identitet er desværre ikke bevaret for eftertiden. Udlejningsepoken slutter i sommeren 1917, hvor Christoffer Frode Müller, der havde købt ejendommen 11. december 1916, selv flyttede ind.

Det fortælles dog, at Kong Frederik VIII’s elskerinde – eller dame til venstre hånd – var indlogeret i villaen i perioden inden kongens død i 1912. Om hun boede der i de år, hvor der ikke er nogle lejere registreret, eller om kontreadmiral C.A. Garde og frue i årene 1906 - 1912 var de hjælpsomme sjæle, der lagde hus og tyende til, vides ikke. Men kongen og C.A. Garde kendte i hvert tilfælde hinanden rigtig godt fra kongeskibet Dannebrog. Historien om kongens elskerinde stammer helt tilbage fra Christoffer Frode Müller.

Haven - oprindelig og nu

Området har altid været kendt for sine smukke haver, og Gudrunsvej 22 stod ikke tilbage for andre haver. Efter at Villa Mowgli var blevet bygget i 1898/99 blev den omkringliggende have smukt anlagt med plæne, stier og blomsterbede. Havearkitekten var uddannet på Danmarks første havebrugsskole, Vilvorde Havebrugshøjskole i Charlottenlund, der var blevet oprettet i 1875. Vilvorde var oprindelig et lille stråtækt traktørsted der hed Skovlyst, men i 1873 blev hovedbygningen og ca. 20 td. land erhvervet af gartner Stephan Peter Nyeland (12. september 1845 – 11. december 1922), der omdannede det lille traktørsted til en havebrugsskole. I 1875 blev navnet ændret til Vilvorde efter en belgisk by, hvis havebrugsskole Stephan Peter Nyeland besøgte flere gange.

Stephan Peter Nyeland.

Senere udviklede og til dels passede Danmarks første kvindelige havearkitekt, Anka Helene Elisabeth Rasmussen (13. januar 1893 – 27. juni 1977), haven. Hendes bygherrer var ofte kendte personer som tegneren og forfatteren Robert Storm Petersen og skuespilleren Betty Nansen, eller betydende og indflydelsesrige folk med titler som admiralinde, vekselerer, direktør, grosserer eller højesteretssagfører.

Over alt i haven findes stadig rester af de oprindelige små gangstier og bænke, der kunne benyttes når man skulle nyde den smukke og frodige have. Som det kan ses på et gammelt billede fra april 1964, var der helt op i 1960'erne et fuglebad, en flagstang og et solur i baghaven.

Der har gennem tiderne været flere terrasser i haven. Den stadig eksisterende terrasse med bord og bænke af sten er den ældste, men blev dog rykket længere tilbage i haven i 2006. Der har også ligget en terrasse på plænen udfor væksthuset mod banen, men gennem tiderne var den vokset til med græs to gange inden den i 1995 blev fjernet, og fliserne brugt som gulv i ”Det hemmelige rum" i kælderen.

Der var oprindelig perlegrus på indgangsstien i forhaven og rundt om grunden var et flot 60 centimeter højt grå-grønt træstakit med en lille låge i det sydlige hjørne ud mod stien langs banen. Stakittet langs de to offentlige stier holdt i næsten 100 år og blev først i 1997 erstattet af et trådhegn og en hæk af Laurbærkirsebær. Rester af perlegruset blev fundet, da fliserne i forhaven blev udskiftet med brosten i 1996. I bunden af fliserne var der aftryk af Politiken og Villabyerne fra 1938, hvorfor perlegruset formentlig er blevet overdækket omkring dette tidspunkt.

Brændeskuret blev bygget sommeren 2001.

I maj 2006 blev et stort lærketræ, der stod i hjørnet af grunden ud mod stierne, fældet. Ligeledes blev fældet seks Ahorn og birketræer ud mod banen. Af årringene kunne man se at de på det tidspunkt var godt 85 år gamle, og derfor plantet i Christoffer Frode Müllers tid. Der var brænde til og med 2009.

I juni-august 2006 blev der rejst et 50 meter langt støjhegn mod bane. Da det skulle være 2,7 meter højt, blev det p.g.a. hegnsloven opsat 90 cm fra skellet. Der blev benyttet 50 + 75 mm Rockwool terræn batt Industri. Der medgik knap 3 tons stål (H-jern, U-jern og armeringsnet), samt 17 kubikmeter Rockwool og 3 kubikmeter beton. En overlægger vejer 86 kg og det hele er svejset sammen med mulighed for at give sig ved kulde og varmepåvirkning. Da hegnet blev opsat indenfor skovbyggelinien blev der givet dispensation til rejsningen fra Skov- og Naturstyrelsens regler af kommunalbestyrelsen i Gentofte.

”Albertslund”, der var et lille skovområde opkaldt efter husets søn, blev sløjfet, jorden renset og planeret, Ølandsfliser og møllehjulet flyttet ned i hjørnet, et stenbed anrettet og to bænke lavet af et af de fældede træer. I forhaven blev en tres år gamle buske fjernet for at give mere luft.

Det var en kæmpe anlægsopgave og vi var så heldige at vor au pair piges forældre kom fra Rumænien og hjalp. Der blev opgravet en kubikmeter gamle fliser og sten. Flere af fliserne lå 15 cm under jordoverfladen og havde udgjort et smukt stisystem etableret godt 100 år før – inden løv år efter år havde dækket dem.

Baghaven efter at ”Albertslund” blev nedlagt og et støjhegn rejst i 2006.

Det nuværende stakit mod Gudrunsvej blev rejst i 1970'erne og erstattede et højt metalhegn, medens raftehegnet mellem Gudrunsvej 22A og 22B først blev rejst i sommeren 1995, efter at de to haver, siden opdelingen i 1963, nærmest havde fungeret som ét fællesareal. Dette på trods af at de var en betingelse i skødet i 1963, at der skulle rejses et hegn. I april 1968 blev det oprindelige hegn rundt om gårdhaven udskiftet med et nyt bræddehegn, der igen blev erstattet med et raftehegn i sommeren 1995.

Skellet mod de offentlige stier blev allerede fra starten beplantet med træer - bl.a. en række elmetræer, der alle fik elmesyge og måtte fældes i 1994/95. En Thuja-busk i forhaven, der stod mellem garagen og selve villaen var i vores ejertid blevet dobbelt så høj og var vokset over tagrenden. Den blev fældet i 2023, og var da godt 50 år gammel. Et enebærtræ i baghaven hører til den oprindelige beplantning. Ud over det eksisterende enebærtræ stod der oprindelig også et enebærtræ midt på græsplænen mellem dagligstuen og banen. Et skud fra et elmetræ blev reddet og fik lov til at leve en beskyttet tilværelse i en urtepotte i fem år og blev derefter genplantet ved stien mod Gudrunsvej 24, da villaens datter blev født i år 2000. Træet blev dog ramt af elmesyge igen i 2024. Egetræet blev plantet da villaens søn blev født i 1997, og hængebirken blev plantet da Villa Mowgli blev købt i 1993.

Omkring 1913 blev der plantet et fyrre- og et birketræ i forhaven syd for indgangsstien og i 1921 et japansk ahorntræ ved terrassens trappe. Da træerne blev fældet i 1993, var de alle vokset et betydeligt stykke over huset. På den nordlige side af indgangstien - under kastanjetræet - blev i 1970'erne etableret et højbed, der blev delvist ryddet igen i 1996.

Der har altid været mange frugttræer i haven, og efter at nabogrunden var blevet købt i 1936, blev der plantet yderligere blomme-, kirsebær- og andre frugttræer der. På grund af rustangreb måtte et pæretræ fældes i 1994 og et blommetræ i 1995. Træerne var på det tidspunkt begge ca. 60 år gamle og efter at de havde prydet haven i mange år blev de ophugget, kløvet og brugt til brænde. Mange andre træer måtte lade livet allerede da nabohuset skulle opføres. Senest blev et gammelt æbletræ sygt. Det blev gravet op i 2014 og var da knap 100 år gammelt. En tvilling til træet blev fældet i 2020 og havde da rundet 100 år.

I det sydvestlige hjørne af gårdhaven var fra starten – som tidligere beskrevet - placeret et gammeldags rødt lokumsskur med et pænt udskåret hjerte i døren. Lokummet tjente som ejendommens eneste toilet helt op til 1913, men blev først fjernet i 1960'erne.

Et billede, der indeholder maleri, Ansigt, tøj, tegning

Automatisk genereret beskrivelse

Glaseret klinke af ukendt oprindelse indmuret i Villa Mowgli. Forestiller Jomfru

Maria og Jesusbarnet (Madonna med Barn). Kronerne skulle fremhæve

deres hellige status, medens teksten skulle betyde ”Guds Moder”.

Christoffer Frode Müllers anden kone, Sofie Cathrine Hall, var selv gartner og havde en stor del af æren for havens udseende. Sofie Cathrine Hall anlagde, der hvor nabohuset nu ligger, en stor køkkenhave med mange forskellige grønsager, og det fortælles, at Sofie Cathrine Halls tre steddrenge skulle benytte lokummet i gårdhaven for at skaffe gødning til køkkenhaven.

Fra omkring 1918 lå der et hønsehus og et kaninbur, der hvor naboen nu har sin carport, og ud mod vejen opsatte Christoffer Frode Müller en stor støbejernslåge fra Dano. På lågen stod "Hunden bider", men da lågen blev fjernet i 1970'erne, var der ingen hund, der bed længere.

Et billede, der indeholder græs, træ, udendørs, græsrig

Automatisk genereret beskrivelse

Billede af baghaven fra 2021.

Togbanen

Togbanen er - og har altid været - Villa Mowgli’s nabo.

Det Sjællandske Jernbaneselskab anlagde som koncessionshaver, togbanen mellem Klampenborg og København over Hellerup og Charlottenlund, længe før Villa Mowgli blev bygget. Arbejdet blev påbegyndt allerede i maj 1862, og den 21. juli 1863 kørtes indvielsesturen, hvorefter Klampenborgbanen endeligt blev åbnet dagen efter, den 22. juli 1863.

Den 26. juli 1863 var den første søndag i Klampenborgbanens historie. Allerede fra morgenstunden blev togene bestormet af københavnere, der ville benytte den nye bane til en sommerudflugt på landet. Der blev denne første søndag afsendt i alt 34 tog fra København med mere end 16.000 passagerer. Turene fra København forløb uden problemer.

Da passagererne skulle hjem igen, opstod der imidlertid store problemer, idet ikke blot de passagerer, der havde taget toget ud om morgenen og om formiddagen ville hjem, men også de københavnere, der med dampskib, hestesporvogn eller hyrevogn var taget fra København til Klampenborg eller Charlottenlund. Allerede i 1862 havde løjtnant C.F. Garde fået koncession på en hestesporvogn fra Skt. Annæ Plads til Tårbæk, men den gennemførtes aldrig længere end til Slukefter i Hellerup. Dampskibet havde dengang en anløbsbro ved Charlottenlund i det område der dengang blev kaldt Ny Ordrup lige syd for Skovshoved Hotel. Dampskibet sejlede i kystfart mellem København, Charlottenlund, Taarbæk og Bellevue.

Kongefamilien på anløbsbroen ved Bellevue.

Der opstod en voldsom trængsel på de to stationer, der igen medførte, at der opstod slagsmål mellem flere af mændene. Samtidig hylede kvinder og børn i vilden sky.

Stationens personale sled hårdt i det, men på trods af at der fra kl. 20:00 hver halve time blev afsendt overfyldte tog mod København, kom de sidste skovgæster først hjem ved firetiden næste morgen. Stort set alle ruderne i de to nye stationer i Charlottenlund og Klampenborg var da blevet smadret.

Prisen for en billet fra Nordbanegaarden i København til Charlottenlund eller Klampenborg var dengang 12 skilling. Til sammenligning tog en kaperkusk 24 skilling og dampbådene 18 skilling for befordringen til Bellevue.

Damplokomotivet Odin på Klampenborg Station i 1866.

I sommerhalvåret var der i starten seks daglige damptog i hver retning, medens der i vinterhalvåret kun var tre ture. For at kompensere for dette afsendtes hver vintermorgen en hestetrukket personvogn fra Klampenborg til Hellerup, hvor vognen blev tilkoblet et damptog fra Lyngbybanen, der var blevet åbnet den 1. oktober 1863 under mere stilfærdige forhold. Når personvognen vendte tilbage fra København om aftenen, red stationskarlen i Klampenborg til Hellerup og hentede den.

Da man var usikker på interessen for den nye togbane, havde man forsigtigt kun anlagt et enkeltspor mellem Hellerup og Klampenborg. Passagertallet steg dog stødt, og i 1870'erne havde man nået grænsen for den enkeltsporede banes kapacitet trods indsættelsen af to-etagersvogne. Man anlagde derfor det andet hovedspor mellem Hellerup og Klampenborg, der blev taget i brug den 1. april 1877. Det nye spor blev anlagt på østsiden af det eksisterende spor, og igen måtte grundejerne holde for og afgive jord. I 1897 indviedes Kystbanen, der mellem Hellerup og Klampenborg delte spor med Klampenborgbanen.

Stationsforstanderen på Charlottenlund Jernbanestation hed fra 1866 Niels Høvring Grosche (20. december 1827 – 22. august 1909), og han virkede fra 1877 tillige både som postekspeditør (fra 1902 udnævnt til postmester) og telegrafbestyrer i byen. Han styrede stationen, og det var ham, der fra perronen personligt gav alle togene afgangstilladelse, når han var sikker på, at alle togets stampassagerer havde indtaget deres pladser.

Etatsraard og klædefabrikant Jacob Heinrich Moresco (2. maj 1828 – 29. oktober 1906) fra landstedet Villa Adelaide (opkaldt efter moderen - haven er nu Ordrup Park ved Morescovej), grosserer Christopher Rudolph Puggaard (7. januar 1818 – 9. december 1885) fra Krathuset og Skovserkonerne, der skulle til København med fisk, var faste passagerer med morgentoget. Hvis nogen kom lidt for sent, holdt han toget tilbage, hvilket ofte kunne give forsinkelser. Ikke noget under at han blev både Ridder og udnævnt til Dannebrogsmand. Han var også kaptajn og fratrådte som stationsforstander i 1896 og som postmester i 1906.

Fra 1909 hed postmesteren Einar Holbøll (20. december 1865 – 23. februar 1927). Det var ham der opfandt julemærket, der finansierede rekonvalescenthjem for børn (julemærkehjemmene). Der står et monument af ham på stationspladsen.

Et billede, der indeholder collage, udendørs

Frimærker med Villa Mowgli som motiv.

Villa Mowgli skulle naturligvis ikke stå tilbage for Einar Holbølls julemærker, hvorfor der i midten 1990’erne blev lavet frimærker med et motiv af villaen. Frimærkerne havde ingen portoværdi, men blev lavet som en joke i forbindelse med at Ordrup ville have 2925 som sit eget postnummer. Der blev opsat et banner tværs over Ordrupvej, hvor man opfordrede til at skifte postnummeret. Postvæsnet kunne ikke se det sjove i joken, hvorfor Ordrup stadig hører under Charlottenlund-postnummeret.

Charlottenlund Jernbanestation havde i de gode gamle dage ventesale til både de kongelige, til 1. klasse og til almindelige rejsende. Fra 1937 var der kun et fælles venteværelse, og i dag må man nøjes med et lille afluk, hvis døren da ikke er låst.

I 1898 bestod stationens personale - ud over stationsforstanderen - af to assistenter, en elev og fire portører. I dag er der vist ingen ansatte til stede.

Et billede, der indeholder foto, gammel, mand, bærer

Automatisk genereret beskrivelse

Niels Høvring Grosche i 1906.

Ud for Villa Mowgli lå Banevogterhus nr. 30 (eller ledvogterhytte). Det var beboet af baneformand Rasmus Olsen, hans kone og tre børn. Rasmus Olsen sikrede fra 1876 at bommene gik op og ned når et tog passerede. Banevogterhuset, der var ejet af Statsbanerne, havde adresse på det der dengang hed Eigaardsgade (nu Ejgårdsvej), men var dog ikke nummereret.

Et billede, der indeholder udendørs, himmel, spor, jernbane

Automatisk genereret beskrivelse

Banevogterhus nr. 30 ved jernbaneoverskæringen i forlængelsen af Ejgårdsvej/stien

set fra Villa Mowgli i 1900. I baggrunden ses ledvogterhuset.

På det tidspunkt gik Eigaardsgade helt ned til Ordrup Jagtvej. Senere blev vejen forbi Villa Mowgli mellem Gudrunsvej 22B og 24 omdannet til en sti og Gudrunsvej 24 fik tillagt 487 kvm grund til haven. Gangstien/gaden var allerede blevet tinglyst på stykket via matr.nr. 3a Ordrup den 14. november 1855.

Matr.nr. 3iz af Ordrup der blev tillagt Gudrunsvej 24.

Efter at Klampenborgbanen var blevet taget i brug, begyndte villaer at skyde op omkring og langs togbanen. Banen forvandlede Charlottenlund, Ordrup og Klampenborg fra landliggeridyl til populære udflugtsmål for københavnerne.

Et billede, der indeholder tekst, kort

Automatisk genereret beskrivelse

På kort fra 1899 ses banevogterhuset, de ubebyggede områder øst

for banen og vejen fra Villa Mowgli til Ordrup Jagtvej.

Af nedenstående togplan fra 1898 ses, hvorledes togene kørte i året, da Villa Mowgli blev bygget. Toghyppigheden var nu kommet op på 11 ture i hver retning på vinterhalvårets hverdage og ca. det dobbelte på sommerhalvårets søn- og helligdage.

Togstrækningen var desuden blevet forlænget helt til Rungsted, med holdt i Springforbi, Skodsborg og Vedbæk. Ved Springforbi skete der dog kun togstandsninger i sommerhalvåret, og kun hvis der var rejsende at optage eller afsætte.

Ordrup Station blev indviet i 1924, det tredje og fjerde togspor forbi Villa Mowgli blev anlagt af Statsbanerne op til 1928, og indviet den 15. maj 1928. Det blev Danmarks første 4-sporet banestrækning. I forbindelse med udvidelsen fik nogle husejere på østsiden af de to eksisterende spor beskåret deres grunde ligesom banevogterhuset på billedet ovenfor beliggende ved jernbaneoverskæringen i forlængelsen af Ejgårdsvej/stien måtte lade livet. Herefter var det slut med at krydse banen for at komme til Gyldenlundsvej, og man måtte i stedet benytte det nye viaduktanlæg ved Fredens Plads.

Et billede, der indeholder tekst, avis, Font/skrifttype, hvid

Automatisk genereret beskrivelse

Berlingske Politiske og Avertissementstidende fra den 11. august 1921.

Allerede i 1923 var en viadukt over banen blevet etableret ved Jægersborg Allé. Ifølge Dansk Jernbaneblad var den nye viadukt et stort sikkerhedsmæssigt fremskridt, idet overkørslen året inden viadukten var blevet taget i brug, blev benyttet af 375.000 køretøjer, 730.000 cykler og 2.060.000 fodgængere. Endvidere nævnes i bladet at 200 daglige klokkeringninger for togene kunne spares med den nye viadukt. At det kunne være farligt at krydse en togoverkørsel, understreges også af, at en skoledreng et par år inden var blevet påkørt af et tog ved overgangen ved Bregnegårdsvej og var afgået ved døden.

I forhold til omkring 1898 er der i dag flest togafgange på hverdagene, medens togdriften omvendt i dag er nedsat på søn- og helligdage.

Den 3. april 1934 åbnedes strækningen Frederiksberg - Hellerup - Klampenborg for Danmarks første elektrificerede tog.

I modsætning til på indvielsesdagen giver banen ingen større problemer i dag. Kun én gang inden for de seneste mange år har banen givet anledning til ballade på Gudrunsvej. En sommermorgen i 1965 blev der ved stien ned til banen langs Villa Mowgli’s grund opstillet et stort S-togskilt. Vejens beboere undrede sig og mente, at én station i henholdsvis Charlottenlund og Ordrup måtte være rigeligt.

Gemytterne faldt dog til ro igen, da de konstaterede, at S-togskiltet blot skulle fungere som baggrundskulisse i Saga Studios nye film "En ven i bolignøden", hvor en gruppe beboere samledes til kamp, idet deres hus skulle nedrives til fordel for en P-plads. Huset, der i filmen skulle rives ned, er ejendommen Ejgårdsvej 36 lige overfor Villa Mowgli. Med lidt god vilje kan Villa Mowgli ses som baggrundskulisse. I filmen medvirker bl.a. Birgit Sadolin, Morten Grunwald, Sigrid Horne-Rasmussen, Ove Sprogøe og Karl Stegger. Saga Studio lå dengang på Annettevej, der hvor Sagaparken ligger i dag, og hvor Familien Lars Emil Bruun tidligere havde deres landsted og park.

Billede fra ”En ven i bolignøden” med S-togskiltet og stien fra 1965.

Det var omkring 1898 fint at eje en villa tæt ved jernbanen. I dag må man nøjes med at nyde synet af de gamle veterantog med de lange røgfaner, der med jævne mellemrum bruser forbi med forskellige damptogsentusiaster.

Et billede, der indeholder bygning, udendørs, gammel, foto

Automatisk genereret beskrivelse

Charlottenlund Jernbanestation i starten af 1900-tallet efter

udvidelsen af den gamle station i 1898 (postkort).

De mange om- og tilbygninger

Gennem tiderne har Villa Mowgli gennemgået flere ændringer og udvidelser. Udvidelserne blev til sidst så omfangsrige, at der måtte søges om tilladelse til at overskride byggeprocenten. Nedenfor er de væsentligste ændringer og udvidelser gennemgået.

Toiletter i 1913, 1975 og 1995.

Oprindeligt var der ikke vand, toilet og bad i huset.

Frem til 1900 bestod vandforsyningen i Ordrup og Charlottenlund af gadebrønde eller brønde på gårdspladserne, hvorfor der af gode grunde ikke var indlagt vand i Villa Mowgli, da villaen blev opført. Den nærmest vandpost var formentlig den der stod ud for den gamle politistation i Ordrup på hjørnet af Ordrupvej og Morescosvej. På grund af nedsivning fra latriner og møddinger, blev vandkvaliteten efterhånden dårligere og dårligere og det blev nødvendigt med en anden løsning. Man indviede derfor Gentofte Kommunes første vandværk - Bregnegårdsværket på Mantziusvej - den 1. juli 1900. Vandet kom fra seks boringer nær vandværket samt fra Kildeskoven, blev ledt til en samlebrønd, herfra videre til et stort sandfilter og herfra igen videre til det nye vandtårn på H. A. Clausensvej på det høje terræn nær Gentofte Kirke. Det var herefter muligt at forsyne bl.a. Ordrups beboelsesejendommene med rent vand med et passende vandtryk. Senere fik kommunen flere vandværker og vandtårne, der kunne honorere den voksende befolknings vandforbrug. Det er nærliggende at tro at der blev indlagt vand i Villa Mowgli i årene umiddelbart efter 1900.

Brønden på hjørnet af Ordrupvej og Morescosvej lå der hvor byens gadekær oprindelig lå. Gadekæret tjente som byens branddam. Gadekæret fik til sidst tilnavnet ”Bropølen” fordi gadekærets renlighedstilstand ikke var den bedst tænkelige. Efter en del debat blev det besluttet at den borger der fyldte gadekæret op og erstattede kæret med en brønd, ville få skøde på det opfyldte areal. Det blev forpagteren på Ordrup Kro, der i 1853 fik skøde på arealet. Desværre var vandstanden i den nye brønd meget ringe, og i tilfælde af en brand ville brønden være komplet værdiløs. Forskellige brøndgravere blev uden held og ved politimesterens mellemkomst sat til at forbedre kapaciteten. Det viste sig imidlertid umuligt at komme ned i den ønskede dybde fordi der under hele Ordrup ligger et par meter tykt flyvesand, som det dengang var umuligt at grave sig igennem uden at der konstant kom nyt sand til. Brønden med den ønskede kapacitet blev derfor aldrig til noget, og i stedet blev rejst en træpumpe samme sted, der fungerede indtil starten af 1900-tallet, hvor ovennævnte vandforsyning tog over.

Lokummet var som tidligere beskrevet oprindelig placeret udenfor i hjørnet af gårdhaven. De første toiletter med træk og slip blev etableret i marts 1913, i henholdsvis det der indtil da var pigeværelset på 1. sal og bag trappen i kælderen. Toiletterne er stadig beliggende samme steder, men der er dog sket flere ændringer gennem tiderne.

Et billede, der indeholder diagram, tekst, Plan, Teknisk tegning

Automatisk genereret beskrivelse

Fra ansøgningen fra 1913 om tilladelse til installation af toiletter.

Det oprindelige toilet i kælderen var ifølge overleveringerne både blåt og ulækkert. Når man var på besøg, ville man helst benytte det ”fine” toilet på 1. sal.

I midten af 1970’erne blev toilettet i kælderen imidlertid istandsat og fik hvid kumme og håndvask, med hvidt og blåt mosaik kakkel gulv.

Efter ansøgning fra byens blikkenslager, G. Strømann, gav kommunen i 1921 tilladelse til at etablere et afløb via faldstammen til en håndvask på 1. sal. Toilettet blev indrettet med en flot dobbelt porcelænshåndvask fra Johnson Fireclay Co. Ltd fra byen Stoke-on-Trent i England, og med messingvandhaner, træk og slip og med et stort badekar på løvefødder. Det varme vand til badekarret kom fra en stor kobberbrændeovn med en vandkedel, der var stor nok til at levere vand til flere bade. På væggene var der hvide Villeroy & Boch fliser til skulderhøjde og i loftet stuk. Gulvet var støbt i gammeldags terrazzo med hvide, sorte og brune sten.

Afløbet fra en gammel håndvask var indtil da sket gennem et rør i ydervæggen, der førte vandet ud til afløbet i gårdhaven.

Også toilettet på 1. sal blev ændret i midten af 1970’erne. Badekarret blev udskiftet med et miljørigtigt brusebad på halvanden kvadratmeter, og der blev opmuret vægge omkring toiletkummen, så man kunne sidde ugeneret for andre i rummet. Omkring toiletkummen og i bruserummet, der lå i hjørnet op mod den ene væg til toiletkummen, blev lagt hvid/brune mosaik kakler.

Endelig blev en stor støbejernsradiator, der var blevet installeret, efter at kobberkedlen var revet ned, udskiftet med en mindre og nyere model, ligesom afløbet gennem ydervæggen blev ændret til et almindeligt afløb gennem en faldstamme.

I april 1995 blev toilettet på 1. sal totalrenoveret, hvor den gamle dobbelte porcelænshåndvask som det eneste blev bibeholdt. Toilettet blev indrettet med et indbygget hjørnebadekar omgivet af et trappetrin og piller med italienske søjler af marmorbeton.

Terrazzogulvet, der efterhånden var påvirket af tidens tand, blev belagt med rustikke grålige klinker, medens de gamle hvide fliser blev dækket med nye.

Som der oprindelig havde været på toilettet fra 1913, blev der igen installeret messinghaner i badekarret og i håndvasken, ligesom stukken blev renset, repareret og bibeholdt.

Først i 2008 blev den nuværende messing håndklædetørre opsat, idet rørføring i forbindelse med det nye køkken blev muligt gennem den nedlagte skorsten.

Ombygningen i 1918

I 1918 blev der etableret en veranda i forbindelse med spisestuen, og ovenpå blev bygget en terrasse. Endvidere blev de to indbyggede garderobeværelser på 1. sal sløjfet og arealet benyttet som gang ud til den allerede eksisterende altan, idet den gamle dør fra altanstuen blev sløjfet. På gangen, hvor mærker efter de oprindelige garderobeværelser stadig ses i loftet, blev opført det skab, der nu står i hjørneværelset.

Det ene vindue i altanstuen blev blændet og døren til den nye terrasse blev etableret, ligesom der blev indsat et vindue i det ene værelse ud til den gamle altan.

Stueetagen og 1. sal

Tilbygningen bestod oprindeligt kun af en mindre grundmuret veranda med en dør ind til spisestuen og med fire vinduer ud mod haven. Ejeren af Gudrunsvej 20, Georg Holm, måtte alligevel skriftligt godkende opførelsen af verandaen og terrassen, idet byggeriet kun skete 1,8 meter fra skellet. Kommunen godkendte projektet, idet afstanden til nærmeste bebyggelse var 30 meter. Den ubebyggede nabogrund blev senere erhvervet af Christoffer Frode Müller.

Under tilbygningen blev etableret en krybekælder med adgang fra haven gennem to låger, og således at udsigten fra rullerummet i kælderen blev blændet.

Arkitekt W. Olsens tegning af tilbygningen set fra øst og syd.

Efter ombygningen blev altanstuen benyttet som soveværelse for Cathrine og Christoffer Frode Müller. Christoffer Müller gjorde herefter dagligt morgengymnastik på altanen efter broderens anvisninger til stor moro for områdets beboere.

Ombygningen i 1921

Allerede i 1921 skete den næste ombygning, idet den oprindelige veranda blev nedlagt til fordel for en udvidelse af dagligstuen. Desuden blev den gamle altan på 1. sal ombygget til et nyt værelse, således at altanen blev løftet til 2. sal. Udfor to store nye stuedøre blev opmuret den nuværende terrasse med nedgang til haven, og endelig blev hovedtrappen formentlig ændret til den nuværende.

Før og efter.

På terrassen var oprindeligt lagt fliser i rød/hvide tern, men disse blev i midten af 1990’erne udskiftet med klinker, der igen i 2021 blev udskiftet med de nuværende fliser, der var til overs fra etableringen af poolen.

På 1. sal blev væggen mellem midterværelset og det nye endeværelse flyttet ca. 0,5 meter ind i midterværelset, således at det nye værelse fik en rimelig størrelse. Konsekvensen blev, at midterværelset nu ikke er helt symmetrisk, medens endeværelset har et lille indhak. I indhakket blev bygget en treetages køjeseng til ejendommens tre drenge.

Før og efter.

Det nye værelse fik to vinduer, hvor man mange år efter i karmen kunne finde gamle aviser fra 1. verdenskrig. Aviserne var blevet benyttet som isoleringsmateriale.

Først i 2006 blev muslingeskaller og skjolde opsat over terrassedørene og vinduerne i lighed med over husets øvrige vinduer. Forme blev lavet af en stukkatør ud fra skaller og skjolde fra tvillingehuset på Ejgårdsvej, hvor de var nedtaget pga. renovering.

Byggeaffald fra ombygningen og nedrivningen af verandaen blev smidt i den oprindelige udekælder, hvor affaldet blev indmuret og således lå urørt indtil 1996. I 1996 blev der – drevet af nysgerrighed – brudt et hul i væggen indtil rummet. Til ejernes store fortrydelse indeholdt rummet ingen hemmelige skatte, men kun - udover mursten og mørtel - gammelt stuk, en ølprop, en gammel sikring, en tom parfumeflaske fra Roger & Gallet i Paris, fire lag gammelt tapet, samt to tændstikæsker og en tom æske Fin Kentucky skraatobak efterladt af håndværkerne. Rummet blev med håndkraft tømt for cirka 10 tons byggeaffald og fungerer nu som krybekælder til lager. Efter tømningen blev murene pudset og malet, og gulvet blev belagt med havefliser, der var blev fundet under græsset mellem væksthuset og banen i 1995, hvor fliserne tidligere havde fungeret som terrasse. Indgangen blev muret op som en buet adgangslem med en trælåge.

Før ombygningen i 1921 var der adgang til ”Det hemmelige rum” fra haven. Under

ombygningen blev rummet fyldt helt op med byggeaffald og muret til.

Det var arkitekt Peter Henrik Ludvig Jensen (født 7. februar 1883), der forestod udformningen af tilbygningen. Ludvig Jensen, som han kaldte sig, voksede op i en villa på Tagensvej 39, hvor faderen var handelsgartner, men drev i 1921 sin arkitektforretning fra Tagensvej 44 i København.

Centralvarme i 1923

I januar 1923 blev der af G. Strømann indlagt centralvarme i hele huset, og alle brændeovnene blev fjernet. Varmekilden var en original Strebelkedel, der oprindelig blev fyret med koks, men som senere blev ombygget med en oliebrænder. Den gamle Strebelkedel blev benyttet i ejendommen indtil 2012.

Ifølge de oprindelige fyringsanvisninger var kedlen ”Bedst til gode Gaskoks i Stykker af en Størrelse fra 50 til 80 mm. Asken skulle ifølge anvisningen ”sigtes gennem et Staaltraadssold med ca. 15 mm Maskevidde, hvorved det blive muligt let af de tilbageblevne større Stykker at udskille det ikke udbrændte”. Anvisningen huskede ejeren på ”at henlede tjenestefolkenes opmærksomhed på dette”, da det ville være i hans interesse”.

I nødstilfælde kunne kedlen også benyttes med brunkulsbriketter, tørv eller træaffald.

For at undgå kalk i systemet blev det tilrådet, at der kun blev fyldt regnvand på kedlen. I nødstilfælde kunne man blot koge vandet inden på- eller efterfyldning. For at der ikke skulle ske skader på anlægget måtte der ”aldrig tappes Vand af Kedlen til rengøring eller andet Brug”.

Sikkerhedskravene var mere lemfældige i 1923, idet utætheder – ifølge anvisningen - blot kunne tætnes med asbest.

Brugsanvisningen til den oprindelige kokskedel.

At fyre med koks krævede meget rengøring og rensning, og der var meget arbejde med at vedligeholde brændslet. Men alligevel har det formentlig været en lettelse i forhold til at passe husets tidligere ni brændeovne.

Den gamle kedel med en oliebrænder fra 1950’erne.

Senere blev det endnu lettere, idet der fra 1957 blot blev fyret med olie. En gammel oliemåler, der hang i kælderen indtil 2012, blev dog afbrudt, da den gamle olietank på 4.000 liter fra september 1957 - efter de lovpligtige 20 år - blev udskiftet med en ståltank med glasfiberarmeret polyester i september 1977, hvorfor man indtil 2012 måtte ulejlige sig ud i haven med en målepind for at måle oliestanden.

Et billede, der indeholder udendørs, græs, gammel

Automatisk genereret beskrivelse

Den gamle olietank blev opgravet i 2012.

Brændeovnen i stuen blev retableret i september 1979, medens ovnen på 2. sal blev retableret i 1963 og igen i november 1995.

Ombygningen i 1936

I juni 1936 blev den veranda og terrasse, der var blevet opført i 1918 udvidet, og der blev opført et væksthus, hvor Cathrine Hald kunne fornøje sig med sine blomster og kaktus.

De fire vinduer i verandaen blev sløjfet og i stedet blev disse erstattet af ét stort 15-delt vindue ud mod haven. Døren ud til verandaen blev fjernet, idet hele væggen mellem verandaen og spisestuen blev nedrevet, samtidig med at den gamle tilbygning blev udvidet i begge sider. Efter ombygningen fremstod den gamle spisestue, verandaen og den nye tilbygning som en stor ny spisestue med et nylagt egetræs parketgulv. Under den nye tilbygning blev lavet endnu en udekælder, og en trappe blev bygget, så man kunne komme fra den nye spisestue direkte ned til det nyopførte væksthus. Oprindeligt var det planen at isætte nye kældervinduer under det nye spisestuevindue, men det blev i stedet besluttet at isætte tre låger og etablere en udekælder. Vinduerne i kælderrummet under spisestuen vender således ud mod udekælderen, hvorfor kælderrummet kaldes Det Mørke Rum. I den nye udekælder kan kanten af den første tilbygning stadig ses.

Et billede, der indeholder udendørs, militærkøretøj

Automatisk genereret beskrivelse

Villa Mowgli i 1938 med det nye væksthus og den nye terrasse.

I spisestuen blev indrettet et vitrineskab med hylder, og væggene i tilbygningen blev beklædt med ”brunt cigarkassetræ”, der var lavet af krydsfiner med finer af eg. Under det store nye vindue blev ophængt blomsterkasser af kobber, der senere blev udskiftet med en stor støbejernsradiator.

Selve væksthuset blev på godt 15 m² med 2,70 meter til loftet. Rundt i kanten blev opsat 8 mm eternitplader som borde og på gulvet blev lagt 3 cm perlegrus. For at der ikke skulle komme vinterfrost i væksthuset blev der installeret et ca. 10 cm rundt varmeapparat hele vejen langs vinduerne. Varmeapparatet blev afbrudt i 1980’erne og fjernet helt i 1993.

Mellem væksthuset og den gamle terrasse fra 1921 blev støbt et plateau med en lille trappe ud til haven.

Det var arkitekt Aage Rafn, der forestod arbejdet, og det samlede tilbud på tilbygningen og væksthuset blev på i alt DKK 8.538,00. Men så skulle eksisterende jerndragere også genbruges og fabrikant Müller måtte selv levere de øvrige jerndragere til projektet.

Som beskrevet ovenfor var Aage Rafn eksponent for nyklassicismen, og som det kan se var tilbygningen også præget af enkelthed, rene former, lige linjer og en harmonisk opbygning, som var kendetegnende for denne stil.

Den gamle tilbygning… og den nye.

Siden 1936 har tilbygningen stort set kun fungeret som væksthus. En undtagelse er dog i perioden fra sidst i 1960’erne til starten af 1968, hvor væksthuset var indrettet og fungerede som ”udekøkken” for kollektivet. Det ”ulovligt installerede køkken i verandaen” kunne kommunen dog ikke acceptere, hvorfor det blev fjernet.

Garagen i 1941

Der var allerede efter ansøgning af Nicolaj William Petersen den 22. december 1913 og den 11. februar 1914 blevet anlagt et "Automobilskur", men i 1941 ansøgte Christoffer Müller om at opføre en garage. For at måtte opføre garagen skulle Christoffer Müller den 22. september 1941 tiltræde en deklaration om, at kommunen altid måtte kræve, at den blev nedrevet igen, uden at kommunen i den anledning kunne afkræves erstatning. Deklarationen blev tinglyst og er stadig lyst som servitut på ejendommen.

Garagen blev opført af 30 cm hulmur i mursten med ståltrådsbindere med pudsede facader, søjler med 4 cm fremspring og sort glaseret tegl ligesom hovedejendommen.

Et billede, der indeholder bygning

Automatisk genereret beskrivelse

Facade mod nord og syd.

Selv om det under krigen i 1941 må have været særdeles dyrt at købe brændsel til opvarmning af ejendommen, blev garagen alligevel bygget med indlagt centralvarme.

Centralvarmen er nu fjernet, men ellers står garagen, som da den blev opført, dog med den eneste ændring at den har fået indlagt el og i 2012 fik nye spær og tegl, samt en elektrisk port med fjernbetjening. Kanalen til centralvarmerørene ses stadig som et hul i gulvet.

Garagen er tegnet af arkitekt Helmer Peter Remark født Jensen (15. maj 1913 – 26. november 1994), og holder sig meget til stilen for Villa Mowgli. Helmer Peter Remark blev senere en meget anset arkitekt og mest kendt for at tegne børnehaver og ungdomsinstitutioner, der blev opført adskillige af landet over. Helmer Peter Remark var gift med Laura Benedicte Wulff Møller (4. oktober 1919 - 2004), hvis mor, Laura Petra Ellen Marie Jacobsen (11. april 1875 – 7. april 1948) havde en søster, der hed Cecilie Julie Adeline Jacobsen (14. november 1873 – 17. juni 1946), der var gift med ovennævnte Poul Simon Valdemar Müller, der igen var bror til Christoffer Frode Müller. Verden er lille og Helmer Peter Remark skulle være blevet valgt til opgaven på grund af denne relation. Igen viste Christoffer Frode Müller at han gerne ville hjælpe unge mennesker i gang.

Et billede, der indeholder tekst, avis

Automatisk genereret beskrivelse

Uddrag fra Villabyernes Blad den 27. maj 1920.

Allerede i 1920 var automobiler begyndt at blive et problem på Gudrunsvej - som ovenstående læserbrev fra Villabyernes Blad viser, hvor der klages over en automobilcentral og dens automobilskur på Gudrunsvej 10. Desværre fik læserbrevsskribenten ret, og der opstod senere en brand i carporten. Den 7. oktober 1920 forsvarer kommunens bygningsinspektør samme sted, at ”Det aabne Halvtagsskur, hvorom sagen drejer sig, og som benyttes til Reparationsværksted, er opført i Overensstemmelse med Bygningsreglementet og Brandvæsnets fastsatte Bestemmelser”. Ejeren af Gudrunsvej 8, svarer at det er en skandale, at kommunen tillader noget så brandfarligt i et villakvarter, og ejeren af Gudrunsvej 10 får et påbud om at bygge en brandsikker mur ind mod naboen.

Ejeren af Gudrunsvej 10 – den dengang kendte travsportsmand Robert C. Madsen - gjorde sig også bemærket en måned senere, hvor B.T. den 25. november 1920 kunne berette at politiet natten inden havde stormet hans villa og fundet en spillebule. Man beslaglagde DKK 4.000 og rouletten, og anholdte 11 spillere, hvoraf mange ifølge avisen var kendte københavnere.

Et billede, der indeholder køretøj, hjul, Landkøretøj, udendørs

Automatisk genereret beskrivelse

Familien Timmols bil ud for Gudrunsvej 20 med Villa

Mowgli i baggrunden fra den 28. august 1932.

Ombygningen af 2. sal i 1918, 1963, 1991 og 1993

Den første arkitekttegning af ændringen af 2. sal blev af arkitekt Martin Svendsen fra Ordrup allerede udarbejdet den 18. november 1917 eller knap et år efter at Chr. Frode Müller havde erhvervet ejendommen. Ansøgningen til kommunen er dateret 30. marts 1918. Tegningerne førte i 1918 til, at der blev bygget en zinkbeklædt kvist mod vejen, og der blev etableret et pigeværelse på ca. 10 kvadratmeter mellem det nye vindue i kvisten og de eksisterende skorstene. Barnepigen kunne således gå direkte gennem tørrerummet på loftet og ned ad trappen, der gennem et skab endte i børneværelset på 1. sal.

Tegning fra 1917 af ombygningen.

Næste store ombygning af loftsetagen skete først 44 år senere i 1962/63.

I bladet Bo Bedre var der i februar 1964 en større artikel – med flotte billeder - om Villa Mowgli. Artiklen, der inkl. forsiden var fordelt på 19 sider, hed “Der er masser af plads oppe på loftet”. Artiklen beskrev hvorledes et ungt ægtepar – i bolignødens tid – havde fået lov til at indrette bolig på 2. salen i 1962/63.

Et billede, der indeholder bygning

Automatisk genereret beskrivelse

Forsiden af Bo Bedre fra februar 1964.

I artiklen kunne bl.a. læses om, hvordan de to unge mennesker havde cyklet rundt i kvarteret for at finde et sted at bo, og om hvordan de var faldet i snak med Christoffer Frode Müller, der gik og ordnede haven. Snakken endte med, at de to unge mennesker fik lov til at indrette bolig på 2. salen, hvor der på det tidspunkt kun var indrettet pulterrum samt det beskedne pigeværelse i forbindelse med kvisten.

At den ene af de unge mennesker var Christoffer Frode Müllers barnebarn, meldte historien ikke noget om.

Omdannelsen fra pulterrum til 80m² husrum kostede ifølge artiklen knap DKK 16.000 plus de unge menneskers egen arbejdskraft. De unge mennesker skulle selv betale for ombygningen, mod at de til gengæld kunne bo gratis i de tre første år.

Inden ombygningen kunne begynde, skulle 2. salen ryddes for de gamle kister, lamper, smukke gamle kakkelovne m.v., der var opmagasineret i rummet. Under dette arbejde blev hovedtrappen lettere beskadiget, og et trin knækkede, idet en stor dragkiste styrtede ned midt under nedhejsningen fra kvistvinduet.

Allerede i Bo Bedre fra november 1963 var der en tre-siders illustreret artikel omhandlende hvordan en af disse kakkelovne fra loftet blev ombygget til en åben pejs, hvor den midterste del af pejsen kunne drejes, så den kunne vendes mod den møbelgruppe man ønskede.

Et billede, der indeholder tekst, bord

Automatisk genereret beskrivelse

Skitse fra Bo Bedre 1963, der viser forvandlingen.

Ombygningen fra gammel kakkelovn til vendbar pejs kostede DKK 150,00. Den ombyggede kakkelovn kan ses i bladet og på forsiden af Bo Bedre fra februar 1964 ovenfor. Pejsen blev senere fjernet og en ny mere tidssvarende brændeovn blev installeret i 1995.

Et billede, der indeholder træ, bygning, jord, bænk

Automatisk genereret beskrivelse

Billede fra Bo Bedre af trappen op til 2. sal.

Ved ombygningen blev 2. salen stort set indrettet, som den fremstår i dag. Trappen fik det nuværende knæk ved at dreje de øverste 6 trin, hvilket var nødvendigt, for at man kunne gå oprejst hele vejen op. Alkoven blev indrettet med underliggende skuffer, pejsen, der som nævnt var en ombygget kakkelovn, der blev fundet i pulterrummet, blev tilsluttet, og tekøkkenet med køleskab, rindende vand og afløb blev bygget. I bunden af trappen blev det gamle skab opdelt i to, og der blev opsat en dør, så der var en rimelig opdeling mellem 2. salen og den øvrige ejendom. Gulvet i alkoven blev efter japansk skik – og i overensstemmelse med datidens mode – beklædt med Tat ami-måtter af vævet strå. Måtterne eksisterer endnu.

Et billede, der indeholder bygning

Automatisk genereret beskrivelse

Billede fra Bo Bedre af trappen ud til terrassen.

For at komme ud på terrassen, der dengang skulle fungere som brandudgang og derfor kun havde en 15 centimeter kant, skulle man fire trin op og tre trin ned gennem et lille vindue. Da loftet var indrettet, opsatte man dog et rækværk af træ rundt om terrassen. Pga. den megen hamren om aftenen med at bygge rækværket og et gulv af træ, fik huset – i al godmodighed – øgenavnet “Hammershus” i kvarteret.

Pigeværelset ved kvisten blev revet ned, og det storblomstrede tapet, der hang på væggen, blev i kvisten erstattet af rockwool og beklædt med profilbrædder. Det øvrige loftsrum blev ligeledes isoleret med 5 cm rockwool og derefter beklædt med hvidtede træbetonplader.

Før ombygningen var der kun én radiator på 2. sal, men for at sikre varme nok til det store rum blev radiatoren i det tidligere pigeværelse ved kvisten suppleret med en radiator på den sydlige væg.

Huset var oprindelig forsynet med to skorstene, men under ombygningen blev den del af den ene skorsten, der gik igennem loftsrummet, fjernet. Nedrivningen foregik ved, at man fra oven af smed de løsnede mursten ned i skorsten - og de fjernede mursten skulle efter sigende alle kunne have været i det resterende stykke skorsten.

Nedenfor er gengivet en skitse over indretningen som den så ud i 1964. Som det ses, var der taget hensyn til, at man ikke kunne færdes oprejst på det yderste stykke gulv, hvorfor ganglinjerne var lagt inde midt på loftet, medens møbler og reoler var placeret langs væggene, hvor siddehøjden lige passede.

Skitse over 2. sal, der viser indretningen i 1964.

Bemærk flyglet på skitsen ovenfor. Først nummer to flyttefirma indvilgede i at flytte flyglet op ad den snoede trappe. Der måtte fire flyttemænd til, men alligevel kostede flytningen kun DKK 75 plus 8 pilsnere.

Et billede, der indeholder gulv, stol, indendørs, lever

Automatisk genereret beskrivelse

Billede fra Bo Bedre af flygel og kvist.

I forbindelse med indretningen af 2. salen til boligformål havde man ansøgt kommunen om tilladelse til at lave en tegnestue, hvilken da også blev givet den 31. august 1962. At det ikke lige var en tegnestue men en lejlighed, man indrettede, tog man ikke så tungt. Problemet opstod først senere, da kommunen i Bo Bedre læste om den nye indretning. Dette bevirkede, at kommunen den 27. august 1964 fremsendte et brev til beboerne, hvori der blev gjort opmærksom på, at der i artiklen var fundet en række bygge- og indretningsforhold, der ikke var godkendt.

Efter byggetilladelse af 12. juni 1991 blev den lille trappe, der førte gennem vinduet ud på tagterrassen på 2. salen, nedtaget og erstattet med en ny karnap med en dør direkte ud. I forbindelse med opførelsen af den nye karnap ville byggeprocenten overskrides, hvorfor der, ligeledes den 12. juni 1991, blev givet tilladelse til at overskride byggeprocenten fra 25,8 til 25,99.

Endelig blev rækværket og bræddegulvet udskiftet på tagterrassen, ligesom der blev lagt et nyt bølgeeternittag over det gamle skiffertag.

Nedenfor ses en tegning af den nye karnap.

Tegninger fra ombygningen i 1991, svarende til Villa Mowgli’s udseende i dag.

I 1993 blev 2. salen igen ombygget og istandsat. De skrå lofter, der var beklædt med træbeton, blev for at give en bedre varme- og lydisolering, beklædt med rockwool og to lag gipsplader. Hvor eksisterende bjælker blev dækket med gipspladerne, blev der opsat pyntebjælker. Gulvet blev afhøvlet, ligesom der blev installeret lydtermoruder i alle vinduerne. I hjørnet blev bygget et lille rum, hvori der blev monteret et toilet på den eksisterende faldstamme. For at komme ind i rummet må man benytte de sidste fire trin af den trappe, der i gamle dage førte op til 2. salen, og som i 1963 var blevet drejet på det sidste stykke.

Brændeovnen var blevet nedtaget, hvorfor en anden brændeovn blev installeret i november 1995.

Endelig blev rækværket af træ på tagterrassen taget ned og i 1996 ombyttet med en grundmuret balustrade i marmorbeton, der blev erstattet med den nuværende i 2004.

Som beskrevet senere blev karnappen mod vejen i 2012 udvidet, ligesom antallet af ovenlysvinduer blev forøget fra tre til seks.

Renovering i perioden 1993 - 1998

Som tidligere beskrevet var huset i en forfærdelig stand ved overtagelsen i 1993. Dels havde Villa Mowgli lidt under, at det havde stået tomt i et par år, dels havde huset i en periode – gennem Dansk Flygtningehjælp - været udlejet til en afghansk dommerfamilie, der havde måtte flygte fra deres hjemland. Vaner og traditioner havde sat sit præg, og som eksempel kan nævnes, at gaskomfuret var forsøgt fyret op ved at tænde bål i ovnen, ligesom ejendommens kvinder, for at undgå at forlade huset, havde måtte benytte gårdhaven som skraldespand ved at kaste affald ud af køkkenvinduet.

Det første, der blev sat i stand, var 2. salen, hvilket er beskrevet i foranstående afsnit.

Det næste, der blev sat i stand, var de tre stuer. Her bestod arbejdet primært i at male lofter og vægge. I spisestuen blev det gamle cigarkassetræ fra ombygningen i 1918 fuldspartlet og malet, medens der blev opsat gipsplader over brune træfinerplader i tilbygningens loft. Parketgulvene blev afhøvlet og lakeret.

Ud over termoruderne på 2. sal var alle vinduer i huset stort set af enkeltlags glas, hvorfor disse alle løbende blev udskiftet til lydtermoruder. En undtagelse var dog i nogle af stuevinduerne, hvor der var opsat forsatsvinduer. I de oprindelige vinduer i stuen ses stadig de luftbobler og ujævnheder i glasset, der stammer fra den gamle produktionsteknik.

Udskiftningen bestod dels af totaludskiftning af karme og rammer, dels af udskiftninger udelukkende af rammer. Nutidens træ er af en dårligere kvalitet end det oprindelige træ – så mon ikke de oprindelige karme overlever de nye rammer. Under udskiftningerne af karmene blev der fundet talrige gamle aviser trykt i de år, da vinduerne var blevet isat.

Efter at ejendommen i næsten 100 år havde haft enkeltglas i vinduerne, er det nu blevet muligt at spare lidt på varmeregningen.

Efter stuerne blev værelserne på 1. sal samt gangene istandsat. Gulve blev afhøvlet, stuk renset, tapet afrevet og opsat, paneler retableret, mure pudset, huller spartlet, vægge, lofter og træværk malet, bræddevægge gipsplade-dækket, tæpper lagt, telefonboksen retableret og så videre og så videre…

Udenfor blev der opsat raftehegn ind mod Gudrunsvej 22A i 1995 og trådhegn med buske af Laurbærkirsebær i 1997. Balustraden på 2. sal blev opsat i 1996. Udvendigt blev huset i 1994 renset, pudset og malet, ligesom vinduer og træværk blev det. Terrassen blev klinkebelagt, væksthuset malet, kælderdøren, der var af brædder, udskiftet og så videre og så videre…

Toilettet på 1. sal blev – som beskrevet tidligere i afsnittet - totalt istandsat med nye klinker og fliser og med et nyt hjørnebadekar, medens vaskekælderen fik klinkegulv, afløb og pudsede vægge.

I slutningen af 1996 påbegyndtes første renovering af fyrkælder og kældergang. Området var aldrig blevet istandsat, hvorfor det så meget forfaldent ud. Der var en jernplade over fyret, der var fyldt med en centimeter gammelt støv. I støvet lå en æske tændstikker samt et stykke af Berlingske Tidende med husannoncer fra 3. februar 1944. Træbjælkerne i loftet blev renset for puds og siv, og vægge, lofter og gulve blev pudset og malet. ”Det hemmelige rum” blev som tidligere beskrevet udgravet i 1996.

Efterfølgende, i 1997, blev den gamle vin- og viktualiekælder, der allerede var blevet ombygget i 1962/63, sat i stand så den igen kunne benyttes som opholdsrum.

Hoveddørslampen over hoveddøren stammer fra ejendommen Ejgårdsvej 36, hvor ejeren i 1995 ville smide den ud. Efter at den er blevet malet og har fået nye glas, fremstår den næsten som ny.

Renovering efter 1998

Meget er sket og blevet renoveret og istandsat efter de første 100 år af villaens levetid – så hvorfor ikke blot remse op i flæng:

I vinteren 1998 blev kældervinduer udskiftet, i foråret 1999 blev toilet i kælder sat i stand, ny havelåge i sommeren 1999, i vinteren 1999 blev jerndrager over vindue i spisestue behandlet og ydervæggen pudset op. Ligeledes blev tredje trin på hovedtrappen repareret efter at dragkisten var faldet ned i 1963. Nyt stort vindue i spisestue i marts 2000. I sommer/efterår 2000 blev loft i ende-værelset udskiftet på grund af råd og svamp og værelset blev sat i stand. Ny zink tagrende på garage i januar 2001 samt inddækning på terrasse på 2. sal (midlertidigt). Garagetag blev understrøget maj 2001. Klinker i vaskekælder ved bruser i efteråret 2001. I forår 2002 blev opsat klinker under og ved kældertrappen. I foråret 2003 blev der isoleret under spisestuen ved udekælderen. I sommeren 2003 kom der nyt gulv på terrasse på 1. sal og i foråret 2004 blev el fræset ind i væggene i dagligstuen og stuen blev sat i stand. Ny inddækning, balustrade og stål på terrassen på 2. sal i sommeren 2004. I maj 2005 blev ekspansionsbeholder på 2. sal nedlagt og ny opsat i kælder sammen med en ny varmtvandsbeholder og nye rør. Den gamle vandbeholder vejede 441 kg og der måtte hjælp til fra de stærke lokale smede for at den kunne blive båret ud. Vandrør blev skiftet og klinker repareret på toilettet i kælderen i juni 2005. I sommeren 2005 blev opsat klinker på ydervæg i fyrrum og facaden mod 22A blev malet igen. I foråret/sommeren/efteråret 2005 blev gangen på 1. sal og i stuen samt trappen sat i stand. Vandrør og el blev fræset ind i væggene, der blev opsat nyt stuk på gangen på 1. sal, resterende stuk blev renset og vægge blev pudset m.v.. På grund af mangel på håndværkere tog processen fra før påske til den 19. oktober – dagen hvor Villa Mowgli fyldte 107 år – eller mere end 7 måneder. Linoleum i gangen var lagt sommeren 1951, idet der nedenunder var en avis dateret torsdag den 9. august 1951. Nyt parketgulv blev lagt sommeren 2005 (Hørning Parket) og lakeret med oliebaseret lak.

I juli 2006 blev muslingeskaller opsat over terrassedørene, og skjolde over vinduerne i endeværelset blev opsat i august 2006 (så havde de også manglet siden tilbygningen blev opført i 1921). Forme blev lavet af en stukkatør ud fra skaller og skjolde fra tvillingehuset på Ejgårdsvej, hvor de var nedtaget for renovering efter branden. Terrassen blev renoveret, fritlagt for beplantning, pudset op og malet. Endelig blev hovedtrappen nødtørftigt opmuret på den ene side og facaden mod vejen malet i juli 2006.

I september 2006 blev opsat glasfilt i spisestuen og den blev malet på ny, ligesom gulve i spisestue og dagligstue blev slebet og lakeret med vandbaseret lak. I december 2006 fik vi nyt vindue på toilet på 1. sal samt ny hoveddør. Døren skulle laves af en snedker fordi ingen almindelige dørfabrikker ville producere så høje døre på grund af deres garantiforpligtelser. Træ er ikke hvad det har været. I marts 2007 fik vi lavet en radiatorskjuler i spisestuen under vinduet mod 22A.

I april 2007 måtte vi fælde vores store bambus nordøst for terrassen. Den tilhørte den sorte sort og går i blomst cirka hvert hundrede år. Den blomstrede og efterlod en masse frø inden den døde.

Villa Mowgli i 2006 – lige før bambussen blomstrede og gik ud – og med antenne.

Efter at ejendommens børn havde delt midterværelset i hele deres liv fik de i april 2007 deres eget værelse. Albert fik hjørneværelset og Leonora endeværelset. Midterværelset blev til gæste-, stryge- og påklædningsværelse. Det kan blive knapt for enhver. Senere flyttede Albert op på 2. sal, så Leonora kunne få to værelser, og da Albert flyttede i 2019, var det Leonoras tur til at bo på 2. sal.

I april 2008 blev huset malet på nordsiden mod stigen. Det tog kun to dage med en mand, stige og pensel. I maj blev siden mod banen malet – fuld fart, så det tog kun en mand en dag. Så var hele huset blevet malet på fire år (2005, 2006 og 2008).

I maj 2008 påbegyndes nedrivning og opførsel af nyt køkken. På gulvet under en af soklerne stod skrevet initialerne ”EJ 11/11 1964”, hvilket kunne tyde på at det er opførelsesdatoen for det gamle Vordingborg køkken. Dette stemmer også overens med at Vordingborg Køkkenet blev stiftet i 1963. Skorstenen blev fjernet så der ikke længere var et hak i hjørnet. Skorstenen var fyldt med murbrokker fra nedrivningen af skorstenen på 2. sal. Den del at skorstenen der ikke skulle udgøre hjørnet i køkkenet benyttes til at trække centralvarmerør til soveværelse, toilet på 1. sal og den ene radiator på 2. sal. Øvrige rør blev fjernet og nye rør gemt langs faldstamme, i gulvet og over det forsænkede loft. Det ene varmtvandsrør til bruseren på 1. sal gik hele vejen rundt i køkkenloftet uden ophæng. Efter udskiftningen blev vandet hurtigere varmt og en mærkelig brummet når man åbner for vandet forsvandt næsten. Faldstamme fra håndvask på 2. sal blev skiftet.

Der lå en fin lille pakke med snøre under gulvbrædderne og spændingen var stor, men det var ”kun” en halv side fra en udateret Berlingske Tidende, hvor der bland andet var en artikel fra et motorcykelløb på Ordrupbanen, hvor en motorcykel var brændt. Avissiden var fra efter 1913, idet Svømmebadeanstalten Helgoland var beskrevet. Avissiden var måske fra 1923-26 da der stod at man planlagde at bygge George Washington Broen. Vi fandt endvidere en stump avis fra 22. januar 1932.

Ildsted i køkkenet var fjernet i november 1962, hvilket fremgik af en avis der var brugt som udfyldning til et gammelt skorstensrør. Under gulvbrædderne lå et ton ler der blev udskiftet med rockwool inden der blev støbt nyt gulv med gulvvarme. Heldigvis var kommunen og Dong ved at nedlægge luftledningerne i jorden, hvorfor de meget belejligt havde stillet en container til jord lige udenfor huset. Radiator på toilettet på 1. sal blev fjernet og erstattet med en håndklædetørre, hjørnet blev muret pænt op og der blev påsat termostater i soveværelset og på 2. sal. Gasmåleren blev fjernet, gastilførslen plomberet og el blev indlagt i vægge.

Hele udskiftningen af køkkenet tog 7 måneder. Leverandøren af det nye køkken var Multiform, der evnede at lave alle de fejl man har fantasi til at forestille sig. Tegningerne var forkerte så to låger ikke kunne åbnes, skuffen under vasken var så stor at der ikke var plads til afløb og hængsler måtte skiftes to gange før de kunne bære, skabene var skæve og skulle skiftes, og soklerne kunne ikke tåle vand, låger beskadiget, halvdelen af leverancerne var forsinkede og nye leverancer fejlbehæftede. Bordpladerne kom fra Spekva, der måtte omlevere to af pladerne fordi de ikke havde lavet dem i de rigtige mål og de to andre plader måtte de komme og slibe til. Handel på Internettet viste sin styrke og alle hårde hvidevarer og bordpladerne kunne i forhold til Multiform Designcenter i København købes med en gennemsnitlig rabat på 35% gennem en internetbutik.

Den 7. november 2008 kom Multiforms egen mand for at udbedre de sidste ting og kl. 11:20 var vort køkken endelig færdigt. Totalpris DKK 346.000 plus en masse egne timer og besvær.

Vor lejer på 2. sal, Rikke Svendsen, var efter knap fire år flyttet tilbage til Jylland efter endt uddannelse på Politiskolen og vi kunne heldigvis benytte køkkenet på 2. sal i hele perioden.

Primo april 2009 var det soveværelsets tur til at blive sat i stand. Vi snød og undlod at rense stuk, opsætte glasvæv og fræse ledninger ind i væggene. Til gengæld kunne vi klare det på tre dage. De sidste træstammer mod banen blev også fældet og der blev plantet fem nye Laurbær-kirsebær buske i hullerne.

På grund af stigende arbejdsløshed kunne man i maj 2009 igen søge om offentlige tilskud til renoveringsopgaver. Vi fik tilbudt DKK 12.985,00 i tilskud til udskiftning af de to ydre terrassedøre i stuen samt vinduet mod haven i spisestuen. Disse blev udskiftet i oktober 2009. Totalprisen blev DKK 53.513. Endvidere satte vi en ny dør i garagen – pris DKK 17.458 inkl. messing greb og fugning af de nye døre og vindue. Termoruden i spisestuen var fra 1976 og var endnu ikke punkteret – dengang kunne man lave termoruder der holdt.

Den 25. juli 2009 kl. 04:20 var der et indbrudsforsøg i Villa Mowgli. Døren til udestuen blev brækket op. Døren var lukket med en sikkerhedshaspe, men døren blev vredet så meget at toppen af dør blev revet af og to ruder gik itu. Næste dør videre ind til spisestuen var heldigvis låst og støjen fra de to ruder der smadrede, gjorde at politiet hurtigt kunne alarmeres. Politiet kom med tre patruljevogne i løbet af et par minutter. Tyvene nåede ikke at stjæle noget og der skete kun skade på døren. Det var dejligt at opleve politiets hurtighed og professionalisme. Indtil den første patruljevogn ankom blev vi i telefonen løbende orienteret om patruljevognenes position samt orienteret om hvordan vi skulle reagere hvis vi kom i nærkontakt med tyvene. Indbrudstyve er tilsyneladende ligeglade med om der er nogen hjemme nu om dage, men vi slap med skrækken. Et stykke tid efter fik vi at vide at politiet havde fanget en rumænsk bande der havde specialiseret sig i at lave røverier medens folk lå og sov. Banden tog altid det første morgentog ”hjem”, hvilket videoovervågningen fangede. De blev overvåget og skygget til deres opholdslejlighed i København, hvor alle tyvekoster blev fundet.

Den iturevne dør til vinterhaven efter indbruddet i 2009.

Den 4. november 2024 var den gal igen. Her luskede en rumæner rundt om huset og blev fanget på et overvågningskamera. Vi var igen hjemme og kunne hurtigt sende et godt billede til politiet, der straks tog ud og runderede i området. Han blev pågrebet, men havde desværre i mellemtiden nået at begå et indbrud i en anden villa i området. På overvågningsvideoen kan man se at han stopper sit forehavende, da han opdager at motoren til emhætten kører – så var der nok nogle hjemme. Den slags giver et års fængsel og udvisning i fem år.

I juli 2009 blev hjørnebedet fjernet i vinterhaven og den grå kant blev malet og i juli 2010 fik vi gennemrenoveret hovedtrappen med opmuring af sider og nyt trin øverst og nyt plateau. Herefter blev trappen malet og terrassen i haven fik også en ”overhaling”.

I oktober 2011 blev der installeret kabel-tv og kabel blev skudt fra vej indtil en ny stikdåse med plads til otte fjernsyn.

Året 2011 blev også året hvor det blev besluttet at udskifte taget på huset og på garagen til sortglaseret mat tegl samt at blive ”miljørigtige”. I 1993 kostede en liter olie DKK 4,13 pr. liter, el kostede 97,08 øre pr. KWh og vand kostede DKK 14,39 pr. m3. I 2012 kostede olien DKK 12,00 pr. liter (en stigning på 190%), el kostede 209 øre pr. KWh (en stigning på 115%) og vand kostede DKK 46,70 pr. m3 (en stigning på 225%) efter at det var sat ned i pris igen efter en periode med en endnu højere pris. Ejendommen var – ud over ejendomsskatterne - blevet rigtig dyr i drift.

Taget på huset var lagt i starten af 1990’erne, men var allerede i en meget dårlig stand, idet den lagte bølgeeternit var fra perioden lige efter at asbesten var blevet forbudt og man endnu ikke havde udviklet en ordentlig erstatning. I tre omgange var dele at taget blæst af under storme og det der ikke var udskiftet var ved at smuldre væk - og så passede bølgeeternit måske ikke lige til et gammelt hus med mansardtag. Pierre Duus blev kontaktet for at installere jord- og solvarme, og tømrermester Martin Hastedt skulle renovere, isolere og udskifte tagene. På det tidspunkt var der siden 1993 købt olie for DKK 983.000 beregnet på baggrund af 2011-priser og ved næste tankning ville købet runde en million kroner. Der var brugt knap 94.000 liter olie og priserne bare steg og steg.

Efter at kommunens godkendelser til udskiftning af tag og etablering af jordvarme og solpaneler var på plads kunne arbejdet påbegyndes ved årsskiftet 2011/2012. Da ejendommen var blevet erklæret bevaringsværdig, skulle de nye tegl og solpanelerne passe sammen og godkendes af kommunen. Valget faldt på tegltagsten Linea, hvor Komproment havde fremstillet en solfangerløsning der passede til. Projektet var berammet til 10 uger, men tog ”naturligvis” meget længere tid. Efter 22 uger var arbejdet næsten færdigt.

I forbindelse med udskiftning af taget blev karnappen mod vejen isoleret og gjort dobbelt så bred så den nu sidder symmetrisk på huset, der blev installeret yderligere tre Velux vinduer og skorstenen blev udskiftet. Da det gamle tag blev fjernet, kunne man konstatere at isoleringstykkelsen ikke helt levede op til det der stod i BBR registeret. Der lå kun 40 mm Rockwool plus 20 mm Rockwool, der lå løst mellem de indvendige gipsplader og noget træbeton. Alt blev fjernet så kun gipspladerne var tilbage, spærene forhøjet og godt 300 mm nyt Super FlexiBatt Rockwool, svarende til 324 mm almindelige Flexibatt Rockwool blev indlagt.

På grund af den mere energirigtige isolering og forhøjelsen af spærene blev terrassen på 2. sal lidt mindre, hvorfor en baluster i hver ende af balustraden måtte fjernes. Det miljørigtige havde sin pris.

Da det eksisterende garagetag skulle udskiftes, blev det konstateret at alle spærene var rådne nede i murværket. Hvis ikke det var blevet opdaget var hele taget faldet sammen nogle år efter. Tryg Forsikring måtte finansiere nogle nye spær, men slap så formentlig for at erstatte en bil nogle år efter. Der blev indrettet et fint lagerrum under taget.

Jordvarmeboringerne skete efter et forholdsvist nyt princip, hvor man gravede en brønd på ca. en m3, hvorfra man borede huller skråt ned til alle sidder. På den måde undgår man at få gravet hele haven op eller at få en kæmpe entreprenørmaskine ind i haven for at lave lodrette boringer. Det nye jordvarmeanlæg skulle bestå af 12 huller af 40 meter plus slanger til og fra huset, men det endt med 13 huller af ca. 38 meter da der ligger et meget hårdt kalklag på 38 meters dybte. Brinevæsken løber frem og tilbage i indvendige og udvendige slanger i hullerne, så den samlede slangelængde udgør knap en kilometer. Der blev opboret og opgravet 4m³ jord, så hullet efter den 4m³ gamle olietank fra 1977, der også blev gravet op, netop kunne fyldes med overskudsjord.

På taget blev placeret seks sol paneler og det hele blev i kælderen forbundet til en stor ny varmtvandsbeholder og en Viessmann Vitocal 350 varmepumpe.

I kælderen blev den gamle oliekedel fra 1950’erne, grisen, varmtvandsbeholderen og en masse gamle rørføringer fjernet, og fyrkælderen pænt istandsat, ligesom der blev installeret fire nye radiatorer i kælderen og sat termostater på de sidste radiatorer.

Det nye anlæg med varmtvandsbeholder, varmepumpe og teknikken der styrer det hele.

Det blev en samlet investering på knap DKK 1,4 million fordelt med ca. halvdelen på nye tage og ca. halvdelen på energiforbedringer. Ved en uændret oliepris skulle besparelsen udgøre netto DKK 43.000 pr. år som følge af at den sparede olie koster mere end elforbrug til jordvarmepumpen. Tilbagebetalingstiden blev beregnet til 10,4 år - hvis man holdt olieprisen konstant, medregner at det gamle oliefyr og olietanken alligevel skulle udskiftes og at man fik DKK 63.000 i offentlige tilskud. Og så er der jo rabat på el når ens hus nu i princippet er el-opvarmet. Den rigtige tilbagebetalingstid endte dog på 13,5 år.

Villa Mowgli med nyt tag og jordboremaskinen i haven i 2012.

I forbindelse med boringerne kunne man få et indblik jordlagenes beskaffenhed under Villa Mowgli og i området. Den første cirka halve meter er muld, hvorefter der kommer 11 meter fint smeltevandssand, 1,5 meter stenet smeltevandsler, 11 meter fint smeltevandssand, 4,5 meter kalkholdigt og stenet smeltevandsler, 8 meter kalk og kridt og endelig – knap 40 meter nede - hård Danienkalk. Danienkalk er en samlebetegnelse for de kalklag, der blev aflejret i Danmark for cirka 60-65 millioner år siden. Kalken er dannet ved ophobning af skaller af dyr og planter på datidens havbund.

I 2016 og 2017 var det igen muligt at får offentlige tilskud til forbedringer, hvorfor terrassedøren på 1. sal og døren ud til gårdhaven blev udskiftet. Jubilæet for tilbygningen af spisestuen blev i 2018 fejret med udskiftning af de et-hundrede år gamle låger til udekælderen. De nye låger vil næppe holde 100 år.

Et billede, der indeholder træ, græs, udendørs, plante

Automatisk genereret beskrivelse

Havebruser med tøndesaunaen placeret diskret i baggrunden i 2021.

I perioden juli-oktober 2020 blev igen gennemført et større projekt. I en årrække havde der stået et 22m³ blå-gult plastik svømmebassin i haven. Nu skulle haven have et løft igen. Der blev bygget en 6-personers tøndesauna i hjørnet mod stien og Gudrunsvej 22A og nedgravet en 48m³ svømmepool. En kæmpe anlægsopgave, hvor der blev flyttet rigtig mange tons jord, sand, fliser, stål og beton.

Et billede, der indeholder græs, udendørs, bygning, spor

Automatisk genereret beskrivelse

Så er der gjort klar til at støbe bunden inden siderne kunne bygges.

Rør- og kabler blev gravet ned og poolen blev tilsluttet pumpe, filter og solvarmen via kælderen. Under gravearbejdet blev der opgravet flere gamle drænrør af brændt tegl fra tiden da området var en mark.

Til sidst blev græsplænen hævet og planeret, og der blev omkring den nye pool anlagt en 100m² stor terrasse af sorte sandstensfliser fra Indien. Den nye terrasse blev tilpasset så den gamle terrasse af bornholmsk granit og ølandsfliser kunne bibeholdes - og overskudsfliser kunne meget belejligt lægges på den eksisterende terrasse ud for dagligstuen.

Et billede, der indeholder træ, udendørs, himmel, græs

Automatisk genereret beskrivelse

Den færdige pool i 2021.

I 2023 – 125 år efter opførelsen - skulle Villa Mowgli selvfølgelig have et særligt løft, hvorfor alle fire ydersider blev malet igen. November 2024 kom der nye tagrender fra RheinZink på vinterhaven. Så havde de gamle PVC tagrender holdt mindst 32 år.

Cirka 30 års hårdt arbejde fylder her et nogle få sider, men for at give indtryk af arbejdets omfang kan nævnes, at der med årene er medgået over 1.000 liter maling og mere end DKK 3,2 million er huset nu blevet renoveret for siden 1993 – plus en rigtig masse egne timer.

Lejere i nyere tid

Den gamle Müller havde i den sidste periode af sit liv flere studerende boende med gratis logi. Sønnen, Mogens Müller, fortsatte disse sociale bestræbelser, da han overtog ejendommen i 1963, men da han ikke selv boede i ejendommen, og da den leje, han kunne opkræve, ikke stod mål med de omkostninger der var forbundet med at eje og passe en ejendom, ønskede han til sidst at afhænde villaen, hvilket også skete cirka 10 år senere. På det tidspunkt boede han og ægtefællen i Tågerup ved Roskilde.

Allerede i efteråret 1959 flyttede Torben Runo Johansen ind og boede i starten i herreværelset i stueetagen. Torben Johansen var på det tidspunkt 17 år og kendte dels familien gennem faderen, der arbejdede på Christoffer Müllers fabrik, Dano, dels gennem sit forhold til Christoffer Müllers barnebarn, Mette Spangenberg (datter af Eva Birkman, tidligere Spangenberg).

Christoffer Müller, der var blevet syg på sine gamle dage, lå i en hospitalsseng i spisestuen, hvor han kunne ligge og kigge ud på sin have, og blev samtidig - meget belejligt - tilset af Torben Runo Johansen.

I starten af 1960’erne boede arkitektstuderende Aksel Emil Kaalund Olsen til leje i Villa Mowgli

Fra 1961/62 boede Helge Schandorff i kælderen. Han havde forinden omdannet viktualierummet og vinkælderen til ét stort beboelsesrum med Rockwool og træbeklædning på ydervæggene, hessian på indervæggene og laminat på gulvet. Døren ind til vinkælderen blev fjernet og væggen opmuret. Den gamle dør blev omdannet til et bord i det mørke rum. Bordet bliver stadig benyttet som et arbejdsbord, hvor den oprindelige grønne maling stadig kan anes. Som betaling for istandsættelsen fik Helge Schandorff lov til at bo gratis.

Helge Schandorff etablerede fremkalderrum i vaskekælderen, men han var nok mest kendt for, at han ofte reparerede biler ude på vejen. Så sent som i 1993 blev resterne af en af hans gamle røde Messerschmidt biler fundet under terrassen. Til at hjælpe med bilerne havde han mekaniker Torben Daniels Hansen, der boede i Villa Mowgli i perioden 1964-68 og som var lærerstuderende.

Arkitekt Ove Steen-Andersen og Marianne Steen-Andersen (datter af Agnete og Mogens Müller, og i 1962 gift med Ove), der havde ombygget 2. salen til en lejlighed, boede i denne, fra den var færdig i 1962/63 indtil august 1964, hvor Torben Runo Johansen flyttede ind sammen med Mette Spangenberg. Huslejen løb på dette tidspunkt op i den fyrstelige sum af DKK 300 pr. måned.

Ove Steen-Andersen og Marianne Steen-Andersen

på trappen på Gudrunsvej 16 i år 1959.

Allerede inden Torben Johansen og Mette Spangenberg var flyttet op på 2. sal, var der begyndt at flytte flere unge mennesker ind i huset. Specielt musikstuderende var der flere af, og om sommeren spillede de unge mennesker ude i haven til glæde for områdets beboere.

I perioden 1963-66 boede Christoffer Müllers barnebarn, Kirsten Steen-Andersen (datter af Agnete og Mogens Müller og i 1966 gift med Jørgen Steen-Andersen, der var lillebror til Ove Steen-Andersen) til leje i henholdsvis midterværelset og herreværelset, medens stud.med. Ester Lunddahl boede i endeværelset på 1. sal. En dag kom Ester Lunddahl til at smække sig ude af hendes værelse inden hun havde fået tøj på. Døren kunne kun lukkes indefra med en krog, hvilket gjorde det hele meget mystisk. Hun måtte have hjælp til at få åbnet døren ved at Helge Schandorff kravlede ind gennem hendes vindue, og episoden var baggrund for en historie om at det var den onde stedmor (Christoffer Frode Müllers anden ægtefælle), der gik igen og havde smækket døren i. Hun har dog ikke vist sig siden, men måske passer hun på os alle i det smug.

Episoden er også gengivet i novellesamlingen ”Natten er før og efter dagen” fra 2020, der i novellen ”Det mærkelige, gamle, store hus” beskriver livet i Villa Mowgli på den tid. Forfatteren – der i virkeligheden er Marianne Müller (barnebarn af Christoffer Frode Müller) skriver under pseudonymet Mai Germelin, men det kan vel godt røbes at forfatteren og de personer der indgår i novellen med andre navne, har boet i huset. En anden novelle i samlingen hedder ”Nattens dronning”. Her er vi tilbage til Christoffer Frode Müllers sidste tid, og historien om et nyforelsket par. Villa Mowgli kaldes Villa Marius og det forelskede par – der igen har fået andre navne - har også boet i huset.

Et lille uddrag af novellen ”Natten er før og efter dagen” lyder: ”Han gyser stadig ved tanken om dengang og konstaterer samtidig, at vinduerne er lukkede og hængslede! Som sædvanlig. På sin vej før trappen og ned til køkkenet (der er foran hans lejede stue) hører Martin lyden af svag klage og undertrykt gråd. Mon så det var hjørnestuen på hjørnet af Vinkel Mørke Gangen? Han banker på. Dér sidder Hellen Sofie halvt bøjet over sin cello. Buen holder hun sammen med et lommetørklæde i højre hånd”.

I hjørneværelset over herreværelset boede Klara Helene Friis, der spillede på cello og var datter af kunstmaler Grethe Friis Bache. Klara Helene Friis var glad for fugle og en sommer lykkes det hende at tæmme en vild Allike som sad på hendes skulder når hun gik rundt i byen. Fuglen blev døbt Dodo inden den om efteråret tog på træk. Klara Helene Friis spillede blandt andet cello med Henrik Böcher, der siden spillede mange år i Radiounderholdningsorkestret.

Klara Helene Friis, ukendt og Henrik Böcher i Budapest

hvor de som studerende gav koncert i 1963.

I 1966 fraflyttede Torben Johansen og Mette Spangenberg lejligheden på 2. sal, idet der i mellemtiden var blevet indført et sæt husregler, der bl.a. sagde, at der af hensyn til de unge musikstuderende ikke måtte bo småbørn i ejendommen. Året efter nedkom Mette Spangenberg med en datter.

Efter Christoffer Müllers død udviklede Villa Mowgli sig til at være et egentligt studenterkollegium med mange lejere, og med fælles badeværelse, toilet, vaskerum og køkken. Der var liv og glade dage, hjemmebrænderi og store fester. Desværre for husets beboere kom kommunen i april 1967 på besigtigelse og konstaterede at Villa Mowgli ikke var godkendt til ”udlejningsvirksomhed”, og Gentofte Kommune kunne derfor ikke acceptere, at ejendommen skiftede status fra familievilla til kollegium. I en lang periode var der en del brevvekslinger og møder om lovliggørelse af beboelsen mellem kommunen og borgmester Børge Sieverts på den ene side og beboerne på den anden side. Til sidst slap kommunens tålmodighed med de unge mennesker op, og den 28. april 1967 førte de unges ”ulydighed” til, at kommunen meldte dem allesammen til politiet i Gentofte, og Mogens Rode Thorkild Müller blev af politimesteren sigtet for overtrædelse af lejeloven. Som julegave gav kommunen den 21. december 1967 beboerne det endelige afslag på at omdanne ejendommen til et lovligt studenterkollegium.

Ejendommen bestod på dette tidspunkt af 7 lejemål med i alt 8 kollegianere. Det var stud.mag. Lars Runo Johansen (født 1946 og bror til Torben Runo Johansen), Gurli Lefevre Andersen (1945-2015), der spillede klaver, Jan Andersen, Birthe Andersen, lærerstuderende Helge Schandorff (født 1939), Hanne Bjerg Larsen (født 1953), stud.mag. Ebbe Pramming (1938-2016) samt arkitektstuderende Nanna Friis Løvendahl (født 1948), der i perioden 1966-69 boede i midterværelset, hvor Clara Helene så flyttede videre til et andet værelse. I 1969 var desuden en stud.mag T. Helleskov registreret på ejendommen.

Sagen fortsatte det næste godt et år, og den 20. juli 1969 skrev de nærmeste naboer under på, at de unge mennesker hverken støjede eller generede omgivelserne. Underskriverne var Grosserer H. Timmol fra nr. 20, buntmager Aage Leidersdorff fra nr. 24, studerende Samuel Lecker fra 22A og endelig sekretær Frederik Raben-Levetzau fra Ejgårdsvej 36. Bl.a. denne skrivelse overbeviste til sidst kommunen om, at det nok ikke stod så slemt til, og den 3. september 1969 blev Villa Mowgli alligevel godkendt til at være et selvejende kollegium med syv lejemål. Der måtte dog kun bo maksimalt ni kollegianer ad gangen i huset og godkendelsen forudsatte, at justitsministeriets hotelbekendtgørelse og kommunalbestyrelsens bestemmelser vedrørende indretning af udlejningsvirksomhed blev overholdt.

Et billede, der indeholder person, mand, bygning, stående

Automatisk genereret beskrivelse

Mogens Müller på besøg i 1967.

Huslejen lå på dette tidspunkt på mellem DKK 130 og 400 pr. måned pr. lejemål - alt afhængigt af lejemålets størrelse og placering. I alt var den samlede lejeindtægt, som Mogens Müller modtog, kun på DKK 1.655,00 pr. måned, hvilket ikke var nok til at passe og vedligeholde en ejendom som Villa Mowgli. Huslejerne var naturligvis godkendt af Huslejenævnet ifølge brev til politimesteren i Gentofte af den 22. marts 1967. En gang om ugen kom Mogens Müller forbi og inspicerede og kontrollerede om toilettet var rengjort. Hvis ikke, vankede der bøder og Mogens Müller måtte så selv foretage rengøringen.

Et billede, der indeholder person, væg, indendørs, sidder

Automatisk genereret beskrivelse

Nytårsfest 1968 i det nuværende soveværelse. Nanna og Bo (gæst).

På trods af de mange års kamp mod kommunen, og på trods af sejren, lykkedes det aldrig beboerne at skaffe kapital nok til selv at kunne overtage Villa Mowgli, hvorfor Mogens Müller i 1973 solgte ejendommen til Susanne og Frank Pedersen.

De cirka ti år som studenterkollegium havde sat sit præg på ejendommen.

Der var i perioden altid liv i Villa Mowgli, og hoveddøren stod altid ulåst, så fremmede kunne komme og gå som det passede dem. For at få en passende opdeling af lejemålene var dørene mellem stuerne enten blevet fjernet eller blevet lukket med masonitplader, ligesom der i soveværelset var opført en væg, så alle havde ugenert adgang til altanen, hvilket var en brandkrav fra kommunen.

Det meste træværk i huset var blevet dekoreret i datidens festlige farver, og loftet i midterværelset var malet kulsort. Da vinduer og karme blev malet i 1994, blev der fundet flere lag maling i bl.a. "kommune grøn", orange og lilla. Den ”kommune grønne” farve stammede fra gamle fabrikant Müller, der malede alt træværk grønt med maling, han havde købt billigt af kommunen.

For at kunne kommunikere med omverdenen blev den telefonboks, som i dag stadig eksisterer på 1. sal, etableret. Dengang var telefonen forsynet med et rigtigt møntindkast fra KTAS. Inden telefonboksen kom, benyttede beboerne en fælles telefon, som var opsat på en brunmalet hylde udenfor Helge Schandorffs værelse i kælderen.

Et billede, der indeholder bygning, udendørs, person, træ

Automatisk genereret beskrivelse

Ebbe Bramming og siddende hans ægtefælle Birgit, Torben Runo Johansen

og han ægtefælle Mette, Helge Schandorff, Torben Daniels Hansen,

Gurli Lefevre Andersen samt en gæst (1967).

Lars Runo Johansen boede i Villa Mowgli i perioden 1962 til 1968 og berettede i 2020 følgende om sit ophold:

”Jeg flyttede ind i Villa Mowgli da jeg gik i 1. G på Virum Statsskole efter at have boet på værelser i Virum og Lyngby. Min bror, Torben Runo Johansen, havde boet i Villa Mowgli siden begyndelsen af 1960’erne og var flyttet sammen med sin kæreste Mette Spangenberg Birkmand i den næsten nybyggede 2. sals loftslejlighed. Jeg fik et fint værelse på 1. sal, lige ved siden af “telefonboksen”. Sengen var bygget på ølkasser, en spånplade og en madras af skumgummi. Skrivebordet var en gammel dør og bogreoler opbygget af mursten og brædder. Og så havde jeg Mette og Torben tæt på til at hjælpe mig. Mette læste til ergoterapeut og var god udi kunsthåndværk og dejlig mad. Torben var under uddannelse inden for handel, læste på Niels Brock og blev ansat i Dansk Almennyttigt Boligselskab. Jeg stod i kø for ham, når der var udsalg i de bedre herreforretninger i København, for han skulle være iført habit, skjorte og slips på arbejde.

På 1. sal boede Nanna ved siden af mig. Hun læste på Handelshøjskolen og var en livlig mørkhåret pige i begyndelsen af 20’erne. Overfor hende boede Gurli Lefevre, der studerede harpe og klaverspil på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Det kunne høres. Hun var også i begyndelsen af 20’erne med langt rødt hår. Gurli boede senere med sin mand i Flensborg, og underviste bl.a. på Musikskolen i Tønder.

Jeg var husets Benjamin, 16 år da jeg flyttede ind, og Nanna og Gurli var som et par gode storesøstre for mig. Nede ad gangen boede Torben Daniels, uddannet bilmekaniker og lærerstuderende. Han spillede også guitar og var god til at hjælpe, da jeg som 18-årig anskaffede først en scooter, senere ligesom Gurli gjorde, en rigtig Messerschmidt kabinescooter. Da Torben Daniels blev færdig som lærer fra Jonstrup Statsseminarium fik han lærerbolig ved sin ansættelsesskole og flyttede. Da jeg flyttede i 1968, flyttede Klara Helene Friis ind. Hun spillede cello. Min kæreste Janne og jeg fik lejlighed på Søborg Torv efter at vi - noget uden for reglementet - stort set havde boet sammen på mit værelse siden vi mødte hinanden i sommeren 1965. I stueetagen boede Helge i det gamle herreværelse lige inden for hoveddøren. Helge var husets altmuligmand og praktiker. Udover at være kørelærer, var han også lærerstuderende. Ved siden af Helge i den store lejlighed med udgang til haven og vinterudestue boede Ebbe Pramming, der var historiestuderende og hans kone Birgit, der var tandlægestuderende. Et hyggeligt og meget forskelligt par. Senere boede der en Jon, der læste teologi og hans kone. Det var menageriet i mine år i Villa Mowgli.

Villa Mowgli var dengang ejet af Mogens Muller, der ønskede at hjælpe studerende særlig inden for musik. Huslejen var lav og friheden stor og huslejen kunne næppe dække udgifterne til skatter, afgifter og vedligehold. Gentofte Kommune var efter ham for de mente vist, at det var et skråplan at få sådanne ungdomsboliger, der lignede et kollektiv, til den pæne kommune. Jeg skrev en række indlæg i Villabyerne om manglen på boliger for unge og sagen døde hen.

Min kæreste Janne begyndte i 1966 som møbelsnedkerlærling, gik på Københavns Tekniske skole og kom i lære på et snedkerværksted i Pilestræde i København. I Villa Mowgli’s kælder snedkererede hun 14 sektioner bogkasser fra de rå brædder, som vi bragte hjem i Helges bil, til fint sammenlimede, høvlede og pudsede og samlede efter alle kunstens snedkerregler. De har fulgt os i vores forskellige hjem i Søborg, Helsingør og nu i Esbjerg. Janne arbejdede i weekender og ferier som vikar på plejehjem og senere i ungdomsklubber som pædagogmedhjælper for at tjene penge. Senere fulgte Kunsthåndværkerskolen og hun blev arkitekt.

Helge var jo kørelærer og han sørgede for, at jeg fik bilkørekort billigt. Når vi skulle i biografen i Vangede eller Holte eller ud at handle satte han køreskoleskiltet på bilen, en Morris Marina, og så kørte jeg og han sad ved siden af. Indimellem var bilen fyldt op og så skulle dem på bagsædet dukke sig, hvis vi så en politibil. Helt lovligt var det vist ikke. Så fik jeg et par timer hos en anden kørelærer, som Helge kendte, og bestod køreprøven i hvad jeg husker som de værste ikke lysregulerede gadekryds på Vesterbro.

Jeg læste på Københavns Universitet. Først sammenlignende litteratur og efter et år dermed statskundskab og historie. Jeg tjente selv til studierne ved at arbejde. Som morgenavisuddeler i Hellerup, som postbud og i en par år som kontrollør på Bakkens Hvile og opvasker på Pølsekroen på Dyrehavsbakken, hvilket nogle gange gav problemer med at møde til tiden og få tid til eksamensforberedelser, da jeg gik gymnasiet. For arbejdet på Dyrehavsbakken, som jeg jo kunne cykle til - ligesom jeg også cyklede til gymnasiet i Virum - varede fra åbningen sidst i april til bakken vinterlukkede sidst i september. Senere fik jeg arbejde i Rødovre som pædagogmedhjælper og i Værebro Park i Bagsværd, da jeg begyndte på Universitetet. I de sidste år på Institut for Statskundskab arbejdede jeg først som lærer inden for Forsvarets Civilundervisning og senere som undervisningsassistent på Instituttet. Jeg blev cand.mag. i statskundskab/samfundsfag og historie i 1972 og straks ansat på Københavns Dag- og Aften Seminarium i Skovlunde, senere som studielektor i Undervisningsministeriet og i 1986 flyttede familien til Esbjerg fra vores gamle hus i Helsingør, da jeg var blevet udpeget som rektor for Esbjerg Lærerseminarium.

Pengene i de år var få og selvom det ikke var et rigtigt kollektiv, hjalp vi hinanden ganske godt. Helge havde nogle gode forbindelser til nogle slagtere nede i Charlottenlund og her fik han rester i form af pålæg, kød og salater. Så blev der spist rester og lavet store portioner spaghetti med kødsovs og rigeligt med tomatketchup. Og lige i nærheden havde vi et ismejeri, hvor man gav kredit på havregryn, ost og mælk. Det levede jeg højt på og det er stadig mine yndlingsspiser. Der blev brygget og drukket the i store mængder og jeg husker ikke, at vi nogensinde drak øl eller vin undtagen til fester, og dem var der ikke mange af. Dog prøvede vi selv at fremstille både vin i store boblende glasballoner – mindre vellykket – og at fremstille spiritus ved at rense almindelig kogesprit ved hjælp af aktivt kul for derefter at tilsætte essenser. Det smagte ikke særlig godt og det gav nogle alvorlige tømmermænd. Tiden var for os ikke til euforiserende stoffer.

Årene i Villa Mowgli var gode år. Der var ikke tid eller plads til de store udskejelser og jeg oplevede også de andre beboere som meget arbejdsomme. Der skulle tjenes penge for SU eksisterede ikke dengang, hverken i gymnasietiden eller i studietiden på Universitetet. Og så skulle der laves lektier, skrives opgaver og gås til skriftlige og mundtlige eksaminer og alt det andet gymnasie- og universitetsarbejde. Under universitetsstudierne var jeg samtidig ret aktiv i studienævn og i Studentersamfundet. De musikstuderende øvede fra morgen til sen aften, når de ikke var på Konservatoriet. Samtidig var Virum Statsskole ikke just vant til elever af min type, så de var ret opmærksomme på, om jeg mødte til tiden, afleverede stile til tiden, var lektieforberedt m.v. Men der var mange gode lærere, der var til stor hjælp bl.a. når jeg søgte private legater.

Så alt i alt blev Villa Mowgli min trygge base fra 1962 til 1968. Det er år jeg mindes med taknemmelighed, år jeg aldrig vil glemme ligesom de mennesker jeg boede sammen med for altid, står præget i mit sind”.

Den unge Lars Runo Johansen på sit værelse.

De efterfølgende ejere af Villa Mowgli har alle fremlejet værelser i deres ejertid. Således lejede Susanne og Frank Pedersen 2. sal og halvdelen af 1. sal ud til bl.a. cand.mag. og salgskonsulent Ebbe Rostorp i 1977-82, børnehavepædagog Elisabeth Keil i 1982, Bente Haarbo i 1983 og lærer Jette Bachhausen i 1977-1979, medens Ewa-Dorota Eskelund og Knud Erik Andersen – ud over udlejningen til Dansk Flygtningehjælp – havde L. Sørensen boende i kælderen i 1982-84, Martin R. Tefler i 1984 og Mikael Sterup-Hansen i 1985. Den månedlige husleje var nu steget til DKK 1.200 pr. måned.

Også efter 1993 har der boet lejere i Villa Mowgli. I 1993 var det miljøsekretær i SF Per Henriksen, i 1994 til 1996 var det fysioterapeut Bodil Jensen og fra 1996 cand.jur. og fuldmægtig Marie Leer Jørgensen. Fra 1999 til 2003 boede Line Heilberg til leje efterfulgt af Marie Bornhøft Kirkegaard i 2003, fysioterapeut Tina Jensen i 2003 til 2004, politielev Rikke Jensen fra 2004 til 2008, farmaceut Ieva Imbrasaite fra Litauen fra 2008 til ultimo 2010, Heidi Elisabeth Rasmussen i 2011 og Maria Mänty fra Finland fra september 2011 til oktober 2014.

Udsnit fra værelset på 2. sal fra 1995.

Da Christoffer Müllers ejede Villa Mowgli var der i en lang periode tre tjenestefolk i huset, hvor der til sidst kun var husassistent Christiane Marie Nielsen tilbage. Før denne periode var der som oftest også kun ét tjenestetyende registreret ad gangen i enten folketællingerne eller skattelisterne. Maria Anna Jensen var registreret i 1901, Christiane Agnes Nielsen i 1906, Hanne Marie Mikkelsen i 1909, Karen Marie Jensen i 1910, Olga Bergliot Hansen og Karen Marie Malling i 1911, svenskeren Clara Sofie Pettersson og Agnes Hansen i 1914, tyskeren Marie Pflug i 1915, Oda Fernanda Petersen i 1917, Olga Sørensen i 1918-1919 og Kristine Sørensen i 1921. Som det ses nedenfor, var det ikke ualmindeligt at unge piger – ud over den ene der var registreret - ikke havde bopæl hvor de tjente, og ofte gjorde de unge piger sig heller ikke fortjent til at få deres navn nævnt i registrene, men måtte nøjes med blot at blive nævnt som et antal tjenestetyende.

Et billede, der indeholder tekst, avis, kvittering

Automatisk genereret beskrivelse

Fra Villabyernes Blad den 13. maj 1926.

Også nu om dage må ejerne nøjes med én au pair-pige ad gangen. Fra oktober 1997 til juli 1998 ”tjente” Sanita Gutmane fra Letland således i huset, medens Yevgenia Zherebyatyeva fra Estland ”tjente” i huset fra august 1998. Efterfølgende fulgte Nanna fra Varde, Natasha fra Rusland, Miroslava fra Bulgarien, Clara fra Rumænien, Sofie fra Samsø og Charlote, Diane, Keyneth, Kristylee, Facie og Cristine alle fra Filippinerne. I 2018 satte lovgivningen en stopper for au pair-piger i Villa Mowgli, idet familiens yngste barn fyldte 18 år.

Tidligere beboere på besøg i 2020. Yevgenia Zherebyatyeva

(Genia Jensen), Aksel Emil Kaalund Olsen, Kirsten Steen-

Andersen og Klara Helene Preben-Hansen.

Et billede, der indeholder bygning, udendørs, swimmingpool, træ

Automatisk genereret beskrivelse

Villa Mowgli i jubilæumsåret 2023

Oversigt over ejerne gennem tiden

1681		Kong Christian V (opretter en fasangård).
13. juli 1761 2. juli 1764		Udenrigsminister Johan Hartvig Ernst, Greve af Bernstorff (ved Donations- og Concessions-Brev)
1. september 1765		Anders Olsen og Anne Jacobsdatter (søster til Ole Jacobsen fra Skjoldgaard) erhverver brugsretten til den senere ”Eigaard” ved lodtrækningen.
1. oktober 1767		Arvefæsteskøde på 65½ tdr. land til Anders Olsen.
13. juli 1795		Jacob "Eigaard" Andersen (søn af Anders Olsen). Fra 1797 gift med Ane Sørensdatter fra Teglgaard, der er ejer fra ægtefællens død i 1813.
14. juli 1847		Birthe Marie Eigaard (datter af Jacob Eigaard Andersen), ugift.
2. april 1880		Fhv. rådmand Frederik Christoffer Bülow. Og efter dennes død i 1890, boet og efterlevende hustru Helene Anna Cathrine Bülow.
11 juli 1891		Højesteretssagfører Peter Adler Alberti. Udparcellerede grunden (matr.nr. 3eh af Ordrup by og sogn) fra Eigaard (matr.nr. 3a Ordrup by og sogn) den 5. december 1894.
4. juli 1896		Overretssagfører Carl Theobald Valdemar Friis.
6. april 1898		Murermester Nicolaj William Petersen (køber grunden og opfører Villa Mowgli efter ansøgning af 29. september 1898 og godkendelse af 19. oktober 1898).
11. december 1916		Fabrikant, ingeniør Christoffer Frode Müller.
7. november 1963		Ingeniør Mogens Frode Thorkild Müller (arveudlægsskøde).
4. juli 1973		Cand.mag. Susanne Pedersen og cand.mag. Frank Gerdner Pedersen.
21. april 1982		Sygehjælper Ewa Dorota-Eskelund og arkivar Knud Erik Andersen.
1. juli 1993		Cand.merc. Helle Birk Krogsgaard, HD og finanschef Jens Kristian Kjær Krogsgaard, HD.

Udviklingen i ejendommens offentlige vurderinger

Nedenfor er gengivet en graf, der viser udviklingen i Villa Mowgli’s offentlige vurderinger (venstre akse) gennem cirka 125 år. Som bekendt har den offentlige vurdering aldrig været et præcist mål for en ejendoms reelle handelspris, og gennem tiderne er Villa Mowgli da også handlet til priser der afveg væsentligt fra den offentlige vurdering, der var gældende på handelstidspunktet. Grafen giver dog alligevel et ganske godt billede af udviklingen i de forløbne cirka 125 år. Det skal bemærkes, at i perioden 2014-2021 og i 2022 er benyttet henholdsvis Bolighedens og DingEstimats computerskabte ejendomsvurderinger, idet SKAT i perioden har suspenderet de offentlige vurderinger.

Ejendommen er på i alt godt 427 etagekvadratmeter, men heldigvis omregner skattevæsnet det til 282 vægtede boligkvadratmeter.

Når der som her er tale om et aktiv, der løbende bliver mere og mere værd, vil en graf, der viser den samlede værdi, altid blive ekspotentiel. For derfor at korrigere for dette ”synsbedrag” er på højre akse gengivet den procentvise ændring af vurderingerne per år. Som det ses, har disse svinget mellem minus 28,8% (2009) og plus 100% (1920) i perioden. De største procentvise udsving skete i 1980’erne, hvor ejendommen blev vurderet til DKK 750.000 som laveste værdi og til DKK 2.050.000 som højeste værdi.

Ejendomsvurderingerne fortsatte med at stige i det nye årtusinde. I perioder tjente boligejere i nogle dele af landet mere på værdistigninger på deres huse end hvad de kunne tjene ved at arbejde. Dette var naturligvis ikke holdbart og boligboblen sprang da også i 2007-2008. Inden da havde den offentlige vurdering - efter alle de nedslag som fantasien kunne overbevise skattevæsnet om, var rigtige – smagt på knap DKK 10 million. Da boblen sprang, faldt vurderingen med knap DKK 3 million eller knap 30%. Efterfølgende er vurderingerne igen kun steget og steget på grund af de forholdsvis lave renter og nye låneformer.

Set over husets levetid svarer stigningerne i vurderinger til godt 6,5% per år - sammenlignet med en gennemsnitlig årlig stigning i forbrugerprisindekset på 3,8% i samme periode. Det bliver til en stor forskel på 125 år.

Ovenikøbet har de offentlige vurderinger i en årrække haltet efter de reelle handelspriser, hvorfor der ikke er tvivl om at det over tid er en bedre forretning at være boligejer end lejer – hvis der for et kort øjeblik ses bort fra ejendomsskatterne.

Da priserne toppede i 2021, kom en venlig ejendomsmægler forbi og mente at Villa Mowgli kunne sælges for ca. DKK 22,8 million, hvis villaen blev udbudt til DKK 26 million, men som bekendt kendes prisen på et aktiv ikke før der er en der vil købe og betale prisen. Og mon ikke priserne i en periode er lidt på vej ned igen.

I september 2023 offentliggjorde SKAT de foreløbige ejendomsvurderinger for 2022. Det var ikke muligt at se beregningerne bag resultatet, men dommen lød på DKK 18,2 million, hvoraf DKK 8,4 var grundværdien. I december 2024 kom den endelige vurdering for 2020. Ejendomsværdien lød her på knap DKK 13,2 million, hvoraf grundværdien udgjorde godt 7,1 million. Fantastisk som vurderingerne hopper op og ned. Mon ikke den endelige vurdering for 2020 er lidt for lav, så SKAT kan sikre at den nominelle skatterabat, der tildeles når den endelige vurdering for 2022 kommer, er så lav som muligt, så skatten hurtigt kan komme til at stige igen.

Når man sidder med spejlet og ser tilbage i tiden, virker en købspris på cirka DKK 1,3 million som den rene foræring. Men sådan er inflationens matematik. Den gang mente vores familier at en så høj pris var galimatias. De havde glemt at de selv havde givet en tiendedel for deres egne ejendomme, og at deres forældre havde givet en hundrededel. Men sådan er det. Vi sidder nu og kigger på nye boligkøbere, og forstår ikke at man i Charlottenlund betaler så meget for en ejendom i dag. Men vi er bare ikke klogere end vores forfædre.

Avertissementer fra 1898

Nedenfor er gengivet udvalgte “Avertissementer” eller annoncer fra den lokale vejviser fra 1898.

Prøv selv at studere Avertissementerne. Her er alt fra reparation af kunstige tænder på 2-3 timer, til Karen Wulffs bekendte Kiks, Bisquits og Konfiturer.

Endvidere kunne der lejes bøger i Caroline Rønnows Bog- Papir- og Musikhandel på hjørnet af Lindegårdsvej og Jægersborg Allé, ligesom der kunne lejes elegante Landauere og drosker i Hellerup eller møbler til landstedet i Kjøbenhavn.

Endelig var én krone vel ikke for meget at betale for en flaske Courenne Cognac.

Kilder og referencer

Tak til:

Agnete Müller, Jyllinge

Eva og Pia Birkman, Samsø

Kirsten Steen Andersen, Ordrup

Susanne og Frank Pedersen, Ordrup

Torben Runo Johansen, Toelt

Lars Runo Johansen, Esbjerg

Clara Helene Preben-Hansen, Charlottenlund

Nanna Friis Løvendahl, Søborg

Helge Richter-Friis

Mogens Müller (yngste søn af Johannes Müller)

der blandt flere alle velvilligt har givet oplysninger om livet i Villa Mowgli gennem tiderne.

Et billede, der indeholder tekst, avis, Font/skrifttype, sort-hvid

Automatisk genereret beskrivelse

Berlingske Politiske og Avertissementstidende fra den 23. maj 1906.

Desuden tak til:

Lokalhistorisk Samling (nu Gentofte Lokalarkiv)

Gentofte Lokalhistoriske Forening

Gentofte Ret

Nationalmuseet

Gentofte Kommune, Teknisk Forvaltning

Landsarkivet, København,

der velvilligt har hjulpet med research.

Som øvrige kilder er bl.a. benyttet:

Forsidebillede fra ca. 1900 taget af Alfred Theodor Collin, Collin Foto, Lyngby.

Fra istid til nutid I, L. Gotfredsen.

Gentofte fra Tuborg til Bellevue II, L. Gotfredsen.

Fra Søholm til Ermelunden III, L. Gotfredsen.

Veje i Gentofte, L. Gotfredsen.

Fra de gode gamle dage i Gentofte Kommune, diverse.

Der var engang et sommerland, Halvor Pedersen.

Gentofte-bogen 1976-1978 og 1982-1983, diverse.

Fra Sommerland til villaby, Steffen Linvald.

Danmarks Historie, Vagn Dybdahl.

Fra det nu forsvundne Charlottenlund, Edouard Ree

Fra det nu forsvundne Gentofte Kommune, Susanne Krogh Bender.

Omkring Jægersborg Allé – dengang og nu, Hans Jørgen Poulsen.

Ordrup – et bysamfund i fortid og nutid, Hans Jørgen Poulsen.

Lademanns Leksikon, diverse.

Vejviseren for Gentofte Kommune (1896-1998), Familien Jantzen.

Månedsmagasinet Bo Bedre november 1963, Ove Steen- Andersen.

Månedsmagasinet Bo Bedre februar 1964, Ove Steen-Andersen.

Danske énfamiliehuse gennem 100 år, Erik Nygaard.

Vejviseren for Gentofte gennem 100 år, Mostrup.

Villabyernes Blad, diverse årgange.

Margrethe Timmol Larsen

Diverse korrespondance, foto, postkort og tegninger.

Kirkebøger, skattelister og folketællinger.

Wikipidia.

Og mange flere ….

Skitse af Villa Mowgli fra Bo Bedre februar 1964.